Hej Felicia

Jeg kan sagtens forstå, at du føler 2 uger er en evighed og at du bare har lyst til at udskrive dig selv og komme væk fra det hele. Lige nu sidder du og det hele vælter på alle fronter. Først og fremmest føler du lægerne fokuserer på maden, selvom du måske mere har lyst til at få snakket om dine selvmordstanker og hvorfor du synes det er svært. Samtidig vil du rigtig gerne tilbage til dit opholdssted og er bange for at miste dine veninder.

Felicia, lige nu ramler det hele og når det sker så er det faktisk umuligt at finde hoved og hale i noget af det. Sådan er det for dig, for mig og alle andre mennesker også. Når det ramler så er det svært at tage de rigtige beslutninger og sommetider kan der bare være svært at se muligheder og fremtid.

Og måske kan du mærke, at du er fyldt med modsat rettede kræfter..det som læger, pædagoger siger du skal og så de kræfter der er inden i dig selv. Jeg tror lidt det er det du oplever lige nu.

Du skriver, at du ikke har spist i 11 dage, det vil sige at det første lægerne skal gøre er, at redde dit liv ved at få dig til at spise igen. Sådan er det og det synes jeg lyder fornuftigt. Men du skriver også at du jo ikke får det bedre af det, og jeg tror du mener at det som faktisk gør ondt inden i, handler om følelser og tanker.

Uden mad, så fungerer hjernen heller ikke så godt, du kan få svært ved at tænke klart og derfor kan det også være svært at snakke om dine problemer, hvis du ikke har spist i lang tid. Så kære Felicia..prøv at lade paraderne ned og stol på at lægerne omkring dig vil dig det bedste. Første skridt er maden.

Når det er sagt, synes jeg helt klart også, at du skal have fortalt lægerne at du også har brug for at få snakket om dine selvmordstanker og hvorfor det er svært inden i. Jeg ved du skriver helt kanon..kunne du prøve at få de inderste tanker ned på papir og få givet det til din læge. På den måde får du startet op på det, som det lyder til du gerne vil. Altså få det bedre.

Felicia..du er en normal ung, men også en ung der lige nu bærer rundt på et par store sten i rygsækken. Det er svært lige nu og har været det i perioder for dig. Du har kæmpet dig igennem forskellige ting de sidste par år og det er gået super godt..du er på vej frem mod et liv hvor det er dig der bestemmer og ikke en spiseforstyrrelse eller tanker der gør ondt.

Lige nu oplever du at det vælter igen og så kan man godt få en følelse af at "så kan det fandme også være lige meget" og "jeg kan jo ikke alligevel". Men du skal vide at i alle kampe, vil der være tilbageslag og sommetider er det 2 skridt frem og 1 tilbage. I de perioder er det utrolig vigtig at du overgiver dig til de voksne der kan hjælpe, også selvom du ikke føler de gør det rigtige.

Kæmp videre Felicia..du er på den rette vej og jeg synes du skal gå ud i haven i dag, grave et stort hul. Tag så to store sten og skriv på dem med en tusch. Skriv alt det svære, skriv hvad du synes er noget lort lige nu. kast dem ned i hullet. De sten er et symbol på den modstand du mærker inden i lige nu, den modstand som faktisk forhindrer dig i at modtage den hjælp du har brug for..:)

Venlig hilsen

Erroll