Hej alle jer derude :-) Min kæreste og jeg havde haft virkelig meget turmult omkring vores forhold. Vi mødtes på en efterskole sidste år 09/10 og fandt hurtigt sammen. Vi var sammen hver evig eneste dag oppe på efterskolen, virkelig - HELE tiden! Og i weekenderne var vi også sammen - og sådan fortsatte det i et år. De to sidste måneder af vores forhold, er det virkelig bare gået ned ad bakke! Vi var førhen uadskillelige, men nu kvalte vi nærmest hinanden, fordi vi var sammen hele tiden. Der skal lige siges, at vores forhold ikke bare var hvilket som helst forhold. Vi havde et meget modent forhold, hvor vi fx tit var ude at spise, var til familiearrangementer sammen, der kunne gå flere timer imellem vi snakkede sammen, når vi var sammen, fordi vi hvilte så meget i hinanden. Vi græd til overfor hinanden, fordi vi virkelig fandt trøst hos hinanden. Det hele var bare så godt, og hold kæft hvor var vi forelsket! Vores tid var ubeskrivelig. Folk beskriver os som "uadskillelige" og vi blev også årets par 09/10 ud ad 15 kærestepar på skolen. Problemet er bare, at vi var van til at se hinanden hver dag - og da efterskolen sluttede, og vi skulle vænne os til, at vi ikke skulle se hinanden mere end 1-2 gange i ugen fra 7 dage i ugen. Det var en kæmpe omvæltning for os begge, som vi havde svært ved at acceptere. Situationen er meget svær at forklare og lang! Så for at gøre en lang historie kort: Vi slog op for 1½ uge siden efter et år sammen som uadskillelige, fordi vi simpelthen havde kvalt hinanden. Vi havde virkelig fået nok! Men vi blev godt nok enige om, at vi skulle gå fra hinanden, det jeg aldrig nogensinde havde troet var, at han betød meget, meget mere for mig, end jeg nogensinde havde forestillet mig! Så nu vil jeg gøre alt for at få ham tilbage. Jeg havde virkelig prøvet at overtale ham til at give det en chance til, da jeg troede, at det at vi kun skulle se hinanden 1-2 gange i ugen ville redde det hele! Men nej, han "kunne ikke mere", som han sagde. Mine frustrationer og fortvivlelse ligger bare i dét, at han, efter jeg stoppede med at kontakte ham mere efter en uges kamp, begyndte at skrive noget med, at han var virkelig ked af det, han græd og han var tom inden i. Jeg svarede lidt køligt, fordi det ville måske virke på ham. Og det gjorde det også - næste det skrev han en beskrivelse af mig og sendte den til mig og skrev, at det var hans drømmepige. Efter nogle dage skrev jeg til ham, at han bare lige skulle vide, at jeg savnede ham og jeg tænkte på ham hele tiden. "I lige måde, virkelig!" var hans svar. Men når jeg så skriver, om han vil prøve igen, så vil han ikke... Jeg forstår det ikke. Hvorfor skriver han så alt det til mig? Nogen siger, at det er fordi, at han trænger virkelig til luft - i en måned måske eller mere, hvor jeg bare skal lade være at kontakte ham, men svare ham, når han skriver. For jeg har den samme fornemmelse som ham, den der med, at man virkelig er blevet kvalt, og det er for meget. Men jeg tænker FREMAD og på de gode ting, vi har oplevet, og han tænker kun på de sidste 2 måneders tid. Mit spørgsmål er bare: Tror I han er ovre mig, eller tror i bare, at han trænger til luft? Og til at finde sig selv igen. Vi var som sagt sammen hele tiden, og vi fik pludselig bare nok. Vi har haft et meget on/off forhold den sidste uges tid :S Og har I ellers nogle gode råd til, hvordan jeg skal tackle denne situation, hvis jeg gerne vil have ham igen? Min situation er mega svær at forklare, men jeg håber, at i har fattet min mening med den! Jeg er virkelig ulykkelig og har svært ved at sove om aftenen. Vær sød at hjælp. Knus herfra