Kære Pige på 19 år

Jeg er rigtig glad for, at du skriver igen. Jeg har tænkt på, hvordan du mon havde det og om du havde fået taget mod til at få snakket om det. Jeg synes jo det er rigtig vigtigt, at du tager det alvorligt, at du selvfølgelig er påvirket af situationen og jeg synes, det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogle om det, der er sket, så du ikke skal gå og bære på det helt alene.

Eftersom du har haft kontakt med et andet centre end det her i Århus, kan det være svært for mig præcist at vide, hvordan de griber tingene an et andet sted – men jeg kan ikke forestille mig andet end, at de meget gerne vil lytte til dig og høre om hvad det helt præcist var der skete. Ind imellem kan man opleve, at folk, og herunder også behandlere, ikke spørg direkte til det der er sket. Som oftest er baggrunden, at de nødig vil presse en til at gennemleve det, der skete uden, at man selv har givet udtryk for, at man er indstillet på det og de kan være bekymret for at overskride ens grænse. Der kan i forskellige situationer være god grund til at tænke sådan. Det er tydeligt ud fra det du skriver, at det ville være bedre for dig, hvis der var nogle, der bad dig om at fortælle om det, der skete mere direkte og spurgte lidt mere ind til det. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du på en eller anden måde får fortalt dem, at du faktisk har brug for, at de mere konkret spørg ind til det, der skete, og at du har brug for at fortælle om det. Der kunne ellers være en risiko for, at du blev ved med at vente på, at de skal spørge og de på deres side ikke ville presse dig og derfor ikke spurgte. Hvis det er alt for svært at sige det til dem, synes jeg, du skal overveje, om du kan tage denne mail med til dem. Så kan de jo læse sig frem til, hvad det er, du synes, du har brug for. Du kan også overveje, om du vil skrive et lille brev, til den behandler du går hos, hvor du skriver ” Det ville være rigtig godt for mig, hvis du spurgte mig om, hvad det egentlig var der skete, for jeg har rigtig meget brug for at fortælle om det. Jeg har også brug for at vide, at jeg kan komme her noget tid”.

Indtil du har gjort det, kan du overveje, om det kunne være godt for dig at skrive en beskrivelse af hvad der skete lige inden overgrebet, under overgrebet og lige efter. Hvis du beslutter dig for at gøre det, kan det være godt at skrive det hele ud i et og også beskrive de kropslige fornemmelser, tanker og følelser du havde på tidspunktet. Nogle gange kan det være med til at mindske strømmen af tanker og oplevelser af at det hele sker igen og igen. Det kan være rigtig hårdt at gøre det, og da jeg jo ikke kender dig så godt, er det svært for mig at vide, om det ville være godt for dig. Det er derfor vigtigt, at du mærker godt efter selv og at du har en aftale med nogle om, at du kan kontakte dem bagefter, hvis du oplever at blive meget ked af det.

Skriv endelig igen, hvis du har brug for det.

Kærlig hilsen

Anja