selvmord:,)

brevkassespørgsmål

selvmord:,)

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 8 måneder siden

hej:) jeg har en ven som har prøvet at begå selvmord og er ikke sikker på om han vil gøre det igen... han har fået hjælp og har snakket med mange om det osv men han ved ikke om han kunne finde på at prøve igen... det gør mig rigtig ked af det når jeg tænker på det:/ jeg kan ikke lide at jeg skal sidde hjemme og grine og smile imens han går rundt og har det så dårligt som han har det for jeg holder af ham :/ jeg kan ikke lide at jeg pludselig ikke hører mere fra ham og at han bare er...væk:,( hvad skal jeg stille op?

Svar: 

Hej med dig

Jeg synes du lyder til at være en rigtig dejlig ven og det er tydeligt at du bekymrer dig rigtig meget for din ven. Og det lyder også til at han har det rigtig svært lige nu.

Det er rigtig ubehageligt at vide, at ens ven har det så svært og gå rundt og være bange for at han lige pludselig kan være væk. På den ene side har man lyst til at hjælpe og på den anden side kan man få helt dårlig samvittighed over at have det godt i sit eget liv. Så hvad skal du gøre?

Jeg er glad for at høre, at din ven har fået hjælp, fordi det betyder at der er nogle voksne som er klar over hans situation og prøver at hjælpe ham. Fordi det er nemlig en opgave for voksne og ikke en opgave for dig.

Når en ung fyr som ham har prøvet selvmord, så er det fordi han har det rigtig svært. Det kræver en voksen som har erfaring med sådan nogle ting og er vant til at snakke med unge om selvmord og det følelser der er omkring det. Det kan du ikke fordi du ikke er så gammel og har den erfaring.

Derfor har jeg 3 ting, jeg synes du skal gøre nu.

1. Det første er at være den ven du altid har været. Det vil sige lave de samme ting som I plejer. Hvis I går i biografen, eller bare hænger ud sammen i skolen eller derhjemme, så bliv ved med at gøre det. Jeg tror han nyder at have en ven som gerne vil være sammen med ham og lave hyggelige ting med. Så har han nogle andre ting at tænke på, end de ting der går ondt inden i.

2. Hvis han nu kommer og siger til dig, at det bare er svært og han er ulykkelig, så kan du prøve at sige til ham, at han skal snakke med de voksne der er omkring ham. Altså støtte ham i at bruge de voksne og tro på at det vil hjælpe. Hvis du ikke ved hvem der hjælper ham, så kan du prøve at give ham den her adresse www.livslinien.dk. De er rigtig gode til at snakke med unge som tænker meget på selvmord. Du kan også foreslå chatten her i Cyberhus.

3. Det sidste er, at hvis du går og er bange for at han begår selvmord eller du ved han har det rigtig svært lige nu, så skal du sige det til dine forældre. Så skal de snakke med jeres lærer, eller kontakte kommunen. På den måde får han den bedste hjælp.

Jeg håber alt det bedste for din ven og dig..

Venlig hilsen

Erroll

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program