Træt hele tiden

brevkassespørgsmål

Træt hele tiden

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 2 måneder siden

Hej med jer. Jeg går og har det rigtig svært lige for tiden. Jeg er nærmest træt konstant og ligner et lig der er stået op fra graven hele dagen. Jeg har mørke rande under øjnene og er helt ligbleg. Jeg kan virkelig ikke forstå det, for jeg sover godt om natten og falder hurtigt i søvn. Jeg spiser også forholdsvist sundt og cykler af og til. Sådan har jeg haft det i ca 4 månneder efterhånden. Jeg føler mig egentlig rimelig glad og lykkelig, men det er den skide træthed der ødelægger mit humør. Jeg tager også vitaminpiller og har også været til lægen en gang, men hun siger at det er helt normalt i min alder. Jeg føler at det er blevet værre og værre, og er bange for om der er et eller andet galt. Det kan ikke være depression, fordi jeg føler mig glad osv. Det har mindsket min selvtillid rigtig meget, fordi jeg føler mig så grim når jeg ser så træt ud. Folk har sagt at jeg ser lidt træt ud. Jeg er ved at blive sindsyg over det, fordi det gør at jeg ikke har noget overskud. Jeg er meget bekymret for at det fortsætter, fordi jeg skal snart starte i Gymnasiet. Vh C

Svar: 

Hej C.

Jeg kan godt forstå du er rigtig træt af at være træt hele tiden, det lyder ikke særlig sjovt. Jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan.

Din alder taget i betragtning, så har din læge fat i noget af det rigtige. Unge mennesker/teenagere er ofte mere trætte end andre aldersgrupper, og derfor tror jeg din læge har fortalt dig at det er helt normalt. Det er dog ikke meningen at man skal være træt hele tiden og få ødelagt sin hverdag af det.

Træthed kan komme af mange ting. Som du selv skriver kan man blive træt af ikke at sove nok, ikke at få det rigtige at spise osv. Man kan imidlertid også blive træt af at sove for meget, i din alder skal man sove 8-9 timer om natten fordi du udvikler dig meget i de år. Hvis du ikke allerede laver noget motion, vil jeg anbefale dig at gå igang med lidt løb, cykling, eller hvad du ellers kan lide at lave. Det kan godt lyde underligt, at jeg foreslår du skal træne, når nu du føler dig træt, men man bliver faktisk frisk af at lave sport og mange får fornyet energi af at røre sig. Når man dyrker motion udskiller hjernen det der hedder endorfiner, som er kroppens eget lykkestof. Det får dig til at føle dig godt tilpas og giver dig ny energi. 3-4 timers motion ugentligt er en tilpas mængde for almindeligt aktive mennesker. Mht. kost tror jeg du har fat i den lange ende, og det lyder som om du får den næring du har brug for. Du skriver ikke om du spiser meget slik, chips, kage og sodavand. Hvis du gør det, så prøv at skære ned på det, eller helt hold op med at spise det. Den slags mad kan godt få dig til at føle dig uoplagt og energiløs. Meget kraftige menstruationer kan også være årsagen, da man kan blive træt af at bløde en del. Hvis du gør det, kan din læge hjælpe dig med at måle din blodprocent, og se om du har brug for noget behandling der kan hjælpe på det.

Det var de mest oplagte årsager til træthed i din alder. Man kan selvfølgelig også blive træt af andre ting, men hvis du synes nogen af rådene ovenfor kan bruges så prøv dem af, og se om ikke det hjælper. Hvis det er træthed pga. vinter, eller fordi du er teenager lige nu, så skal det nok gå over igen, og du skal ikke være nervøs for gymnasiet. Du skal nok få din vanlige energi tilbage igen.

Hvis du er bekymret eller ikke synes der er nogen effekt af de forskellige ting du prøver, synes jeg du skal kontakte din læge igen, for der kunne også være andre årsager til trætheden som din læge bedre kan hjælpe dig med at undersøge og give råd om. Det er helt okay at gå til sin læge igen hvis man ikke synes man har fået det bedre, så det skal du ikke være bange for. Jeg synes desuden det er vigtigt at finde ud af om der er noget andet galt, end det jeg har nævnt ovenfor, så din læge skal nok hjælpe dig. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Hilsen Lea

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program