Bange!
Bange!
Jeg stod op til morgen, gik hen for at kigge mig i spejlet! Jeg bliver svimmel og tager fat i mit skab for at støtte mig. Pludselig siger det bare bang og jeg ligger nede på gulvet, jeg kan ikke huske hvordan jeg er kommet der ned. Jeg ligger der bare! Er jeg bare syg eller er jeg blevet sindssyg, jeg kan ikke få særlig meget mad ned i min krop i løbet af en dag, højst en soft ice og lidt aftensmad og nogen gange minus soft ice, hvad sker der for mig ? jeg har det så dårligt med mig selv efter jeg har spist. Jeg plejer bare at gå rundt om en sø bagefter der cirka er 3 km. Jeg føler mig ulækker, bare det at kigge i spejlet. Ad ad ad. Felicia.
Hej Felicia!
Mange tak for dit spørgsmål. Det lyder ikke særlig sjovt pludselig at falde om. Jeg kan godt forstå, hvis du blev forskrækket over det. Det lyder bestemt ikke som om, du er blevet sindssyg, men at du er besvimet efter at have rejst dig hurtigt, fordi blodet ikke er nået at komme til hovedet. Da du kommer ned at ligge får hjernen blod igen, og så er du kommet til dig selv. En årsag til, at du er besvimet kan være, at din krop mangler mad og dermed energi, og derfor ikke har kunnet reagere hurtigt nok på, at du har rejst dig op.
Jeg synes, det lyder som om, du kunne have brug for et svar fra "Når det gør ondt inderst inde", fordi de ved rigtig meget om de følelser, du beskriver omkring mad og din krop. Derfor er dit spørgsmål også sendt videre til den brevkasse, hvor du vil finde et svar om nogle dage.
Kærlig hilsen Christine