Det første Spørgsmål:
"Jeg hader mit liv, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre! Det eneste jeg ser som en udvej er selvmord. Jeg har tvangstanker om at skære i mig selv/begå selvmord. Jeg har prøvet at prøve på at skære i mig selv, men jeg kan ikke gøre det, og efter jeg har prøvet det, begynder jeg at græde fordi jeg er så åndssvag. Okay, forfra. Jeg forklarer hvorfor: 1. Jeg har en god veninde, som jeg elsker VIRKELIG meget. Og jeg vil ikke miste hende. Men hun er så tæt på at flytte skole, fordi hun har det dårligt i klassen, pågrund af en masse ting. Jeg har det også dårligt, og på den måde har vi det godt sammen, og ikke med andre i klassen. Og jeg er så ked af at hun meget sikkert flytter og jeg græder hver dag. Hun siger at jeg ikke kan hjælpe hende, så jeg er totalt hjælpeløs! Jeg må ikke sige det til nogen før det er helt sikkert at hun flytter. Så jeg kan ikke engang tale med min mor om det, for hun ved endda hvad jeg føler omkring min veninde. 2. Jeg har aldrig rigtig haft et nært forhold til min mor, og i perioder skændtes vi så det brager! Jeg græder tit efter vi har skændtes og det er ikke rart. Jeg har gået til psykolog engang, men så gik det bedre. Og nu er det værre end nogensinde før.. 3. Min mor har en kæreste (min papfar) og de har været kærester i 4 år nu. Jeg kan ikke fordrage ham. Han laver forskel på mig og min lillebror, og han blander sig i alt, der IKKE vedgår ham! Jeg hader ham! Jeg sagde det også til min mor for 2 år siden, men hun vil ikke gøre noget ved det. Og det siger mig bare hvor meget hun elsker mig.. Jeg ved selvfølgelig at hun elsker mig, men jeg kan ikke ignorer den stemme i mit hoved der siger at hun ikke gør.. 4. For et år siden eller sådan noget, fandt jeg nogle af min mors dagbøger fra 2001 og 2002 og sådan noget. Jeg fandt ud af at hun kom til at være min far utro da hun var fuld. (Det var bare et kys.) Og det ændrede fuldstændig mit syn på hende! Men så fandt jeg en seddel i hendes dagbog hvor der stod citater fra en samtale mellem mig og hende. Noget med at min far havde haft sex med mig. (Da jeg var 3. De gik fra hinanden da jeg var 3.) Noget med at han stak sin finger op i mit "dernede" og derfefter rørte ved sin "dernede". Og jeg har gået og tænkt meget over det, for jeg kan huske engang hvor jeg sagde til min mor da jeg var lille at min far havde rørt mig dernede. Ellers kan jeg ikke rigtig huske noget fra min barndom før jeg var 6 år og startede i skole. Ellers går jeg bare og er totalt deprimeret, rastløs og er mega ulykkelig.. Jeg håber du vil svare på mine spørgsmål/problemer om hvad jeg skal gøre. For uanset hvor jeg skriver hen, er der ingen der gider lytte!! Den ulykkelige

Det første svar:
Kære Den Ulykkelige Når jeg læser dit brev kan jeg godt fornemme at du har det svært og at du står midt i en situation som kan virke uoverskuelig. Når du har det sådan er det meget naturligt at du kan have lyst til at flygte fra det det hele. Men selvom selvom det er hårdt lige nu, så tror jeg at der findes en vej ud, hvis du får noget hjælp. 1. Jeg kan godt forstå du er ked af at din veninde måske flytter. Det virker som om I har det rigtig godt med hinanden og så er det meget naturligt at du bliver ked af, at hun måske skal væk fra dig. 2. Når du skændes med din mor, så kan jeg godt forstå at du bliver ked af det. Det er aldrig sjovt at skændes. Når du skriver at det er blevet værre igen, tænker jeg at det kunne være godt, hvis du kunne komme til at snakke med en psykolog igen. Når du skriver at det hjalp før, så er tror jeg også det vil hjælpe igen. Når du har svært ved at snakke med din mor, er det også godt at have en anden voksen, at kunne snakke med om de ting som er svære i dit liv. 3. Jeg kan godt forstå det ikke er så rart, hvis du føler at din papfar gør forskel på dig og din lillebror. Når du skriver at han blander sig i noget der ikke vedrører ham, så tænker jeg på, hvad det kan være? Nu ved jeg ikke hvordan det foregår derhjemme, men hvis din papfar godt kan se, at du ikke har det godt kan det godt være at han spørger ind til dig for at være flink. Når du føler han bedre kan lide din lillebror, så er det måske fordi din lillebror gerne vil snakke med ham. Når du hader ham så meget, så er jeg sikker på at han godt kan mærke det, så derfor snakker måske ikke lige så meget med dig, som med din lillebror. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det er sådan det hænger sammen, men det kunne være en grund til, at det er som det er. Hvis du godt kunne tænke dig at det var anderledes, så kunne du prøve at give din papfar en chance? 4. Hvis din rigtige far har behandlet dig sådan som lille, som du beskriver, så er det faktisk ulovligt og slet ikke i orden. Jeg er ret sikker på, at din mor er gået fra ham på grund af det. Hvis du er blevet berørt på denne måde af din far er det noget som godt påvirke dig i dag også. Hvis du stadig tænker meget over det du læste, synes jeg du skal prøve at snakke med din mor om, hvis det er muligt. Så når jeg læser dit brev synes jeg først og fremmest, at det er vigtigt du får snakket med en voksen om alle de tanker du går med. Det kan være rigtig hårdt at gå med alle de tanker du har helt alene. Som barn er det heller ikke meningen, at man skal kunne klare det hele selv. Man har brug for voksne til at hjælpe og støtte sig. Hvis ikke du føler du kan snakke med din mor eller papfar om det, så synes jeg du skal prøve at snakke med en lærer eller en psykolog på din skole. Jeg ved godt at det nogen gange kan være svært at skulle fortælle om alle sine følelser og tanker til en voksen face-to-face, men det er den bedste måde du kan få hjælp på. Der er ingen der kan læse tanker, derfor bliver man nød til at sige dem højt. Jeg synes det rigtig godt at du har skrevet her, når du kan mærker at du er fyldt af en masse om dit liv. Det er en god start. Jeg håber også du har mod på og kan finde styrke til, at fortælle om dine tanker til voksen som er omkring dig. Jeg håber også at der er en voksen som vil lytte til dig og hjælpe dig. Kærlig hilsen Sine"

Spørgsmål 2:
Det der står ovenstående, det var fra mig tidligere. Men jeg har et nyt problem nu.. Jeg har fået styr på 1 og 3. Men 2.. Jeg gik til lægen med min mor. Der blev jeg spurgt om nogle spørgsmål, om depression. Hun spurgte mig om jeg tænkte på selvmord lige nu. OG JEG SAGDE NEJ! Men jeg lyver! For jeg vil ikke ha' at min mor skal blive ked af det. Og så spurgte hun om jeg havde mistet appetitten. Jeg sagde ja. Men sandheden var at jeg sultede mig der.. Nu skal jeg så til psykolog hos lægen på torsdag men min mor skal med.. Jeg vil ikke have at hun skal sidde og høre på det.. For jeg vil gerne ud med det der om nr. 4. Det snakkede jeg med min mor om. Hun var gået fra min far der. Vi anmeldte ham og alt muligt, men han modsagde det. Han ville ikke tilstå selvom jeg lavede et lille skuespil med flasker og alt muligt siger min mor. Men hvorfor skulle jeg lyve? Det ville jeg jo aldrig gøre hvis det ikke var sandt.. Og min mor siger at jeg ikke må sige noget til min far. Og idag skal vi holde min farmor og farfars guldbryllup, men jeg kan ikke lade vær med at få det dårligt. Hende lægen ville osse melde mig ind i Center For Selvmordsudviklende Unge, skulle jeg mene det hedder.. jeg har osse taget nogle test på nettet.. Den viste at jeg havde socialfobi. Det lyder meget rigtigt. Jeg er rædselsslagen for at læse op i klassen eller bare for at nogen kigger på mig mens jeg spiser. jeg har næremst alle symptomer. Men skal jeg stole på det? Og jeg er blevet utrolig rædselsslagen for mørke. Jeg SKAL sove med lyset tændt, men alligevel kan jeg ikke sove. Hjemme hos min mor ser jeg skygger i mørket. Jeg har osse angstforestillinger om at min lillebror vil falde ned af trappen, vi vil få indbrud og min mor vil blive skudt, og når jeg går på gaden om aftenen, har jeg det som om at jeg bliver iagttaget og vil blive stukket ned bagfra.. Hvad skal jeg gøre med det hele? Den Ulykkelige, 2