Rødme

brevkassespørgsmål

Rødme

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 6 dage siden

jeg rødmer over næsten alt! Selvom jeg ikke synes det er pinlig...og når folk så siger at man bliver rød i hovedet så bliver det jo pinligt! Er der noget man kan gøre?...Er det kun en periode?...Kan det være hormonerne der sætter det igang? Please svar! Fra Mig

Svar: 

Hej med Dig

Jeg kan da godt forstå, at du ikke synes det er så sjovt.

Det er ellers meget normalt det der med at rødme, men man vil jo gerne kunne styre det lidt, ikk? for de fleste aftager det efter teenage årene, når man har fundet ud af, at alle ikke nødvendigvis er klogere, kønnere og bedre end én selv.

Tit kommer det af social usikkerhed i større eller mindre grad. Man bliver simpelthen usikker på sig selv og meget bevidst om hvad man siger og gør og hvordan andre opfatter én. Og den mindste reaktion hos folk, kan så få rødmen frem fordi det man lige har sagt eller gjort eller bare situationen, er pinlig.

Nu skriver du jo godt nok, at det sker for dig uanset om du så opfatter en situation som pinlig eller ej. Til gengæld synes du det er pinligt at rødme. 

Jeg tror der er noget selvforstærkende i det: Hvis man ved man kommer til at rødme uanset hvad, så kan bare tanken om, at man tror man ved, at man vil komme til at rødme, fremkalde rødmen. Forstår du hvad jeg mener? Det kan altså meget vel være du rødmer fordi du har gjort det så mange gange før og ved det kommer til at ske, og så vil du have en fornemmelse af, at enhver situation kan blive pinlig fordi du rødmer i den. Ikke fordi situationen i sig selv fremkalder rødme.

Jeg tror altså derfor, at det bedste du kan gøre er at fjerne fokus fra det, at du rødmer. Lad være med at tænke "åh nej, læreren spurgte mig om noget, jeg ved jeg rødmer om lidt". Tænk i stedet over selve situationen i stedet for at tænke frem til det tidspunkt hvor du tror du vil begynde at rødme.

Et andet godt trick er at tænke lidt over det der med at rødme. Hvorfor et det nu lige det er så pinligt? Det er da ikke værre end at have en lidt høj puls eller lidt sved på panden. Og DET er der da ALDRIG nogen der gider at kommentere. Hvis du får gjort det til noget ubetydeligt inde i dit hoved, så vil det heller ikke fylde så meget for dig når det sker og gradvist mister det sin betydning for dig.

Prøv at se om ikke dette kan hjælpe dig. Det tager lidt tid, men jeg tror det nok skal komme. Ellers er du mere end velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner, Susanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program