Selvskade VS Logik
Selvskade VS Logik
Hej med dig (: Som min overskrift pænt indikere handler det her om selvskade og logik, eller nærmere - manglende logik. Jeg er en pige på 18 år, har skåret i mig selv siden jeg var 11 år, og har siden jeg var 13 haft et, lad os sige, kompliceret forhold til mad. Har "diagnosen" Behandlingskrævende spiseforstyrrelse" men bryder mig ikke så meget om det ord!, derfor er kompliceret forhold... Jeg er kommet til at tænke over nogle ting! Jeg skal snart igennem en masse operationer under fuld narkose, hvilke er farligt for min krop, men lægerne siger at det er den eneste måde de kan "rede hvad der er tilbage" det fik mig til at tænke.. Nu har jeg i så mange år behandlet mig selv mere eller mindre skidt, kommer an på øjnene der ser. Jeg synes jeg har behandlet mig som jeg fortjener. Men nu skal jeg til at forholde mig til konsekvenserne. Og derfor er mine spørgsmål nu: Jeg har i så mange år skadet mig selv, ødelagt mig selv psykisk såvel som fysisk, burde jeg ikke havde stoppet i tide? Jeg tænker. Er det ikke ret uintelligent af mig at jeg har ødelagt mig selv så meget? Hvorfor forsvinder logikken? Når jeg kan tænke klart og logisk, kan jeg jo godt se at det har været en dum sti jeg har valgt, men for mig har det været den eneste sti, en sti der nu føre ud i intetheden. Jeg tror ikke på, at jeg kan redes, jeg er ved at slå mig selv stille og roligt ihjel, men jeg er ikke bange, for tror inderst inde at det er det rigtige, at det er sådan det skal være. Men vil bare gerne vide.. Kunne jeg havde gjort noget for at stoppe det her? Er det min egen skyld jeg har opført mig så tåbeligt og næsten har slået mig selv ihjel igennem de sidste mange år? Er det mig der er dybt uintelligent siden jeg ikke lytter til fornuften... og når jeg endelig lytter så ikke gør det som jeg inderst inde ved jeg BURDE gøre? Håber dette rod gav bare lidt mening. Ellers afspejler det vidst meget godt alt det rod jeg har i hovedet lige nu.. Ønsker dig en fantastisk sommer fuld af magi og lykke! Er sikker på du fortjener det! De kærligste hilsner fra Anja :)
Hej Anja!
Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller – og der findes ikke et simpelt svar på det.
Man kan umiddelbart tænke - ”Nej, det er bestemt ikke særlig intelligent, at du næsten slår dig selv ihjel på den her måde” - MEN så enkel er vi mennesker ikke skruet sammen. For jeg er ret sikker på, at du ikke overvejede at det kunne slå dig ihjel, da du valgte den her sti. Og som du selv skriver, så havde du på daværende tidspunkt ikke andre valgmuligheder.
Jeg ved ikke hvorfor du har skåret i dig selv siden du var 11 år og haft et kompliceret forhold til mad siden du var 13 – men jeg gætter på, at du har oplevet nogle ting i dit liv som har gjort dig meget ked af det. Når man har det svært og ikke får den hjælp, som man har brug for – så finder man selv på måder til at håndtere den smerte som man har indeni. Og nogle måder at helt klart bedre end andre.
Når man skal håndtere den smerte man oplever indeni i, så vælger man et strategi (en plan), som får en gennem hverdagen. Og som du selv siger, så kunne du kun vælge den sti du gjorde på det tidspunkt, fordi det var den mulighed du så. Hvis du havde haft muligheden for at snakke med en voksen om det dengang, og du havde turdet stole på at den voksne ville hjælpe dig, så havde I måske sammen fundet en anden sti til dig. En som havde hjulpet dig til at få det bedre og så var du måske ikke endt i den her situation. Men omstændighederne gjorde måske, at du ikke fik hjælp til at vælge en anden sti – og derfor valgte du som du gjorde.
Problemet med både cutting og spiseforstyrrelse er, at her er tale om to meget problematiske strategier, idet man faktisk kan blive afhængig af begge dele – og derfor er selvsagt meget svært at slippe ud af det igen. Men jeg vil gerne understrege, at det bestemt er muligt at komme ud af det – men i de fleste tilfælde kræver det hjælp. Og den hjælp skal man være klar til at tage imod.
Når man har det psykisk svært, så kan man blive meget overvældet af sine følelser – og jeg tror umiddelbart, at det er det som du har forsøgt at undgå ved at fokusere på mad og vægt. Og ved at flytte den indre smerte til en ydre ved at skære i dig selv.
Jeg gætter på, at det har gjort for ondt på dig, at mærke dine følelser - og at du derfor altid har kæmpet for at holde dem på afstand. Og den måde hvorpå du har kunnet kontrollere den indre smerte, har været ved at fokusere på mad og skære i dig selv. Når så fornuften har fortalt dig, at du enten skulle spise eller stoppe med at skade dig selv, så har det været svært for dig at lytte – fordi du ikke kendte til andre måder at kontrollere din indre smerte på. Og hvis man skal stoppe med en ting, så er det vigtigt, at man har noget andet at sætte i stedet for. Så svaret er nej, det handler ikke om, at du var uintelligent – for i dit hoved fandtes der ikke alternativer.
Kunne situationen have været anderledes i dag? Helt klart ja!! Hvis du havde fået hjælp til at finde andre og bedre metoder til at tackle det, som gør så ondt på dig – så var du måske ikke kommet så langt ud. Men samtidig ved jeg godt, at det kan være vildt svært at søge hjælp - for det kræver at man tør åbne sig over en anden person, og lade dem hjælpe. Det kan være rigtig svært og kræver en del mod - og selvfølgelig også at man ved hvem det er man kan snakke med og stole på. Måske har du ikke haft oplevelsen af, at du kunne få den hjælp som du havde brug for – eller også har du måske ikke haft modet til at åbne dig over for en voksen som kunne hjælpe. Men uanset hvad – så er det ikke fordi at du er uintelligent, at du står i den her situation i dag. Du har gjort det, som du har oplevet var bedst for dig. Så man kan ikke sige, at du ikke brugte din logik. Din logiske sans har været påvirket af dine følelser, og du har ikke vidst hvad du ellers skulle gøre.
Jeg kender ikke til din medicinske tilstand. Men du skriver, at din forestående operation har fået dig til at tænke over tingene – så måske er det nu, at du skal prøve at åbne dig over nogen som kan hjælpe dig. Få hjælp til at finde alternative måder til håndtere dine følelser – så du ikke forvolder større skade på dig selv. Det er aldrig for sent at blive klogere på sig selv!
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Det blev lidt langt – og meget af det bygger på gætterier, da jeg ikke kender så meget til dig og dit liv. Hvis jeg har ramt helt ved siden af, eller du har lyst til at snakke mere om det, så er du altid velkommen til at kigge forbi voreschatrådgivning og vende det med en af vores rådgivere.
Jeg vil også ønske dig en god sommer og held og lykke med operationen.
Mange tanker
Marianne