Jeg har det ikke godt der hvor jeg er

brevkassespørgsmål

Jeg har det ikke godt der hvor jeg er

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 3 måneder siden

Jeg har det ikke godt der, hvor jeg bor. Jeg græder meget og bliver hele tiden uvenner med dem derhjemme. Jeg er også ked af, at jeg ikke kan se min far, for han er død . Det var et stort tab for mig. For nylig blev jeg rigtig meget uvenner med min papmor, og jeg kan ikke komme over det. Håber, at du kan svare og sige mig, hvad jeg skal gøre. Kh. Nicole

Svar: 

Hej Nicole

Først og fremmest synes jeg, at det, der er mest vigtigt for dig, er, at du snakker med en voksen, som du stoler på - én som vil høre på dig, og som måske kan hjælpe dig med at snakke med dine plejeforældre. Det duer ikke, at I hele tiden bliver uvenner. Det er jo meningen, at de skal være der for dig, når du ikke har det godt. Men hvis du ikke snakker med dem om, hvordan du har det, kan de jo ikke vide, hvad der foregår. De kan jo ikke kikke ind i dig og se det. Du er nødt til at fortælle dem om det.
 
Har du fortalt dem, at du saver din far? Og at du er blevet uvenner med din papmor? Hvis du ikke har det, så har de jo ikke en chance for at vide, at du går med det savn, og at du er uvenner med din papmor.
 
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de måske kunne hjælpe dig med at få snakket med din papmor, for det er jo ikke til at holde ud, at den person, som du jo ville kunne snakke med om din far, er du uvenner med. På den måde bliver dit savn jo bare meget større.
 
Hvis du ikke kender en voksen, du har tillid til, så kan du prøve at ringe til et af de telefonnumre, jeg skriver sidst i mailen.
 
Du kunne jo også vælge at fortælle alle de ting til din sagsbehandler, og så kan hun hjælpe dig med at få snakket med dine plejeforældre. Måske synes hun også, at du skal have noget hjælp til at bearbejde din sorg over, at din far er død.
Du kan også vælge at vise dette svar til dine plejeforældre, for så ved de jo, hvordan du har det, og så kan I snakke sammen ud fra det, som du har skrevet til brevkassen og ud fra de svar, du har fået.
Børns Vilkår har tlf. 116 111 (det er rigtig nok - der er kun seks cifre). Der er åbent mandag til torsdag kl. 12-21 og fredag kl. 12-19.
 
Du kan gå ind på bornsvilkår.dk. Der kan du også læse om muligheden for en bisidder - det vil sige en voksen, der kan hjælpe dig med at snakke med din sagsbehandler. Men prøv at læse om det på siden.
 
Ung til ung hotline: Telefon 35 34 09 90 hver søndag kl. 19-21.
Den sociale døgnvagt: Telefon 33 17 33 33 alle dage hele døgnet året rundt.
Døgnkontakten: 35 37 36 23 alle dage døgnet rundt, året rundt.
Håber, du kan bruge noget af det, jeg skriver. Ellers må du skrive igen.
 
Med venlig hilsen
 
Sisse

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program