bange for at blive såret
bange for at blive såret
Ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men sagen er den, at jeg er begyndt at overveje om der er noget i vejen med mig? Det lyder vist sådan lidt kliché agtigt, men ærlig talt. Problemet er at jeg på trods af mine 20 år aldrig har haft en rigtig kæreste. Jeg har haft flere "potentielle" kærester, men det er aldrig rigtig blevet til andet end sex. Det er altid mig der ender det. Ofte er det sådan at jeg ses med dem nogle gange og har enormt høje tanker om hvad det skal udvikle sig til, og bliver også rigtig glad for fyren, og er sådan helt "svæver-på-en-lyserød-sky-agtig." Men når jeg så har været sammen med fyren nogle gange og evt. har haft sex med ham, er det som om at noget holder mg fra at se ham igen. Jeg ignorerer ham derefter fuldstændig og holder op med at kontakte ham. Det er tit hvis fyren begynder at blive for kærlig og omklamrende. Jeg kan simpelthen ikke klare det der kæreste-pusse-nusse-lad-os-holde-i-hånd-og-fortælle-hinaden-hvor-fantastisk-det-er! Jeg bliver utilpas hvis fyren giver mig komplimenter og fortæller at jeg er dejlig. For det synes jeg ikke at jeg er. Når jeg har sex med en fyr føler jeg det også ubehageligt fordi jeg ikke kan give slip, fordi jeg hele tiden ligger og tænker på hvor dum og grim jeg sikkert ser ud, og jeg kan ikke nyde at han røre ved mig og giver mig komplimenter. Når jeg tænker på at have sex med fyren vil jeg egentlig gerne, men når situationen så opstår, føler jeg det ubehageligt. Har det på samme måde når jeg tænker på det, at have en kæreste. Jeg vil rigtig gerne have en kæreste og når jeg ser og hører alt det andre har, vil jeg også gerne have det. Det fungerer så godt i teorien, men bare ikke i praksis fordi jeg altid skubber fyren væk. Tror måske det er fordi jeg er bange for at blive såret, og miste kontrollen. Jeg har igennem min barndom oplevet utrolig mange svigt og har haft en noget turbulent ungdom med rigtig mange nedture. Jeg har altid følt at jeg ikke var god nok, og stiller altid utrolig høje krav til mig selv. Har altid følt mig overset og at ingen bemærkede min tilstedeværelse. Mine forældre blev skilt da jeg var 11 og den skilsmisse resulterede i at min mor blev indlagt på den lukkede, fordi min far var hende utro, og 5 år senere døde min mor af pludseligt hjertestop. Jeg tror det var fordi hun siden skilsmissen har haft så mange ting at kæmpe med. Min stedmor har altid behandlet mig dårligt. Hun var virkelig led overfor mig, og det er også hende der bærer en del af skylden for mine mange nedture. Jeg følte altid at min far valgte mig fra til fordel for hende. Han støttede mig aldrig og var aldrig på min side. I dag har jeg et okay forhold til dem, men jeg kan stadig ikke give slip på fortiden, hvilket resultere i at jeg ind imellem bliver rigtig vred på min far, men kun indeni. Jeg viser det aldrig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om alle de ting jeg har set og oplevet, om de kan lægge til grund for at jeg ikke kan få et forhold til at fungere? Og hvordan kan jeg i så fald ændre på det? Jeg vil ikke være mærket af min fortid resten af livet. Synes jeg har haft nedture nok. Vil gerne bare for en gangs skyld prøve at opleve livet fra den gode side, og gerne sammen med en, og vil for alt i verden ikke ende som mine forældre. Ved godt at det hele nok er lidt rodet, men har prøvet at fortælle det i korte træk, og håber du kan komme med et råd eller to
Hej med dig.
Når jeg læser dit spørgsmål tænker jeg, at dit problem ikke nødvendigvis er seksuelt, men i høj grad handler om de følelser, der er forbundet med at have en kæreste. Jeg har derfor sendt dit spørgsmål videre til brevkassen 'når det gør ondt inderst inde', fordi jeg tror, at du der vil kunne få et bedre svar.
Når du har fået svar der, er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive til sexbrevkassen igen, hvis du mangler nogle svar på noget, der har mere med sex at gøre.
Forårshilsner
Mie :)