Kære Gråspurv

Tak for dit brev. Jeg er ked af at høre, at din far har taget sit eget liv. Jeg kan forstå på dit brev, at du tænker, at det er din skyld. At din fars selvmord er en straf for noget du har sagt.

Det er meget almindeligt, at børn hvis forældre vælger at tage deres eget liv får den tanke, at de er skyld i selvmordet. Men det kan aldrig være din skyld, at din far vælger at begå selvmord!

Det er meget vigtigt, at du får mulighed for at tale med en voksen om de tanker, du har omkring din fars selvmord. Du skal ikke skamme dig og gemme det indeni. Det er ikke din skyld, det der er sket! Du skal have mulighed for at tale om din fars selvmord og og de mange svære tanker, du har haft.  

Det bekymrer mig, når du skriver, at du ikke længere spiser. Jeg synes også, at de voldsomme vægttab du beskriver over de sidste måneder er meget bekymrende!  Jeg kan ikke ud fra et brev alene afgøre, om du har fået anoreksi - men jeg tænker i hvert fald, at du er nødt til at opsøge hjælp, så du kan få hjælp til at begynde at spise igen! Din krop kan slet ikke holde til, at du ikke spiser og at du samtidig overtræner, som du gør.

Jeg synes det er positivt, at du skriver det her brev. At du opsøger hjælp og forsøger at få løst dine problemer. Det er tydeligt, at du godt selv ved, at du har brug for hjælp. At du ville ønske, at der var nogen, der kunne hjælpe dig med at spise igen.

Jeg tænker at du KAN få den hjælp, men at det er vigtigt at du taler med nogen. Både om det med at spise og om din fars selvmord, der stadig fylder meget i dine tanker. Jeg tror nemlig godt, at de to ting kan hænge sammen.

Jeg kan forstå, at du har forsøgt at tale med din mor og det synes jeg er rigtig flot gjort. Jeg tænker, at du måske kunne forsøge igen? Du kan fortælle hende om de samme ting, som du skriver i brevet til brevkassen: at du overtræner og helt er stoppet med at spise. At du synes, du er skyld i din fars selvmord.

Måske kan du, hvis du synes det er svært at skulle fortælle alle de ting "ansigt til ansigt", skrive det i et brev og vise brevet til hende?

Du kan også, hvis det er lettere fortælle det til en anden voksen, som du kender og stoler på. Måske en lærer eller pædagog? Du kan også vælge at gå til din læge og tale om dine problemer, og det at du ikke længere spiser.

Jeg ved godt at det er svært.  Du skriver blandt andet selv, at du ikke tør fortælle det om din far til nogen. Der er utroligt vigtigt, at du finder modet til at fortælle om de ting du synes er svært. På den måde kan du få hjælp til at få det bedre igen.

Det er meget vigtigt, at du finder en voksen at fortælle det til - og at I sammen finder ud af videre hjælp til dig.

Det er også en rigtig god ide at logge på chatten her i Cyberhus. Den har åben mandag til torsdag kl. 15-19.00. Her kan du chatte med en voksen og sammen med den person kan du måske finde modet til at fortælle andre om det der sker i dit liv.

Mange tanker, Line