Kære du

Først vil jeg sige, at du på ingen måde er nedern, fordi du skriver herind og har brug for et råd. Jeg synes netop det er stærke mennesker, der tør indrømme overfor sig selv at de har brug for hjælp og faktisk også tør bede om det... Jeg synes det er godt du skriver herind, og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig med nogen tanker om hvordan du kan få det bedre..

Det lyder til at det hele blev svært for dig, da du hørte om hvordan din far reagerede du skulle fødes. Og jeg kan sagtens forstå at det ikke må være rart at høre og derigennem føle sig uønsket. Jeg tænker på hvordan mon dit forhold har været til ham indtil nu? Måske var det bare noget han sagde dengang, men at han alligevel har været der for dig, at det faktisk ikke betød noget i sidste ende i forhold til hans kærlighed til dig, om de havde været gift eller ej.. Hvis han er afrikaner ligger der måske en stor kultur forskel i hvordan man ser på sådan noget – ikke at det på nogen måde gør det okay at han sagde det. Har du mon fortalt ham hvordan du har det med at han sagde sådan? Han kendte dig jo slet ikke dengang – og jeg tænker at han sikkert gerne vil snakke med dig om hvorfor han sagde det dengang, og hvordan han har det med dig nu. Nogle gange er det jo sådan at en graviditet kommer uplanlagt og måske endda uønsket, men oftest ender forældrene med at elske det barn ligeså højt, som hvis graviditeten var planlagt og ønsket...

De sidste to uger har du fundet ”ro” i cutting. Og du skriver endda at kniven er din bedste ven. Men jeg tænker at du er begyndt at mærke at det ikke er helt så godt, når du er begyndt at få det dårligt i maven og snurren i benene.. Når man vælger at cutte, er det oftest fordi at man har nogle følelser og tanker, som gør ondt, men som man ikke helt kan få ”ud af systemet”. Når man cutter kan det føles rart imens man cutter, fordi at smerten pludselig er meget konkret – man kan se, føle og kontrollere smerten – og et kort øjeblik glemmer man den forvirrende, mere ukontrollerbare psykologiske smerte man ellers går rundt med. Jeg synes det er fedt at høre at du gerne vil stoppe med det, fordi det er en kortvarig lettelse, og ikke nogen løsning.. Løsningen er at begynde at få et overblik over de følelser og tanker, som gør at man føler den psykologiske smerte, og så få talt om dem.

Ud fra hvad du skriver, så tænker jeg at det for dig betyder;

1. Ta' en snak med din far om den følelse du fik, da du hørte om hans reaktion da han hørte om at du skulle fødes. Kan du ikke snakke med ham, så tænker jeg at plan b må være at snakke med en anden i din familie om det – hvis du ikke kan snakke med din mor om det, kan der måske være andre i din familie, fx dem du skal flytte tættere på, som du kan få vendt dine følelser med..?

2. Få fortalt din kæreste om, at du ikke føler han altid er der for dig. Det lyder til at han må være rigtig glad for dig, når han har tilgivet at du er gået fra ham nogle gange, og i et forhold er det bare så vigtigt at man er ærlig om, hvad man føler og oplever. Måske kan I gennem sådan en dyb samtale komme endnu tættere på hinanden, og måske vil du føle dig mere sikker på ham i fremtiden..

3. Jeg kan ikke helt læse på dit brev, hvordan du egentlig har det med at skulle flytte til et helt andet sted i Danmark, men i forhold til din bedste ven, så kan jeg godt forstå det er træls at han er ked af det, men måske ikke helt deler med dig hvorfor.. Har du mon sagt til ham, at du allerede følte at han var sur før du fortalte ham at han skulle flytte, og at du gerne vil være der for ham, når nu han er din bedste ven? I kunne måske også have en god lang snak om hvad I skal gøre for at bevare jeres venskab bedst muligt og om hvornår I skal besøge hinanden første gang efter du er flyttet?

4. Det lyder til at din mor er ret skrøbelig, og at du skal bære meget ansvar, fordi hun ikke kan bære det. Det er ikke i orden at hun truer dig med selvmord – for selvfølgelig vil du ikke miste hende, hun er jo din mor.. Jeg tænker at det må være at stort pres at have en mor, som er skrøbelig, og som du derfor skal passe på og ikke kan sige alt til. Har du mon en anden voksen, som du deler dine tanker og følelser med? Det er bare så vigtigt at have sådan en støtte, hvor det ikke er dig, der skal passe på den voksne, men hvor den voksne passer på dig.. Hvis du ikke lige føler du har sådan en, vil jeg igen foreslå at prøve at åbne op for en anden i din familie, eller måske en lærer du har det godt med, måske kan en af dem blive den person for dig..

Har du lyst til at læse lidt mere om selvskade, så vil jeg anbefale dig at kigge forbi www.selvskade.dk og du er også meget velkommen til at komme på chatten her på Cyberhus en dag til en chat om det hele...

Til sidst har jeg lige lyst til at sige, at du ikke skal ”spille” positiv foran dine venner og familie, når du ikke er det. Der er nemlig en god grund til at vi mennesker er ”bygget” til at vise følelser, og det er fordi at vi er sociale væsener, som har brug for støtte og omsorg fra vores omgangskreds – og for at få den støtte og omsorg er det nødvendigt at vise det og sige det, for vores nærmeste kan ikke læse vores tanker.. Jeg tror den ensomhedsfølelse du fortæller om, er fordi du netop har brug for dine nærmestes støtte og omsorg lige nu.. Og jeg synes du fortjener den omsorg og støtte..!

Mange tanker fra Heidi