.....
.....
Min samfundsfaglærer fortalte mig for nyligt, at hun ikke synes, at jeg virker særlig glad. Jeg indrømmede overfor hende, at det måske heller ikke går så godt. Hun spurgte om hun kunne gøre noget og jeg sagde nej. Kort tid efter sendte hun mig et link til denne side og fik mig til at love, at jeg ville prøve at skrive. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal formulere mig. Jeg ved ikke hvordan tingene bliver gjort her. Så jeg kan vel lige så godt springe ud i det. For snart to år siden begik min bedste ven selvmord. Han havde længe kæmpet med en voldsom depression og han kunne bare ikke klare mere. Han ringede til mig og jeg tiggede og bad ham om at blive. Han undskyldte og lagde på og jeg ringede til alarmcentralen og hans forældre. Jeg tog hjem til ham og tog til alle de steder, jeg vidste, at han kunne finde på at være men da han blev fundet, var det for sent. Jeg isolerede mig fuldstændigt indtil jeg for halvandet år siden mødte min nu kæreste. I starten var det godt nok, han ville invitere mig ud og spise eller lave mad til mig og han var rigtig sød og kærlig og jeg fik det bedre når jeg var sammen med ham. Efter noget tid begyndte han at presse på, han ville gerne i seng med mig. Jeg ville gerne lære ham bedre at kende, jeg ville gerne være mere sikker. Han sagde, at jeg bare var usikker af person, at det nok skulle gå. Og om jeg da ikke holdt af ham? Han var sød det meste af tiden, så jeg tænkte ikke for meget over det... En morgen, da jeg havde sovet hos ham, vågnede jeg ved at han vendte mig om på ryggen; han begyndte at tvinge mit tøj af og han.. jeg bad ham lade være, nærmest tiggede ham, men han.. tog mig.. lige der, han var for stærk til at jeg kunne gøre meget, jeg lå bare og græd. efter det lod han som ingenting. jeg kunne ikke gå fra ham. jeg er rædselsslagen for at være alene. jeg har forsøgt at gå fra ham én gang. min mor sagde til mig, at det var dumt. at ingen andre ville kunne komme til at elske mig, at han er den første, der faktisk gør. det fik mig til at bryde sammen og gå tilbage. i en måned efter det skete opførte han sig som om intet var sket. Pludselig begyndte han at blive let irritabel og han kan finde på at slå mig.. Hvis han er liderlig, så... ja jeg har ikke noget valg. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke finde ud af at være alene, men jeg kan ikke blive ved med at leve sådan her... grunden til at jeg skriver lige nu er at jeg finder mig selv i at tænke meget, for meget, på at stoppe helt med at leve. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for hvad jeg gør, næste gang jeg finder noget skarpt frem.. Jeg er så....... træt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?
Hej med dig..
Jeg synes det lyder til, at du har en dejlig samfundsfagslærer der bekymrer sig for dig og som gerne vil prøve at hjælpe, også selvom du ikke føler du kan snakke med hende om det. Og så synes jeg bare det er super sejt, at du prøver hendes råd af og skriver herind.
Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe og måske kan du bruge nogle af de ting jeg skriver.
Det gør mig ondt at din bedste ven tog sit eget liv og det har været en rigtig hård oplevelse for dig. Jeg kan høre på dig, at I begge to holdt meget af hinanden og at han rigtig gerne ville sige farvel til dig. Jeg tror han nød dit venskab, men han valgte at livet simpelthen var for hårdt at leve.
Du gjorde alt det du kunne i den situation og jeg kan sagtens forstå at det mærkede dig og at du i en periode trak dig tilbage. Når en man holder meget af dør, gør det ondt og der kan komme en tom følelse inden i. Når det sker synes jeg der er to ting der er vigtige. Det første er at man snakker om sin sorg og derfor er det vigtigt at du dengang fik snakket om det og hvis dun ikke fik gjort det dengang, at du får gjort det nu. på den måde kan man nemlig lærer at leve med sorgen og finde en god måde at bære hans minde videre inden i dig selv.
Du fortæller også, at du så fandt en kæreste som var sød i starten, men som en morgen tvang sig til sex med dig, selvom du sagde nej. Han er begyndt at slå dig også, men selvom du har prøvet at gå fra ham, så er det ikke lykkes endnu.
Så det er faktisk to meget voldsomme oplevelser du har oplevet og jeg tænker at det må være meget hårdt for dig, stadig at være sammen med den person som har voldtaget dig og som nu slår dig. Måske oplever du på en måde to slags kræfter der trækker i dig. Den ene gør at du bliver hos ham, fordi du er bange for at være alene og den anden trækker dig væk fra ham, fordi du godt ved han ikke behandler dig ok.
Er det sådan du føler det?
Det eneste der er vigtigt nu er, at det bliver nemmere at være dig og at du får hjælp. Du har taget det første skridt ved at skrive herind i brevkassen. Det er rigtig godt og det viser du har en masse styrke inden i. Måske en styrke du ikke selv vidste du havde?
Jeg er meget uenig med din mor, når hun fortæller dig at det var dumt at ville gå fra ham og at ingen andre ville kunne komme til at elske dig, at han er den første, der faktisk gør det. Jeg mener ikke man slår eller voldtager de personer man elsker og jeg er sikker på at der findes en dejlig fyr derude som vil elske dig, for den du er og behandler dig ordentligt.
Derfor synes jeg ikke du skal snakke med din mor om det her, fordi det virker ikke til at hun har overskud eller ressourcer til at hjælpe dig nu.
Jeg synes heller ikke du skal blive hos din kæreste, fordi for hver gang hans slår eller du oplever at du er utryg, går endnu mere ondt i maven på dig og jo længere tid der går, jo sværere bliver det for dig. Men jeg ved også godt, at de kræfter der trækker i dig for at blive hos ham er rigtig stærke, for ellers var du smuttet for lang tid siden.
Derfor synes jeg det er meget vigtigt at gør nogle af de ting jeg nu foreslår.
1. Det vigtigste lige nu er, at du får snakket med en voksen. En voksen som gerne vil lytte og som kan give dig nogle gode råd. Du har fået en invitation fra sådan en voksen, nemlig dn lærer.
Jeg synes du skal skrive en mail til hende i aften. Fortæl hende at du skrev herind og at jeg foreslog at I tog en snak. For det første tror jeg det ville være rart for dig, at få delt din hemmelighed med en voksen i virkeligheden. Det kan føles som en kæmpe sten bliver løftet fra ens skuldre og bagefter kan du måske bedre se muligheder i dit liv.
Du er rigtig god til at beskrive dine følelser og tanker på skrift, og det er en stor styrke du har der. Prøv at skrive det til din lærer og du kan jo bruge det du har skrevet til mig. Det kan nemlig godt være nemmere at snakke om bagefter, hvis den voksne ved lidt i forvejen. På den måde kan den voksne tage ansvar og hjælpe dig nemmere i gang.
2. Det andet jeg vil foreslå dig er, at besøge albahus. Det er site ligesom vores, men hvor de voksne er psykologer som ved rigtig meget om voldtægt og de følelsesmæssige problemer det giver. Du kan være helt anonym og de er rigtig søde.. Jeg tror det kunne være et godt sted at starte, fordi det er vigtigt at du får snakket det igennem med en professionel.
3. Det sidste jeg vil foreslå er vores egen chat her i Cyberhus. Her er du også anonym og kan chatte med en voksen. Det er et godt sted at øve sig i at snakke om de her ting, fordi jeg tror meget det handler om at du øver dig. på den måde bliver du langsomt stærkere og stærkere og på et tidspunkt, når du er klar, kan du tage de beslutninger der gør, at du tør stå på egne ben og ikke finde dig i en kæreste der er voldelig og voldtager dig.
Du har taget et meget vigtigt skridt i dag og jeg er stolt af dig.. Tyg lidt på det jeg har skrevet og prøv så at tage det næste skridt. Husk på at det kan blive lettere for dig og når du er klar, så står der voksne der er klar til at gribe dig og hjælpe dig.
De bedste hilsner
Erroll