Kan han lide mig?

brevkassespørgsmål

Kan han lide mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus 

Nu har jeg længe gået og været frustreret over den samme ting. Jeg har haft lidt følelser i klemme de sidste 2 år for den samme dreng. Det har været sådan lidt on and off agtigt, men nu er jeg virkelig forelsket i ham. Det første halveår ved jeg han også havde følelser for mig, men han har aldrig nogensinde vidst jeg også har haft/ har følelser for ham. Vi har altid været meget gode venner, og jeg er så bange for det kan ødelægge noget i mellem os, da det allerede har gjort det en gang før. Han sender mig så mange signaler som stadig viser tå tydeligt han stadig kan lide mig, men andre gange virker han SÅ ligeglad, nogle gange bilder jeg mig selv ind at jeg overanalysere det hele, og andre gange siger jeg til mig selv at han virkelig også godt kan lide mig.  En af de ting jeg så er i tivel om er, om nu hvor jeg ved han har været forlsket i mig en gang før, om det så er muligt at han kan være det igen? Jeg ved vi havde en periode hvor vi var helt på pause, hvor vi stort set ikke snakkede og heller ikke havde følelser for hinanden, men alt er kommet tilbage, så det ikke fordi at det kan være en mulighed han har kunne lide mig lige siden. Selvom han nogle gange hænger op af andre piger, og sover med andre piger osv osv, kan han så stadig godt være forelsket eller have følesler for en anden pige? Jeg ved heller ikke om jeg burde sige noget til ham, fordi jeg har det virkelig dårligt med at gå rundt at skjule det så meget, men sammentidig er jeg så bange for det ødelægger vores venskab. På en eller anden måde tror jeg godt vi begge ved vi kan lide hinanden, fordi det er så tydeligt når vi er i hinandes selvskab, men der er ingen der tør indrømme det, fordi vi har været venenr så lang tid, og sidste gang vi begyndte at snakke om følelser snakkede vi ikke rigtigt i ret lang tid. Nu er der bare gået så fandens lang tid, og jeg har virkelig ikke tænkt på andre drenge i 2 år end ham, og det går mig så meget på, at jeg hverken kan komme videre, eller ved hvad han føler. Tak for hjælpen på forhånd 

Svar: 

Hej med dig

Først vil jeg sige at jeg synes det lyder dejligt at du er forelsket, det er sådan en skøn følelse. Men jeg forstår også godt, at du kan blive frustreret, når du ikke ved om den her fyr har det på samme måde som dig. Jeg vil prøve at dele mine tanker med dig herunder.

Det lyder som om, at den her dreng har en særlig betydning for dig, da du skriver, at du har haft lidt følelser i klemme for ham igennem de sidste to år. Men du fortæller også, at han aldrig har fået at vide, hvordan du har det med ham på trods af, at du ved han var vild med dig det første halve år. Det er meget normalt det her med, at være bekymret for at følelser kan ødelægge det ellers gode venskab som der er. Men jeg synes det virker som om, at det her er noget du har brug for at få en større klarhed over - det kan være så svært at gå i uvished med en masse tanker og følelser, som bare kører rundt og rundt. Derfor tænker jeg, om det kunne være en mulighed, at tage en snak med ham igen. Du skriver, at du aldrig har fortalt ham, hvordan du har det med ham, og han har derfor heller ingen mulighed for at vide det. Jeg tænker, at det på en måde må være rart for dig at vide, at han har haft følelser for dig - det kan på en måde være en tryghed at vide at han i hvert fald har været vild med dig - måske er de her følelser stadig i ham. Jeg forstår godt, hvis du synes, det er svært at sætte ord på overfor ham. Men jeg tænker du skal overveje med dig selv, om du kan finde modet til det. Jeg tænker, at du kan gøre dig overvejelser om, det vil være rarest at snakke om mens I er sammen, eller skrive sammen om det, hvis du beslutter dig for at tage hul på det. Nogle gange kan det virke lidt lettere, at skrive noget end at sige det ansigt til ansigt, og man kan tænke sig mere om og på den måde få skrevet det på den måde som man synes lyder allerbedst. Så du kunne fx skrive en besked til ham. Det kunne også være en mulighed, at spørge ham om han har lyst til at gå en tur en dag? Måske vil der her opstå en naturlig situation, hvor det er oplagt at sætte ord på, eller til en begyndelse måske bare være sammen på en anden måde end I plejer som venner. Du kan også spørge ham, om han har lyst til at se en film en dag, eller tage i biografen, tage ud og spise is eller noget helt andet. Det at I er venner, kan her være en stor fordel, da det på den måde sikkert vil være naturligt for jer at bruge tid sammen, men samtidigt en mulighed til at blive klogere på, hvad der sker imellem jer.

Du spørger, om det er muligt at være forelsket en gang til, og ja det vil jeg helt klart mene, at det er. Måske især når det i første omgang ikke blev til mere i mellem jer. Selvom du skriver, at alt var på pause mellem jer for en tid, kan du jo faktisk ikke vide om hans følelser for dig også var på pause? Du skriver også, om man kan have følelser for en anden pige, hvis man bruger tid sammen med andre og også sover med dem. Det tænker jeg også sagtens er muligt, måske er han ude på at du skal bemærke han også bruger tid med andre, og søger at få din opmærksomhed omkring det? Det er også en mulighed, at han synes, der er nogle andre piger der er søde og har mistet håbet om dig, siden du ikke var interesseret dengang, han fortalte, at han havde følelser for dig. Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvordan den her fyr har det med dig. Men på det du skriver og fortæller om den måde, han opfører sig på overfor dig på, hvor du synes, det virker som om, at han har følelser for dig, tænker jeg, at du skal stole på din fornemmelse, og slippe dine følelser og tanker mere fri. Det vil måske føles som en lettelse for dig - en måde at komme af med den her frustration som du går med.

Jeg tænker også på, om du mon har nogle veninder, der selv har været i lignende situationer, som måske har nogle gode råd eller erfaringer at dele ud af? Ofte kan det være hjælpsomt, at tale om det der fylder med en som kender en godt. Det kan også være rart at snakke med en god veninde om det, selvom hun ikke selv har prøvet noget lignende - det kan stadig være, at hun kan give dig noget inspiration til at håndtere den her uvished du er i.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og ønsker dig alt held og lykke med kærligheden. Hvis du har lyst, er du altid velkommen til at skrive til os igen, både her i vores brevkasse, men også i vores en 1-1 chat, hvor der altid er en rådgiver som du kan dele dine tanker med.

De bedste hilsner

Annika

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program