Hej, Jeg har et problem, som jeg har haft i nogle år. Det er først på det seneste gået op for mig, først nu har jeg villet erkende det. Og der skal gøres noget ved det, NU! Se, nu starter jeg fra en ende af. Fra jeg var helt lille, har jeg altid været super social. Havde altid venner med hjem, både drenge og piger, gik til sport, og var en normal unge. Men stille og roligt begyndte jeg at slippe det. Som jeg selv husker det, skete det omkring 3. klasse, hvor min gode ven skiftede skole. Jeg blev stadig ved med at se ham, og stoppede derfor med at se de andre fra min klasse. Oven i det, stoppede jeg også til fodbold og bordtennis, hvilket det sidste jeg havde et stort talent for. Min tidligere ven så jeg rigtig meget, men mine kammerater i skolen ''dizzede'' ham ekstremt meget, hvilket jeg også begyndte at gøre. Så stille og roligt sås jeg ikke med ham længere, og pludselig mistede jeg også mine andre venner i min klasse. (rykkede fra en af de populære, til en af de upopulære) FAKTISK er det jeg skriver her, noget jeg selv tror jeg lige har fundet ud af. Har aldrig tænkt sådan over det før, det er nok der hvor det startede. Men whatever, jeg har altid været meget intelligent og begavet, så skolen har aldrig interesseret mig ekstremt meget, fordi tingene var så lette, så til sidst var det nærmest som om de blev svære. Jeg fik hurtigt dette ry som den kloge, asociale person. Jeg var aldrig sammen med venner, eller kun en, men kun i perioder. Når jeg var hjemme, lavede jeg ikke mange ting, kedede mig, eller sad og læste tegneserier eller brugte computeren. Stille og roligt begyndte jeg at tage på i vægt, så var også lidt stor. Jeg brød mig ikke om at være asocial, men vidste det ikke selv. Min mor prøvede hele tiden at fortælle det, men så blev jeg bare sur, og lovede hende at være sammen med nogle, men gjorde det aldrig. Jeg troede selv jeg kunne lide det, indtil jeg for lidt over et år siden fik angst. Det skete ekstremt pludseligt, hvor jeg hele tiden skulle have kontant med mine forældre, når jeg var i skole, for jeg turde ikke gå i skole. Så jeg begyndte at gå til en psykolog, og det er en af de bedste ting jeg har gjort i mit liv. Psykologen mente, at det hele kunne have startet da jeg var lille, hvor jeg var ude for noget meget slemt, og at det så har gemt sig i mig siden, og så har udløst sig flere år efter. Efter det begyndte jeg at tage fat i mange af mine problemer. Angsten er næsten forsvundet, og jeg begyndte også at tabe mig meget, hvilket jeg har ønsket mig i årevis. Jeg synes selv at jeg er blevet en meget bedre og mere social person. Jeg er begyndt at se flere, men nu er det her problemet er. Jeg er stadig asocial, og jeg tror jeg har ødelagt alle mine chancer for at få venner. Jeg snakker med mange flere i min klasse end jeg har gjort før, men jeg har stadig et stort problem med at være social og kontakte venner. Jeg tror folk ser mig som asocial, og derfor ikke gider mig. Jeg har til tider svært ved at snakke med nye personer, og nogle gange tror jeg ikke jeg vil få det liv jeg ønsker mig som voksen - med godt job, kone og børn. Jeg tror ikke der er nogen der vil være sammen med mig, fordi jeg har været asocial i så mange år. Men det går bedre, som sagt, end det har gjort før. Men vil have det til at blive meget bedre. Ved godt at det ikke er sådan det er, men vil bare gerne have flere venner, men ved ikke hvordan, så jeg vil lige forklare hvad jeg selv tror kan være noget af problemet: jeg har mange fordomme mod folk, jeg snakker meget grimt, og så har jeg svært ved at snakke med nye mennesker. Men ved ikke hvordan jeg skal rette op på det, men vil så meget gerne. Vil have venner inden jeg bliver stor og går i byen og sådan noget, for tror selv at hvis jeg ikke har det dér, så vil jeg heller aldrig få det. Er helt klar til at gøre noget ved problemet, så jeg håber bare på at få nogle råd med på vejen. Tak fordi I gad at lytte til mit problem, håber på svar fra jer! :-) Hilsen