Er mor i familien

brevkassespørgsmål

Er mor i familien

Puha.. Ved ikke hvor jeg skal starte, har haft overvejet at skrive og spørge for flere uger siden, men har først fået modet nu. hele min situation er så kompleks at det er svært at forvente et ordenligt svar, uden at man kender min baggrund. jeg er lige startet på universitetet i københavn og pendler hver dag frem og tilbage (2 timer). derhjemme bor jeg sammen med min mor og far, min søster på 12, og min lillebror på 1½ år. Derhjemme er det mig der tager mig af de psykiske aspekter. det er mig der er limen i familien. min mor er psykisk ustabil (ikke noget hun er blevet erklæret), men hun lader til at have en mentalitet som en 13 årig. Da min far arbejder meget er det op til mig at være mor for de andre. Det består i at jeg skal hjælpe med lektier og voksensnakke med min søster, stimulere og opdrage min lillebror, hjælpe min mor med at gøre de rigtige ting (så far ikke bliver sur). være en slags "telefon" mellem min mor og far. Derudover har min far et hidsigt temperament, og jeg lader til at være den eneste der kan forholde mig til det, og ved hvad man skal gøre. derfor er det mit job, hvis far er sur, at gøre ham glad og berolige/fortælle de andre hvad de skal gøre. I skolen er jeg en HELT anden person, den glade og kloge pige, som egentligt er et tilflugtsted for mig, sammen med min supergode veninde, som ved stortset alt. jeg tror selv at det har resulteret i at jeg er super-opmærksom, og vi snakker i det ekstreme. jeg vågener hvis fodtrinene bliver trådt for hårdt i gulvet, eller hvis min fars stemme hæver sig meget lidt. ingen af de andre lader til at opfange de ting, og det betyder at de jo har brug for min hjælp. det var den "korte" baggrund. Her er mine spørgsmål: SKAL JEG FLYTTE HJEMMEFRA, KAN JEG VÆRE DET BEKENDT? -og som i sikkert vil sige, "selvfølgelig kan jeg det, det er jo ikke mit ansvar"... Men jeg er træt af det svar (undskyld det er ikke jeres skyld). efter at min lillebror er kommet til er familiemedlemmer dukket op og snakket med mig omkring mit forhold til familien, de ved at jeg hr ansvaret derhjemme, og de kan ikke forstå hvorfor jeg ikke lever mit liv. Men umiddelbart kan jeg ikke fordi jeg har ansvaret for 2 børn. jeg elsker dem som mine egne børn, og nej, det er ikke bare noget jeg siger... hvis det bedste for mine søskendes velbefindende er at jeg bliver og holder styr på familien, så gør jeg det. uden at blinke. jeg beskytter dem frem for alt... og med en voldelig og hidsig far, kan det være... ER DET STRESS?? jeg har i løbet af det sidste år haft smerter i brystet. jeg har dog været til læge, men det lader ikke til at de tager det seriøst. De tog bare et par blodprøver, men fandt intet, og så var det ligsom det. jeg mistænker det dog for at være stress. det kunne være højst tænkeligt, når jeg skal være klar til enhver situation hele tiden. og efter jeg er startet på univertitetet betyder det at jeg har 2 timer mindre til min famile hver dag, selvom de forventer det samme af mig. de kan ikke forstå når jeg lige vil slappe med lidt tv eller med en god bog. HVAD ER DER SKET MED MIT FORHOLD TIL MIN MOR?? det er et lidt mærkligt spørgsmål, og for at være ærlig, er det sku mærligt. ved ikke hvordan jeg skal forklare det men prøver. Da min mor blev gravid med min lillebror var jeg 18 år, jeg var selvfølgelig glad på min mors vegne (min far var ikke vildt begejstret). men jeg begyndte at udvikle et had, nej ikke had... hmm... det kan nemmest forklares med to ens magneter, de frastødes bare. jeg kunne/ville ikke røre min mors mave, og efter at min bror kom til verden er det ligsom holdt ved. men elsker min bror, som min egen søn... måske er det fordi at jeg bebrejder hende for at få en ny, hun kan nusse om, fordi hun ikke længere kan med min søster, men min søster har brug for hendes mor. men nu lader hun til at ´have glemt hun har tre børn... jeg ved kke hvad jeg skal gøre. jeg kan dårliugt nok give min mor et kram. men vil da på længere sigt godt kunne tænke mig at det kunne lade sig gøre... hvad er det der er sket.. kan i se det??? PSYKOLOG?? jeg har overvejet ideen meget kraftigt, eftersom jeg er begyndt at skære i mig selv (igen) - ikke noget voldsomt, bare en lillle rids. det får mig til at slappe af, og i en stresset hverdag som min er det guld værd. ved det er forkert, men det er hele mit liv jo, så hvorfor ikke. vil egentlig gerne snakke med en psykolog, men det koster, og hvornår skulle jeg få tid? min familie har ikke respekt for at jeg skal noget uanset om det er oplæsning til eksamen eller tid med vennerne... pyha, tror det var det... på forhånd 1000 TAK

Svar:

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, at det ikke har været let for dig, at skrive hertil, men jeg synes det er rigtig godt, at du har gjort det, så du kan få dine tanker og bekymringer ud, det er begyndelsen til at få bearbejdet de ting du går og tumler med.

Det lyder til at du står i en rigtig svær situation derhjemme og at du tager det overordnede ansvar for, at både dine forældre og dine søskende har det godt. Som du selv skriver står du i en kompleks situation, som jeg godt kan forstå, du har svært ved at finde en løsning på.

Det må være rigitg svært, at have en mor som er psykisk ustabil og som derfor ikke kan varetage dine søskenes behov for omsorg, opdragelse og hjælp til lektier. Og jeg kan godt forstå, at du derfor føler, at det er dig der skal få det hele til, at hænge sammen. Du skriver at din mor ikke har fået konstateret, at hun er psykisk ustabil og det får mig til at tænke på, at din mor aldrig har fået den hjælp, som hun måske har brug for.

Jeg tænker også, at din fars hidsige temperament bestemt ikke gør det bedre, hverken for dig eller din mor, det kan også påvirke den måde din mor har det har det på, hvis hun skal gå rundt og være bange for, at din far bliver sur. Måske kunne din fars temperament være et tegn på magtesløshed, da det lyder til, at han arbejder meget og derfor ikke er så deltagende i dagligdagen. Det er bestemt ikke i orden at han reagere på den måde og det gør på ingen måde situationen derhjemme bedre. Jeg tænker også, at det kan være derfor din far ikke syntes, det var en god idé, at din mor skulle have endnu et barn, fordi han godt er klar over hvilket ansvar det ville være, at få endnu et barn og måske er klar over, at din mor ikke magter opgaven.

Du skriver, at du er blevet super opmærksom og at du selv tror det hænger sammen med alt det der sker derhjemme og det tror jeg også. Det er en helt naturlig reaktion på de ting der foregår omkring dig, at din opmærksomhed skærpes og at du reagerer på de mindste lyde.

AT FLYTTE HJEMMEFRA:
Du spøger om du kan være bekendt at flytte hjemmefra og jeg kan godt forstå, at du tænker sådan. Jeg kan godt forstå, at du føler at det er dit ansvar, at dine søskende har det godt og, at du vil dem det bedste. Jeg tror det ville være en rigtig god idé, hvis du flyttede hjemmefra og jeg tænker, at det er på tide, at der er plads til dig i dit liv og du begynder at tænke noget mere på dine egne behov. Du kan og skal ikke bruge resten af dit liv, på at sørge for alle andre, men skal i gang med at leve dit liv. Så ja, du kan godt være bekendt, at flytte hjemmefra. Jeg er godt klar over, at du elsker dine søskende rigtig højt og at det derfor er svært, at tage den beslutning, så derfor tænker jeg, at du måske kunne starte med, at finde et sted i nærheden af din familie, så du stadig kan være der for dine søskende. Jeg tror faktisk, at det, at du flyttede hjemmefra ville give dig mere overskud til, at være en nærværende og god storesøster og ikke en mor for dine søskende. Det kunne være, at det kunne give dig mulighed for, at bruge noget tid sammen med dine søskende, hvor i kunne få nogle gode oplevelser sammen.

Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig for dine søskende og jeg tænker, at hvis du syntes, at dine forældre har brug for hjælp til at tage sig af dine søskende, kunne du prøve at ringe til den anonyme rådgivning i din kommune og snakke med dem om din bekymring, eller ringe til en sagbehandler. På den måde tager du stadig ansvar for dine søskende og kan stadig være en rigtig god storesøster, uden at skulle tage dig af de daglige pligter.

STRESS:
Det du beskriver lyder som om det godt kunne være stress og ud fra det du skriver , tror jeg godt det kunne hænge sammen med det ansvar du har både derhemme og det at du så samtidig er startet på universitet. Jeg syntes det er ærgeligt, at din læge ikke har taget det seriøst, men hvis lægen ikke ved hvordan du har det, er det ikke sikkert, at han/hun har overvejet, at det kunne være stress. Så jeg vil opfordre dig til, at tage til lægen igen og fortælle nogle af de ting, du har skrevet her.

FORHOLDET TIL DIN MOR:
Jeg tror, at grunden til, at du har det sådan med din mor, nok hænger sammen med, som du selv skriver, at du bebrejder hende for, at få endnu et barn, når du ikke føler, at hun har kunne tage ansvar for dig og din søster. Det tænker jeg er en helt naturlig reaktion fra din side, da du nok har været klar over, at det ville lægge mere pres på dig. Jeg ved ikke om du nogensinde har talt med din mor om hvordan du har det, men jeg tror det kunne være en god idé, at fortælle hende om det, så i kan få snakket sammen. Det at i får talt sammen, kan måske være med til at ændre jeres forhold, så du igen får lyst til at give din mor et kram, for det lyder til at du, rent faktisk er rigtig glad for din mor.

PSYKOLOG:
Det lyder til, at du virkelig trænger til at tale med nogen omkring din situation og derfor tænker jeg, at du skal til psykolog. Det at du er begyndt at skære i dig selv, er et tydeligt tegn på, at du ikke kan blive ved med at tage så meget ansvar og at du ikke har tid til dig selv og til at leve dit liv, og at det har stået på i alt for lang tid. Det at du skærer i sig selv, tror jeg er en reaktion på alt det du står i og en måde, at flytte smerten på eller lette den smerte du bære rundt på og det har du brug for hjælp til. Jeg kan godt forstå, at du ikke har penge til, at gå til psykolog og derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé hvis du kontaktede Studenterrådgivningen som alle universiteter har, der kan man få gratis psykolog hjælp og de kan også hjælpe unge som dig, som er forældre for sine egne forældre. Hvis du går ind på deres hjemmeside her www.srg.dk, kan du finde den afdeling, som er nærmest dit studie.

Ved at tage ansvar for dig selv og din egen lykke, tager du faktisk også ansvar for dine søskende, for jeg tror det ville give dig mere energi og overskud, og det tror jeg kunne gøre, at du fik det bedre. Det kan også være, at du, når du ikke længere bor hjemme, kunne få snakket med dine forældre om nogle af de her ting, da jeg tror det ville være lettere for dig, når det hele er kommet lidt på afstand.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker det bedste for dig.

Mange hilsner
Majbritt

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål