Er jeg uintelligent?
Er jeg uintelligent?
Hej Cyberhus. Jeg går tit med en frygt om at jeg er virkelig uintelligent. Ved ikke helt hvordan det opstod eller hvorfor jeg er begyndt at tænke så meget over det, men det fylder desværre virkelig meget for mig i min hverdag. Skolemæssigt har jeg egentlig altid klaret mig godt nok og mange af mine lærere har kaldt mig "begavet" gennem tiden, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tvivle på, om jeg virkelig er det, eller om de bare tror det fordi de kun har kendt den ene side af mig. Især fordi jeg ved at ens akademiske niveau jo ikke nødvendigvis er ensbetydende med at man er intelligent. Jeg føler mig nemlig tit ret uduelig når det så kommer til mere praktiske opgaver. Har for eksempel lige fået et nyt arbejde hvor jeg stadig er i oplæring, og i dag følte jeg bare at jeg gjorde alting forkert hele tiden og glemte halvdelen af de ting jeg fik at vide. Og selvfølgelig er det jo normalt når man er ny, men det var bare i sådan en grad at man kunne mærke på hende der oplærte mig at hun lidt mistede tålmodigheden med mig nogle gange. Og det er langt fra første gang. Føler der har været mange lignende eksempler hvor jeg skulle udføre en praktisk opgave, hvor jeg så bare har haft en tendens til at overtænke det eller generelt bare blive forvirret. Jeg er også ret perfektionistisk anlagt, så jeg er virkelig dårlig til at håndtere, når der er noget jeg ikke er god til. Synes det er helt ekstremt svært at være i, og det kan blive så slemt at jeg bogstaveligt talt må kæmpe for at holde tårer tilbage når jeg befinder mig i situationer hvor det bare kokser helt for mig (for eksempel som på mit arbejde i dag). Jeg ville ønske at jeg bare kunne grine af det når jeg fejler, men i stedet begynder jeg at sammenligne mig selv med andre eller generelt bare hakke mig selv meget ned for det. Nogle gange mistænker jeg, at det netop er pga. den konstante ros jeg har fået fra mine lærere gennem min opvækst at jeg nu føler at jeg skal være perfekt til alt. Det er som om at jeg på en måde har knyttet alt den ros direkte til min identitet og hvordan jeg gerne vil betragtes af andre, så når der sker noget som bryder det billede, så kan jeg bare slet ikke være i det. Og den realisation får mig samtidig til at føle at jeg i virkeligheden bare er super uintelligent, fordi jeg hele tiden bekymrer mig over det så meget. Undskyld hvis det er nogle lidt kringlede forklaringer, har lidt svært ved at sætte ord på det. Men ja, så leder vel egentlig bare efter nogle råd til hvordan man kan håndtere dette eller evt. ændre sit perspektiv på det, da jeg selv må indrømme at jeg er lidt på bar bund.
Hej du,
Tak for din fine beskrivelse, det er bare rigtig svært når tvivl og negative tanker kommer til at fylde så meget, så jeg er glad for at du skriver!
Selvom de fleste mennesker logisk set må være relativt gennemsnitlige, er der desværre rigtig mange af os, som går rundt med en følelse af ikke at være gode nok. Der er også mange som har en følelse af, at vi slet ikke er så dygtige eller intelligente som andre tror vi er. Faktisk så mange at det har fået sit helt eget navn: Imposter syndrom. Måske har du hørt om det? Når man har imposter syndrom, har man en følelse af at man på en eller anden måde snyder andre til at tro at man er dygtig, og at man kan blive afsløret når som helst. Imposter syndrom er ikke en egentlig diagnose, men undersøgelser viser, at op til 70% af alle mennesker kan genkende at have det sådan. Det kan du læse mere om her: https://www.femina.dk/sundhed/mental-sundhed/frygter-du-blive-afsloeret-som-uduelig
Når jeg læser dit brev, tænker jeg at du har rigtig godt fat i hvor følelsen kommer fra. Nemlig, at det er blevet en del af din identitet, at du skal præstere perfekt for at være god nok som menneske. Så når du f.eks. har svært ved dit arbejde, føler du ikke bare at du er dårlig til dit arbejde, men at du ikke er god nok som menneske. Og det er virkelig ubehageligt at føle, at man ikke er god nok.
Det kan selvfølgelig godt være at du er bedre til skoleting end til praktiske opgaver, og det er også ok, for man skal ikke være god til alting. Men når du skriver at du glemmer ting og gør det forkert, tænker jeg lige så meget det handler om at du bliver stresset og får præstationsangst. Når man får præstationsangst, kører tankerne typisk afsted. Man kommer til at bruge alt for meget energi på at tænke over om man er gode nok, hvad andre tænker om en, hvad der sker hvis man ikke kan finde ud af det, at man er dum, at det aldrig kommer til at lykkes, osv. Og til sidst er man slet ikke er i stand til at koncentrere sig om at lære opgaverne og så bliver man faktisk dårligere. Ikke fordi ens evner er dårlige, men fordi præstationsangsten stjæler fokus. Det kan man ikke selv gøre for, for man kan jo ikke bare beslutte sig for at stoppe med at have præstationsangst. Men som du selv skriver, kan man øve sig i at håndtere det, både når det opstår og så det ikke opstår så ofte. Så når nu du spørger, vil jeg tillade mig at komme med nogle ideer til hvad du kan arbejde med. Jeg ved godt at flere af tingene er lettere sagt end gjort, men måske kan de alligevel give dig nogle ideer til hvor du kan starte.
Selvomsorg: Når man er perfektionistisk, er man typisk lidt for hård og kritisk overfor sig selv. Også langt mere kritisk end man nogensinde ville være overfor andre mennesker. Men desværre er kritikken med til at gøre det hele værre, for det er de færreste mennesker som bliver bedre af at blive slået oveni hovedet med kritik hele tiden. I stedet er det faktisk omsorg og accept, som giver trygheden til at præstere godt. Derfor er det en god ide at øve sig på at genkende selvkritiske tanker og på at give sig selv omsorg. Mindhelper har en rigtig god artikel med gode, konkrete råd til hvordan du kan være mere omsorgsfuld overfor dig selv: https://mindhelper.dk/mental-fitness/selvomsorg/
Præstationsangst: Du kan også arbejde med hvordan du håndterer de situationer hvor præstationsangsten opstår. For nogle hjælper det at spørge sig selv hvad der egentlig er det værste som kan ske og at minde sig selv om alle de ting man har, som er meget vigtigere end et arbejde. Når tankerne kører derudad, kan det kan også være en hjælp at sørge for at give dig selv små pauser hvor du f.eks. fokusere på din vejrtrækning. Når man er angst eller stresset, trækker man ofte vejret lidt hurtigt og overfladisk på en måde som giver mere stress. Derfor kan det være godt at stoppe op et øjeblik, trække vejret ind, holde det mens du tæller til 10 og puste laaangsomt ud igen. Det giver også en minipause fra alle tankerne.
Opmærksomhed: Tanker og angst bliver forstærket at få opmærksomhed, så det er en god ide at arbejde med at blive bedre til at styre din opmærksomhed væk fra de negative tanker, så de ikke får lov til at stikke af med dig. Prøv for eksempel at overveje hvilke tanker du typisk får i pressede situationer, så du kan genkende præstationsangsten når den kommer, og vende opmærksomheden væk fra den. Tit kommer tankerne også før og efter du skal præstere, men jo mindre opmærksomhed du giver dem, jo mindre vil de opstå. Det med at styre opmærksomheden er absolut ikke let, men man kan træne sig til at blive god til det -lidt som når man går i fitnesscenter for at blive stærk. Mindfulness meditation er en rigtig god måde at træne sin opmærksomhed, og Mindhelper har faktisk et gratis onlineforløb som alle kan følge lige her: https://mindhelper-skolen.dk/mindfulness/
Del det: Mit sidste råd er at tale med nogen om dine tanker. Det kan godt være lidt grænseoverskridende, men tit virker den slags tanker mindre slemme når man først har sagt dem højt. Du vil sikkert oplever at dine venner og familie godt kan genkende hvordan det er at blive usikker, og det er altid rart ikke at føle sig alene. Hvis du har lidt imposter syndrom, er det samtidig et effektivt middel at sige højt hvordan man har det, for så står du ved dig selv og bedrager ikke nogen.
Til sidst vil jeg gerne sige at jeg synes det er et godt og modigt skridt, at du har skrevet dine tanker ned og delt dem med os. Du har en rigtig god forståelse af hvad det er du bøvler med, så hvis du tager det næste skridt og begynde at ændre lidt på hvordan du forholder dig til tankerne, tror jeg det vil gøre en stor forskel.
Mange hilsner,
Marie