Hej. Jeg er 15 år. Jeg er lige begyndt i 9. klasse og bor ved min mor. Jeg har overvejet gennem et år nu, hvorfor jeg ikke er flyttet hen til min far, men problemet er, at han bor ca. en time væk, og jeg har INGEN venner deroppe. Mine venner og kæreste er i den by, jeg bor i nu, så derfor vil jeg ikke flytte op til min far, plus jeg vil ikke flytte skole i 9., da jeg har en del, jeg skal nå ... Men jeg ved ikke, om jeg har det hårdt nok til at komme i aflastningsfamilie? Min mor er ikke en ond person som sådan, men jeg mener selv, at hun ikke har noget forstand på, hvad der er godt for mig? Hun skælder mig hele tiden ud sammen med hendes mand, og de skændes tit over mig. Han har en datter, som jeg også bor sammen med, og som er på min alder, og de skælder aldrig hende ud, selv om hun gør det samme. De voksne kigger i mine ting, når jeg ikke er hjemme, og de kan ikke have, hvis der bare er så meget som en blyant på gulvet (noget i den stil). Jeg kan ikke døje min papfar eller min mor. De skal altid finde en fejl ved mig og min rigtige søster (hun flyttede op tin min far i 10. klasse). Jeg ved godt, jeg nok bare er en normal 15-årig med problemer, men jeg kan virkelig ikke klare at se på dem hver dag. Jeg græder stort set hele tiden? Men er det nok?

Stella