Jeg har et problem. Jeg er misundelig på min kæreste.. det er efterhåden ved at udvikle sig til en meget ubehagelig oplevelse. Men når han står der i menneskemængden, og alle omkring ham ler at det han siger, mens jeg står og beundrer ham på afstand, så gør det altså ondt inderst inde.. Jeg har selv 2 veninder i min klasse, men de er ikke nogen jeg fortæller mine hemmeligheder til osv. og de er ikke lige frem mine bedste veninder.. for har ikke nogen.. Men min kæreste har. Han har en mega god ven, og det er helt ubeskriveligt at se dem sammen. De kan finde på de sjoveste ting. Men jeg føler mig så alene, når han fortæller om alle deres oplevelser.. Jeg har jo ingen jeg kan lave sjov og grine med, som han har.. Jeg brøds mig ikke om min klasse, og når jeg ser gennem vinduet, hvor sjovt han har det i timerne og hvor populær han er, så kommer der tårer i mine øjne.. En dag da vi gik nede i byen, hilste han på L (min gamle danselærer -jeg har gået til dans i 5 år, men er stoppet) som han næsten lige har lært at kende pga. noget skuespil han går til, og de snakkede og grinede, alt imens jeg stod i baggrunden... Selvom jeg har kendt hende i 5 år, set hende hver uge, lært en masse af hende, så er det alligevel min kæreste, som hun har kendt i et par måneder, hun hilser på... Jeg er glemt.. :( Jeg fik senere afvide af mine kæreste at L havde fortalt ham at hun aldrig ville lave et skuespil uden at ham og hans bedste ven var med, for det havde simpelhen været så sjovt at arbejde sammen med dem... Jeg elsker at lytte når min kæreste fortæller om hans oplevelser, men alligevel må jeg engang imellem skjule mine tårer og min skuffelse. Jeg har ingen udover ham... Han har en million venner, og så ville han opgive dem alle for mig... jeg forstår det ikke..? Han er følsom og rar, og har nemt ved at græde... ingen kender ham som jeg gør. Når han ser mig grine, og le, eller ser at jeg har det sjovt med en dreng, bliver han misundelig og bange for at miste mig. Jeg har sagt til ham at det ikke sker, og at jeg elsker ham, og han prøver og prøver, men han bliver ved med at tænke sådan. Det generer mig, for jeg har altid haft et bedre forhold til drenge end piger.. Jeg elsker ham over alt på jorden og vil nødig undvære ham da han er alt hvad jeg holder af. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre... Jeg misunder ham, og det gør frygtelig ondt... skal jeg fortælle ham det, eller vil det såre ham? Jeg ved han vil få skyldfølelse, men det er alt andet end hans skyld.... hjælp mig..