det gør ondt

brevkassespørgsmål

det gør ondt

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

hej. jeg er som sagt en pige på 15 år. jeg er lige fyldt 15. jeg har skrevet her ind før og tak for svaret. jeg har mange problemer der hjemme. jeg har haft anoreksi i 2 år nu. jeg skære i mig selv. har faktisk lige gjort det. jeg er bare træt af at blive ved med alt det her fis. min far døde da jeg var 7. elskede min far overalt på jorden. min mor har depration siden jeg blev født. min bror har også psykiske problemer. jeg har det bare dårligt derhjemme. min mor har haft mange kærester siden min fars død. en af dem drak og gjorde min mor fortræd. og nu bor vi med min mors nyeste kæreste og hans 2 piger, som er meget ældre end mig og min bror. min bror er på efterskole. så jeg føler mig bare helt alene. spørsmålet er: er der en måde jeg kan komme væk fra alt det her, uden at skade min familie? jeg vil bare væk. og har før haft selvmordstanker. mange gange faktisk...stort set hver dag. jeg vil bare ikke bo med hendes kæreste mere. det er ikke så meget for spørgsmålet skyld. har bare brug for at komme ud med noget. tak fordi i lod mig komme ud med det!

Svar: 

Hej

Jeg kan godt forstå det er rigtig svært for dig. Det er bestemt ikke nemt at være i en familie hvor både din mor og bror har psykiske problemer. Hvor er det også trist at din elskede far ikke er her mere og jeg kan kan godt forstå du savner ham og godt kunne bruge ham nu hvor det hele er så svært. Det må også have været meget forvirrende med din mors forskellige kærester og nu at skulle være i en ny familie. Så jeg synes ikke det er spor mærkeligt at du har det skidt og bare har lyst til at komme væk.

Din anorexi, at du skærer i dig selv og har selvmordstanker, er symptomer på en smerte som du føler indeni og som er svær for dig at udtrykke. For at du kan få det bedre - og det kan du - så har du brug for hjælp til at sætte ord på din indre smerte.

Det er vigtigt at du fortæller en voksen, som du stoler på, udenfor din familie at du har brug for hjælp og at du har ondt indeni. Måske tænker du at det er svært at andre skal inddrages og måske er du nervøs for hvad din familie vil synes om at du inddrager andre, men jeg synes det er nødvendigt at du gør det. Nu har du haft det så dårligt i familien i meget lang tid og når flere medlemmer i familien, har det dårligt som du fortæller, så kan der være for lidt overskud til at man kan hjælpe hinanden indenfor familien alene. Derfor kan det være nødvendigt at inddrage nogen udenfor familien.

Hvis du er i tvivl om hvem du skal inddrage så kom ind i chatten, så vi kan hjælpe dig til at finde ud af det. En lærer, din læge eller skolepsykologen, kan være bud på hvor du kan tage hul på at få det bedre.

Selvmordstanker, anorexi og at skære i sig selv er alvorligt og noget som skal tages hånd om i tide. Det er vigtigt at gøre noget ved det så dit liv kan blive anderledes og godt - og jo før jo bedre.

Kærlig hilsen Denise

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program