Pik, fest og massere af druk
Pik, fest og massere af druk
Hej cyberhus. Jeg er en pige som er gået amok. Her for tiden har jeg stukket ud af mit hus midt om natten og har taget til fest og har drukket mig fuld. Op til flere gange har jeg vågned op midt i en have, skur, skov, eller ude i en bil med en fyr ved min side. Men det bliver slemmere. I forgårs havde jeg holdt en fest da mine forældre ikke var hjemme. Men det jeg vil sige er at jeg føler jeg er blivet afhængiiiiii af det. Plus jeg også lidt dårlig S's S's vittighed over det jeg gør. Så vil i ikke godt hjælpe mig med at komme af med denne vane. Mvh fest narkomanen
Hej med dig.
Det er godt du skriver her, når du går og har nogle tanker om, hvorfor du gør som du gør. Jeg vil gerne prøve om jeg kan hjælpe dig, ved at skrive lidt om hvad jeg tænker, ud fra de ting du skriver i dit brev.
Når man er 13 år kan jeg godt forstille mig at det må være spændende alt det her med at drikke, tage til fest og være sammen med fyre. Sådan er der mange der har det i din alder. Jeg kan også godt forstille mig at man kan blive en slags afhængig af at drikke sig fuld, og være sammen med sine venner hele tiden. Der er mange som synes det er rart at drikke, fordi de så tør at gøre nogle flere ting end de plejer. Jeg tænker at det måske kan have noget med det at gøre, at du synes du er afhængig, netop fordi at når du er fuld, så tør du gøre nogle vildere ting og det kan føles meget rart.
Når du skriver at du vågner midt om natten i en skov, skur eller andet sammen med forskellige fyre, så tænker jeg at det begynder at blive lidt mere problematisk. Det er ikke så godt, hvis du bliver så fuld, at du faktisk ikke kan huske hvor du er, eller hvad du laver.
Du er kun 13 år og derfor synes jeg det er for tidligt at du drikker så meget og har sex med forskellige fyre. Fordi når du er 13 år, er du ikke så erfaren endnu og du kan let komme til at overtræde dine egne grænser og komme til at skade dig selv uden rigtig at vide det, både psykisk og fysisk. Plus hvis du drikker alt for meget når det bliver vinter, kan det faktisk også være rigtig farligt at falde i søvn ude i skoven midt om natten, for så kan du fryse ihjel, hvis ingen hjælper dig hjem i seng.
Jeg synes du skal tænke lidt mere over hvordan du drikker. Jeg tænker, at du kan prøve at aftale med dig selv, at du ind imellem godt kan tage til fest, men uden at drikke så meget. Hvis du så ved at du en aften gerne vil drikke meget, så aftal med en ven eller veninde at de skal skal holde øje med dig og sørge for at kommer hjem i din seng.
Jeg tænker også, at du skal have hjælp af en voksen, så du bedre kan styre dit festbehov og derfor synes jeg jeg du skal prøve at snakke med en voksen om det og helst en som kender dig. Har du talt med dine forældre om? Det kunne godt lyde som om du ikke har snakket så meget med dem om det, fordi du har dårlig samvittighed. Men jeg synes faktisk det ville være rigtig godt, hvis du kunne fortælle dem, hvordan det er når du er til fest. Du kan prøve at lave nogle aftaler med dem om, at de skal ringe til dig om aftenen eller aftale et tidspunkt, hvor de skal hente dig. På den måde tror jeg du vil være mere opmærksom på dig selv, og det giver dig også en tryghed at dine forældre henter dig på et tidspunkt.
Nu ved jeg ikke hvordan dit forhold til dine forældre er, men hvis du synes det er svært at snakke med dem om det, så start med at tage en snak men en god lærer, eller måske en anden voksen fra din familie som du godt kan lide. Det kunne også være en ide at snakke med dine venner eller veninder om det, så I kan hjælpe hinanden med at passe på hinanden når I er til fest. Det vil måske også kunne hjælpe dig til at komme af med din vane, hvis I skiftes til at være den der ikke skal drikke så meget.
Jeg håber, at du kan bruge noget af det jeg har skrevet, så du kan passe lidt bedre på dig selv når du tager til fest.
De bedste hilsner Sine