Hej cyberhus. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver ind, for jeg har været ved lægen (netop i dag), men jeg har brug for at fortælle om mit problem alligevel.. Det er nemlig sådan, at jeg de seneste par måneder har haft det rigtig skidt, både fysisk og psykisk. I slutningen af sommerferien slog jeg op med min kæreste, som jeg havde kommet sammen med i 10 måneder. Vores forhold har virkelig været hårdt for mig, fordi jeg mistede alle mine venner og han fik halvvejs igennem vores forhold en depression, og det påvirkede mig selvfølgelig meget.. jeg har ikke længere kontakt med ham. Nu er jeg lige startet i 1g. og jeg føler, at det hele ramler sammen. Det er som om at forholdet til min eks giver "bagslag" nu. Jeg er ked af det, føler mig tom og har ikke lyst til noget - på trods af, at det er 2 måneder siden vi slog op. Det er også for noget tid siden gået op for mig, at jeg muligvis har haft en svag form for social angst eller noget der kunne minde om, da jeg var yngre, og nu da jeg nærmest ikke har deltaget i noget socialt i et år, er det virkelig svært for mig at finde ud af at omgås med andre mennesker igen... Jeg føler, at jeg har mistet mig selv. Jeg har ikke noget tæt forhold til min søster mere, jeg har ikke nogen af de gamle venner og jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg følte før jeg mødte min eks. Jeg er blevet meget pessimistisk... Som sagt er jeg lige startet i 1g, og jeg er virkelig, virkelig glad for den klasse jeg er kommet i! Jeg er desværre ikke sikker på, at det var det rigtige at starte i gymnasiet nu. Fagligt er jeg fuldstændig klar, men ovenpå alt det jeg har været igennem i forhold til min eks, så kunne jeg godt have brugt et år, hvor det ikke var så seriøst... Jeg er nemlig ufatteligt stresset over alle lektierne og de lange dage. Det hjælper ikke, at jeg i forvejen har voldsomme humørsvingninger og er meget ked af det hele tiden. Og nu er det som om min krop også går fuldstændig ”amok”. Jeg har tabt mig meget (vejer 53, i modsætning til de 60 jeg vejede før – det skal lige siges, at jeg spiser som jeg plejer, og jeg dyrker mindre motion end før), jeg har dårlig mave, hyppig vandladning, konstant hovedpine, ondt i nakken, skuldrene og ryggen, min astma er forværret, jeg er konstant træt, men har alligevel søvnproblemer og jeg er tilsyneladende ved at få blærebetændelse (igen). Jeg kan simpelthen ikke overskue noget som helst mere, og der skal ingenting til at få mig til at græde længere.. Jeg kom til at stortude foran en billetkontrollør i toget sidste uge, fordi jeg havde glemt mit togkort og jeg kan nemt komme til at græde ved middagsbordet, hvis min far eller mor kommer til at sige den mindste ting, der kan såre mig. Men som sagt har jeg været ved lægen nu, og skal have taget en masse blodprøver i næste uge. Hun sagde, at hvis ikke vi kan finde noget der er fysisk i vejen med mig, så skal vi til at snakke om stress og depression. Og på en måde vil jeg gerne have, at jeg fejler noget... For så kan jeg jo gøre noget ved det. Og så alligevel er jeg sindssygt bange for, om det kan være en depression. Ud fra det jeg skriver her, kan I så bedømme om det måske kunne være en depression? Eller stress? Og hvad kan jeg gøre ved min situation? Jeg er virkelig, virkelig fortvivlet og har snart ikke overskud til mere. Det jeg er allermest bange for, er, at jeg er nødt til at droppe ud af gymnasiet, fordi jeg ikke kan overskue det, og det er det SIDSTE jeg vil. Jeg er meget ambitiøs og det ville virkelig være et stort nederlag for mig, som helt sikkert ville gøre mig endnu mere ked af det. Jeg vil bare gerne have alting til at løse sig nu... (Jeg vidste ikke om denne hørte ind her eller under Sygdom og sundhed)