tilbage i tankerne.

brevkassespørgsmål

tilbage i tankerne.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 2 måneder siden

hej. :) Jeg har for lidt over en måned siden fået en super dejlig kæreste! jeg er rigtig glad for ham, og vi har det super sammen. Der er dog begyndt at opstå lidt af et problem imellem os, da han vil mere end jeg vil. Han er begyndt at lægge meget op til at vi skal have sex, og jeg kan se at han bliver ked af det når jeg afviser ham. - Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at have sex med ham overhovedet, det vil jeg gerne, men jeg har engang haft en rigtig ubehagelig oplevelse med det, og hver gang han lægger op til vi skal have sex, får jeg en vildt ubehagelig følelse i hele kroppen, og totalt flashback til hvad der skete dengang. Det er et helt år siden ca. at jeg havde den ubehagelige oplevelse - hvor jeg vidst nærmest blev voldtaget ... jeg tænkte rigtig meget på det i starten og kunne slet ikke holde det ud, men tankerne har her på det sidste ikke været der så meget, jeg prøver hele tiden at glemme det og det gik egentlig meget godt. men så er det da bare vildt irriterende det skal komme tilbage når jeg gerne vil være sammen med min søde kæreste! og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til min kæreste .. for det er jo netop ikke fordi jeg ikke har lyst? det skal lige siges jeg aldrig har fortalt nogen om den ubehageligt oplevelse, men det har jeg heller ikke lyst til, overhovedet! men ville det være en god ide hvis jeg fortalte det til min kæreste??? for hvad skal jeg ellers sige er grunden til at jeg afviser ham??? knus j

Svar: 

Kære J
 
Jeg synes, det er vigtigt at du fortæller det til din kæreste og jeg synes i det hele taget at det er vigtigt at du får snakket om det der skete med nogen, du kender godt og stoler på. Der er ikke noget at sige til at du allerhelst vil glemme det, men det at blive udsat for et seksuelt overgreb eller en voldtægt er en traumatisk oplevelse, som man ikke bare glemmer og som også kroppen husker, sådan som du oplever det i forbindelse med at din kæreste vil have sex. Det er vigtigt at du får talt om det der skete, så du har mulighed for at bearbejde det og tackle de reaktioner du helt naturligt har. Du må meget gerne ringe herind så vi kan hjælpe dig med at finde ud af hvilke muligheder du har i forhold til at få hjælp hos en psykolog.
 
Du kan altid sige nej til sex og du behøver ikke anden grund end at du ikke er klar endnu. Samtidigt er det jo en god ting at du har lyst til at være sammen med din kæreste og jeg synes du skal inddrage ham i hvordan du har det, så han får mulighed for at forstå at det ikke har noget med ham at gøre. Det er utroligt vigtigt at alt kommer til at foregå i dit tempo og han er med på at det kan komme til at tage et godt stykke tid og en masse forsøg kun på dine præmisser. Det skal han respektere, hvis du har lyst til at prøve at have sex med ham.
 
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget ellers er du som sagt meget velkommen til at ringe eller skrive igen,
 
Mvh Elena Madsen

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program