heej
heej
Hejsa! Puha, jeg har en længere historie, som jeg gerne vil ud med.. Jamen altså de første 12 år af mit liv, var skam meget normal.. men så valgte mine forældre at blive skilt, hvorefter min 30-årige kusine så flyttede ind hos mig og min mor, og vi flyttede så alle sammen i lejlighed.. Min kusine lider af borderline.. I forvejen var jeg en lidt usikker pige (som man jo som regel bliver, når man bliver teenager), men ofte fik jeg skæld ud af hende, fordi at jeg simpelthen ikke gjorde tingene godt nok. Hvilket så gjorde at jeg led meget af angst (men jeg vidste ikke hvad det var dengang, troede at andre også havde det sådan). Nåmen min kusine flyttede efter 8 måneder, så det var bare mig og min mor.. men jeg blev meget ensom af min angst, turde næsten ikke engang at snakke med min egen familie, så jeg blev sendt på efterskole i 8. hvilket jeg ikke rigtig kunne lide.. så jeg kom tilbage i min gamle klasse, hvor den dårlige cirkel med ensomhed, trøstespisning og angst fortsatte. I 9. tog jeg så afsted igen, og denne her gang klarede jeg det så i 2 år, som også blev det bedste år i mit liv. I mellemtiden flyttede mig og min mor hen til hendes kæreste, som så viste sig at være alkoholiker, og som jeg egentlig også var bange for.. så jeg bad min mor om at vælge, og hun valgte ham.. så 2 måneder før jeg stoppede på efterskole, flyttede jeg ud til min far. Lige nu går jeg hjemme efter at have opgivet 2 uddannelser og 2 jobs.. jeg har det som sådan fint med at bo her, selvom her er trangt, og han også går arbejdsløs, men det føles ikke som min familie.. bare et værtspar, jeg bor midlertidligt hos, har fx oplevet at de har taget på ferie uden mig..og nu er min far uvenner med min storebror, som han så bebrejder mig for. Mit største ønske er at få en uddannelse, så jeg engang kan få børn, der kan få en rigtig god mor. Jeg vil gerne være fri, bo for mig selv, men for at forsørge mig selv, skal jeg kunne holde på et arbejde.. men jeg opgiver hver gang, for jeg har ikke den 'støttepæl'.. jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, jeg fylder nemlig først 18 i oktober 2010..
Hej med dig.
tak for dit brev her ind til Cyberhus:-)
Det lyder som nogle hårde år du har været igennem, og det lyder som at du også har det rigtig svært nu. så det er rigtig godt du har skrevet herind til, for jeg vil gerne prøve at hjælpe dig.
Jeg synes du virker som om, at du er rigtig bevidst om dig selv, og har viljen til at finde ud af, hvordan DU kan gøre dit liv bedre for dig selv, det er rigtig godt.
Du skriver at du har lidt af angst, gør du stadig det? Det er rigtig svært at leve med angst, især hvis man ikke får hjælp til , hvad man selv kan gøre, for at livet bliver lidt lettere. Samtidig er det vigtig at man har nogle professionelle til at hjælpe en, og at man har nogle man er tætte på, der kan støtte en.
Jeg tænker , at du har været igennem en del, og har det svært, både med angsten, men også med dine forældre, som jeg kan læse. Så jeg synes det ville være en god ide, hvis du gik op til din læge og fortalte hvordan du har det, og så få en henvisning til en psykolog. En psykolog, vil kunne hjælpe dig med alle de tanker og følelser som fylder inde i dig. Psykologen vil også kunne hjælpe dig med din angst, hvis du stadig er plaget af den. Psykologen vil kunne være den "støttepæl" som du selv skriver du mangler, og vil kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad der skal til for, at du kan holde et arbejde eller et job.
Det næste jeg synes du skal gøre, er at kontake en UU vejleder. Det er en vejleder der kan hjælpe dig med, at finde ud af hvilken uddannelse eller arbejde som du ville egne dig til, og hjælpe dig til at søge ind på uddannelse, eller søge job. Der er en hjemmeside der hedder www.uus.dk. Der kan du læse mere om det, og der står hvordan du får kontakt med en vejleder.
Jeg synes at du skal prøve at starte med at kontakte de overnævnte, som jeg har skrevet. For så kommer du godt i gang med at få hjælp og støtte.
Du er altid velkommen til at skrive til mig igen. Jeg ønsker dig en masse held og lykke.
De bedste tanker fra Kristine