Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tænder..

brevkassespørgsmål

Tænder..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 2 uger siden

Hejsa. Har et lille 'problem', eller det er ikke et problem som sådan.. Men jeg er ikke ret glad for mine tænder, eller mund.. Har en meget lille mund, og hader migselv for at smile, når jeg gør det. Har aldrig rigtig gået så meget op i mine tænder, har ikke fået 'lært?' det af mine forældre, som ikke ligefrem har pæne tænder, de var ved at blive skilt da jeg var lille, så tandbørstning var ikke øverst på listen. Har selvfølgelig selv børstet tænder, tror jeg, det var ihvertfald ikke sådan at jeg gik og lugtede ud af munden, for det har jeg altid hadet og skyndt mig at gøre noget ved, hvis det var tilfældet. Men ihvertfald, mine tænder er ikke helt vildt gule, men de er langt fra hvide. Og nogle af dem er også skæve, har én tand som er meget mindre end de andre, som sidder sådan.. ud over to andre, men det var ikke slemt nok til at jeg kunne få bøjle. Så til spørgsmålet, har hørt om at man kunne få mere hvide tænder af at børste tænder med bagepulver, virker det? Og retter mine tænder sig efterhånden som jeg bliver ældre, eller må jeg leve med skæve tænder forevigt?

Svar: 

Hej Pige 14 år
Tak for dine spørgsmål, jeg skal forsøge at svare dig på dem.
Det første handler om din tandfarve. Uanset hvor godt eller ikke godt du tidligere har børstet tænderne, så betyder det ikke noget for selve den farve, dine tænder har. Så hvis du børster dine tænder rene og bruger almindelig fluortandpasta til det, så kan du ikke selv gøre dem hvidere.
Der findes et utal af ”gode råd” om hvordan du selv kan gøre sine tænder hvide. De fleste af måderne ridser tændernes overflade. Det kan godt få tænderne til at se lidt mindre gule ud i starten, men når du ridser dine tænder, så tager de mere imod farve fra det du spiser og drikker – og så bliver de altså gulere eller mørkere, end de var i starten.
Jeg kan heller ikke anbefale dig at købe ”hjemmeblegningspakker” – det kan gøre tænderne skøre, blegningen holder kun kort tid ad gangen og en del af de, der prøver det, får ondt i tænderne efter blegningerne.
Jeg har skrevet flere svar om dette med gule tænder i Tandzonens brevkasse. Prøv at gå baglæns i spørgsmålene, så kan du finde flere svar, du måske kan bruge.
Jeg foreslå dig at snakke med din tandlæge om det, næste gang du skal til tandeftersyn. Det ville være lettere for mig at svare helt rigtigt på dit spørgsmål, hvis jeg kunne se dine tænder. Så spørg din tandlæge.
Og så til det andet spørgsmål – om dine tænder retter sig efterhånden som du bliver ældre? De fleste er færdige med at skifte deres mælketænder og de nye tænder er på plads, når de er 14 år. Der kan ske små ændringer i tandstillingen efterhånden som du vokser helt færdig – kæberne vokser lidt til du er midt i 20’erne. Men kæberne er stort set på plads, så nej, formentlig vil dine tænder ikke flytte sig meget.
Du skriver at det er et problem for dig. I så fald vil jeg foreslå dig – sammen med dine forældre – at booke tid til en samtale med en tandretningstandlæge (din almindelige tandlæge kender telefonnummeret), hvor du kan få helt klar besked om de ting, du spørger om. Du vil også kunne få råd og vejledning til, hvor omfattende og hvor dyrt det ville være, hvis du selv ville betale for det hos en privat specialist.
Jeg er bange for, at mit bedste råd til dig er at acceptere den tandfarve og den tandstilling, du har. Det er ligesom med din hud, din hårfarve og din øjenfarve, din højde og bredde osv....det er noget du har arvet fra dine forældre og det er derfor, du ser ud, som du gør. Hvis du ikke gjorde det, ville du ikke være dig!
Held og lykke med overvejelserne
Niels Hansen, tandlæge
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program