Efterskole
Efterskole
Hejza. Jeg ved ikke om det her høre inden under det. Men jeg prøver lykken. Jeg har været så heldig at jeg har været på efterskole i 3 år eller jeg er i gang med det sidste. Nu er problemet så, at jeg ikke har lyst til at komme hjem igen, når det er færdigt, Efter jeg var af sted det første år, har jeg overhovedet ikke følt mig hjemme, Når jeg skule være der hjemme. Så her er mit spørgsmål hvad er mine rettigheder for ikke at komme hjem. Forvirret hilsner fra S
Hej S
Det er det helt rigtige sted du prøvede lykken..:) Og jeg vil gerne prøve at hjælpe.
Du er under 18 år og derfor er du stadig ikke myndig. Det betyder at dine forældre, som jeg går ud fra har forældremyndigheden, bestemmer rigtig meget.
De bestemmer for eksempel hvor du skal bo, hvilken skole du skal gå på og mange andre ting. Men jo ældre du bliver, jo mere skal de også lytte til dig og tage dine holdninger med i deres overvejelser. Men det er dine forældre der bestemmer hvad der er bedst for dig.
Derfor er mit første forslag, at du får en snak med dem næste gang du er hjemme. Fortæl dem hvad du har fortalt mig, om hvilke andre muligheder du kunne forestille dig og hvorfor du mener det.
Måske kunne der komme en god snak ud af det, og måske kunne i finde en løsning som passer jer alle sammen.
Du har været afsted på efterskole i lang tid og jeg kan godt forstå hvis det er svært for dig at forestille dig en hverdag hjemme hos din mor og far. Men ligesom det tog tid at vende sig til efterskolen, vil det tage tid at vænne sig til at komme tilbage igen. Og jeg tror det er lige meget om du bor hjemme, for dig selv eller hos en veninde.
Jeg kender ikke dit forhold til din mor og far, men måske skulle du overveje at prøve det af og se hvordan det føles. Men jeg synes stadigvæk du skal snakke med dine forældre om de følelser du har, for det kan være rart at de ved hvordan du har det. Så kan de måske bedre respektere dine behov og dit privatliv.
Jeg har to forslag mere, og det første er at snakke med en af dine lærere. Jeg tror de har oplevet rigtig mange piger og drenge der sidder med de samme følelser som du har nu, og derfor har en masse erfaring med lige nøjagtig den situation. Måske kan de hjælpe dig på den bedste måde.
Du skal til sidst vide, at chatrådgivningen her i Cyberhus er åben hver mandag til torsdag kl. 15-19.00. Her sidder der voksne der også gerne vil hjælpe.
Venlig hilsen
Erroll