Skilsmisse

brevkassespørgsmål

Skilsmisse

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 2 måneder siden

Hej hej Jeg har en bror på 25 år og han har en søn på to år, og i går fik jeg at vide at det var slut mellem ham og hans kæreste som jeg er rigtig gode venner med, og de har været sammen i cirka tre år nu. Da jeg fik at vide brød jeg simpelthen sammen, og jeg har har grædt mig i søvn i nat og får slet ikke konsentreret mig i skolen fordi jeg er ked af det, græder og har hovedpine, den her skilsmisse fylder virkelig meget i mit liv, og en ting som er så forfærdeligt er at moren vil have at deres søn skal kun se os hver anden weekend og jeg elsker ham så meget og jeg kan ikke undvære ham en dag, de boede 10 minutter (at gå) fra os og hans vuggestue var ved siden af vores hus, så jeg hentede ham ofte og jeg leger altid med ham, og nu skal han flytte en halv time væk fra os (Med bil) hvilket er lang tid på Færøerne, jeg er vant til at se ham hver dag. Jeg synes ogsså at det er rigtig synd i min bror og hans ekskæreste, hvad skal jeg gøre for at få det bedre med den her skilsmisse?

Svar: 

Hej med dig. :)

Jeg kan godt forstå, at du er ked af det! Skilsmisser er aldrig sjove at gå igennem. Uanset hvem man er, så er det altid svært. Man kan godt føle sig fortvivlet og trist, når dem, man virkelig elsker, ikke elsker hinanden mere. Men du skal også vide, at de sikkert stadig holder meget af hinanden, men at de bare ikke kan leve samme hver dag. Sådan er der mange der har det og du kender sikkert også andre familier der er skilt.

Jeg har lyst til at fortælle dig først, at selvom det er svært at skilles, så er det noget som du og hele din familie vil lære at leve med, men det er pokkers svært lige når det sker. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du skriver, så du forhåbentlig kan få snakket ud om de ting, der går dig på.Det er nemlig den bedste måde at komme igennem den svære periode.

Jeg forstår godt, at du kan have svært ved at acceptere, at du og din bror ikke længere må se din brors søn mere end hver 14. dag. Når man har været rigtig tæt på hinanden, som I har, så er det ikke særlig sjovt, når man pludselig skal splittes på den måde!  Ikke desto mindre er det jo sådan tingene er, og jeg synes, at du skal prøve at se alle de postive ting, selvom det kan være meget svært.

Det virker som om, at du er meget tæt knyttet til din bror og hans ekskæreste. Selvom din bror og hans kæreste ikke længere er sammen, så kan det jo godt være, at du må besøge hans ekskæreste, så du kan se din brors søn lidt oftere end hver 14. dag.

Har du fået talt ud med din bror og hans ekskæreste om, hvordan du føler? Jeg synes, at du skal printe dit spørgsmål og mit svar ud og vise dem begge dele. Det er vigtigt for ham og hende at få at vide, at du også har det rigtig svært i denne tid. Ja, skilsmisser skiller og splitter  folk fra hinanden, men de kan også bringe de pårørende tættere på hinanden. Derfor vil jeg håbe, at du vil tale med din bror og hans ekskæreste om, hvordan du har det!

Jeg synes også, at du skal tale med dine forældre om hele situationen. Din bror og hans eks er ikke de eneste, der bliver påvirket af deres skilsmisse. Dine forældre er sikkert også kede af situationen, og jeg synes derfor, at du skal tale med dem også. I kan være med til at bakke hinanden op og være rigtig gode støtter for hinanden.

Jeg synes også det er en rigtig god ide at kigge forbi chatrådgivningen her i Cyberhus. Her sidder der voksne der også gerne vil lytte og snakke om de følelser du oplever. Fordi det bedste råd jeg kan give dig er at snakke om det her med andre mennesker, fordi det hjælper at snakke om det. Derfor er det også super godt at du skriver herind, så bliv ved med at spørge om råd og hjælp..

Jeg håber, at du kan bruge mine råd.

Mvh

Søren

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program