Psykiatrien

brevkassespørgsmål

Psykiatrien

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 11 måneder siden

Kære Cyberhus Efter endt indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, så vil jeg gerne spørge om, hvor lang tid jeg er i deres system? Var lidt forvirret da jeg forlod afdelingen, men jeg hørte et eller andet med 5 år? Forsvinder alle mine oplysninger så der efter? Jeg vil også høre om de, eks. et år efter indlæggelsen stadig vil kunne se, at jeg har været indlagt på røde papirer?

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå at du spørger. Det er en mærkelig følelse, at der står skrevet ting om en selv, som andre kan læse.

Først og fremmest skal du huske at dem, som kan læse din journal, de allesammen har tavshedspligt. Det vil sige uanset hvem og hvornår de læser om din indlæggelse, så må de ikke fortælle nogen om det. Man bruger journalerne til at holde styr på hvad folk tidligere har fejlet, sådan at man kan tænke det med i det, de fejler i dag. Journalen gør, at lægerne kan læse hvor og hvornår du har været indlagt. De kan også i din journal læse, at du var indlagt på røde papirer.

Det bruger vi, som læger, til at hjælpe dig når du kommer ind. Hvis du nu bliver indlagt om 4 år med det samme, så kan de læse hvordan det gik den her gang og hvad der virkede. Så ved de mere om dig og om hvad der virker på dig. Det vil sige, at den gamle journal - uanset hvor gammel den er - kan hjælpe til en bedre forståelse og behandling af dig.

I dag hvor alle journaler er elektroniske, kan man gå ind og slå op under dit navn eller personnummer (cpr-nummer). Journalerne bliver ikke slettet i minimum 10 år. Måske længere.

Du skal ikke være bekymret for, at din journal ikke bliver slettet. Den kan hjælpe dig til bedre behandling næste gang du bliver indlagt. Hvis du er bekymret omkring hvad der står i jounalen kan du altid kontakte sygehuset og bede om at få din journal udskrevet, så du kan læse den. Det har du ret til.

Håber det var svar på dine spørgsmål.

Venlige hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program