Anoreksi?
brevkassespørgsmål
Anoreksi?
KJJdJeg tror, at jeg er ved at få anoreksi. Jeg har prøvet at snakke med min mor om det, men hun siger, at jeg bare skal begynde at spise igen og lade være med sådan noget pjat. Det er bare ikke så nemt, for jeg bliver rigtig bange, når jeg spiser.
Hvordan skal jeg få hende til at tage mig alvorligt? Jeg er simpelthen så bange for at blive fed. Jeg tør ikke slappe af, fordi jeg er bange for ikke at forbrænde noget. Jeg er bare så træt hele tiden, men jeg tør ikke slappe af. Jeg løber 8 km hver morgen, cykler 40 km hver eftermiddag og går 6 km hver aften. Derudover laver jeg mavebøjninger, armstrækninger og andre øvelser flere gange om dagen og går i svømmehallen 2-3 gange om ugen.
Jeg bliver mere og mere bange for at spise. I starten lod jeg bare være med at spise slik og fed mad, så begyndte jeg at tælle kcal. Jeg startede med 1200 kcal og skar mere og mere væk. Siden 1/4 har jeg kun drukket vand. Det er jeg også bange for, selvom jeg godt ved, at der ikke er nogle kcal i det.
Jeg drikker 8 dl om dagen, men jeg tisser ikke så meget, så derfor er jeg bange for at det bliver omdannet til fedt på en eller anden måde. Jeg ved egentligt godt, at det ikke kan det, men jeg er bange for det aligevel. Jeg tør ikke bruge sæbe, creme og tandpasta fordi jeg er bange for at optage fedt/kcal fra det. Nogen gange synes jeg, at jeg ser fed ud og nogen gange synes jeg, at jeg er blevet for tynd og tænker, at jeg bliver nød til at begynde at spise igen. Men jeg tør ikke.
Jeg begyndte at tabe mig 1. januar. Jeg vejede 54,2 kg og ville bare tabe 4,2 kg, men så fortsatte jeg, jeg ved ikke hvorfor... Første februar var jeg nede på 48,4 kg. Første marts vejede jeg 41,5 kg og nu vejer jeg 31,8kg. Jeg er så bange for, hvad det er, jeg gør ved mig selv.
Jeg er bange for at dø, men nogle gange håber jeg bare, at jeg dør, for jeg orker ikke mere. På en måde ville jeg ønske at nogen tvang mig til at spise, for jeg tør ikke selv. Jeg er så bange og ked af det. Nogen gange sortner det for mine øjne, men jeg besvimer ikke helt.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har også et helt andet spørgsmål, hvis det er ok? Min far døde for 2 år siden. Han begik selvmord og det er min skyld. Jeg vidste godt, at han ville gøre det. Han havde truet med det og jeg sagde at det var hans eget problem og at jeg ville få det bedre uden ham og dagen efter hængte han sig.
Jeg har ikke fortalt det til nogen. Jeg skammer mig så meget. Jeg ville ikke gå i sorggruppe, fordi det var min skyld. Jeg kan ikke gøre det om og jeg tør ikke sige det til nogen. Jeg ved ikke helt hvad mit spørgsmål er...?
Hilsen Gråspurv
Svar:
Kære Gråspurv
Tak for dit brev. Jeg er ked af at høre, at din far har taget sit eget liv. Jeg kan forstå på dit brev, at du tænker, at det er din skyld. At din fars selvmord er en straf for noget du har sagt.
Det er meget almindeligt, at børn hvis forældre vælger at tage deres eget liv får den tanke, at de er skyld i selvmordet. Men det kan aldrig være din skyld, at din far vælger at begå selvmord!
Det er meget vigtigt, at du får mulighed for at tale med en voksen om de tanker, du har omkring din fars selvmord. Du skal ikke skamme dig og gemme det indeni. Det er ikke din skyld, det der er sket! Du skal have mulighed for at tale om din fars selvmord og og de mange svære tanker, du har haft.
Det bekymrer mig, når du skriver, at du ikke længere spiser. Jeg synes også, at de voldsomme vægttab du beskriver over de sidste måneder er meget bekymrende! Jeg kan ikke ud fra et brev alene afgøre, om du har fået anoreksi - men jeg tænker i hvert fald, at du er nødt til at opsøge hjælp, så du kan få hjælp til at begynde at spise igen! Din krop kan slet ikke holde til, at du ikke spiser og at du samtidig overtræner, som du gør.
Jeg synes det er positivt, at du skriver det her brev. At du opsøger hjælp og forsøger at få løst dine problemer. Det er tydeligt, at du godt selv ved, at du har brug for hjælp. At du ville ønske, at der var nogen, der kunne hjælpe dig med at spise igen.
Jeg tænker at du KAN få den hjælp, men at det er vigtigt at du taler med nogen. Både om det med at spise og om din fars selvmord, der stadig fylder meget i dine tanker. Jeg tror nemlig godt, at de to ting kan hænge sammen.
Jeg kan forstå, at du har forsøgt at tale med din mor og det synes jeg er rigtig flot gjort. Jeg tænker, at du måske kunne forsøge igen? Du kan fortælle hende om de samme ting, som du skriver i brevet til brevkassen: at du overtræner og helt er stoppet med at spise. At du synes, du er skyld i din fars selvmord.
Måske kan du, hvis du synes det er svært at skulle fortælle alle de ting "ansigt til ansigt", skrive det i et brev og vise brevet til hende?
Du kan også, hvis det er lettere fortælle det til en anden voksen, som du kender og stoler på. Måske en lærer eller pædagog? Du kan også vælge at gå til din læge og tale om dine problemer, og det at du ikke længere spiser.
Jeg ved godt at det er svært. Du skriver blandt andet selv, at du ikke tør fortælle det om din far til nogen. Der er utroligt vigtigt, at du finder modet til at fortælle om de ting du synes er svært. På den måde kan du få hjælp til at få det bedre igen.
Det er meget vigtigt, at du finder en voksen at fortælle det til - og at I sammen finder ud af videre hjælp til dig.
Det er også en rigtig god ide at logge på chatten her i Cyberhus. Den har åben mandag til torsdag kl. 15-19.00. Her kan du chatte med en voksen og sammen med den person kan du måske finde modet til at fortælle andre om det der sker i dit liv.
Mange tanker, Line
Relateret indhold
Hvordan kan jeg se mine problemer i øjnene?
Hej alle sammen. Det her er min første gang jeg benytter mig af Cyberhus - så I må lige bære med mig, hvis jeg har placeret det her forkert. Et hurtigt baggrunds tjek. Jeg er en pige på sytten, atten her I februar som går i 1.G. Jeg har gode veninder . og alt i alt er det en super god klasse jeg...
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Jeg vil ikke såre min kæreste
Hej rådgiver: Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i snart 3 måneder. Han er en rigtig god kæreste og jeg elsker ham rigtig meget. Der er bare det, at jeg føler mig mere tiltrukket til kvinder end til mænd, har jeg fundet ud af. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Når vi har sex er...
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Jeg kan ikke græde
I flere måneder har jeg ikke kunnet græde, overhovedet. Det er helt vildt frustrerende. Jeg vil gerne "ud med det". Nogengange kan jeg have det som om jeg er ved at græde, men der sker aldrig noget. Jeg trænger virkelig til det. Hvad kan der være galt med mig?
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
