Ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv..

brevkassespørgsmål

Ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 2 uger siden

I år 2010 er der sket rigtig meget i mit liv, og især siden sommerferien er det som om at jeg bare er blevet forandret fuldstændig. Jeg skiftede for det første klasse hvor jeg har lært en masse nye at kende, og det er jo dejligt. Men alligevel har jeg bare så ondt i hjertet. Hver dag når jeg er sammen med andre er jeg bare glad osv. Men så når jeg kommer hjem går jeg bare ned. Græder mig tit i søvn, og har så svært ved at tage mig sammen til at lave lektier her for tiden. Føler jeg er så alene når jeg er kommet hjem. Min far har det med at få hidsigflip flere gange om dagen, og jeg er begyndt at blive så følsom at bare hvis han skælder lidt ud kan jeg begynde at græde. Og jeg er altså 15.. Savner en dreng som jeg mødte i sommerferien, men jeg var nærmest tvunget til at tage væk fra ham igen, og nu ved jeg ikke om jeg nogensinde vil kunne komme til at se ham igen. Og så har jeg de her veninder fra min gamle klasse som jeg føler er ved at smuldre væk.. Føler ikke at de opfører sig som de plejer når vi er sammen. Min bedsteveninde har lige fået en kæreste, han er 17 år, og hun er 15. Hun er så begyndt at brænde mig af ret ofte pga. ham. Det er sket så tit hvor hun har lavet en aftale med mig men så finder ud af at hun skulle være sammen med ham. Det sårer mig helt vildt hver gang! Ved bare ikke hvem jeg skal snakke med følelser om:/ Er så dårlig til at fortælle andre hvordan jeg har det, og viser mig altid i mit top bedste humør når jeg er sammen med andre, men det er slet ikke sådan jeg er.. Føler mig så alene selvom jeg ikke er det :/ Er bange.. Ved bare ikke for hvad. Om aftenen kan jeg også bare ligge og tænke i flere timer før jeg sover, og sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg plejede altid at falde i søvn indenfor 10minutter, men sådan er jeg overhovedet ikke mere:/ Ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med mig selv mere :( håber i kan hjælpe..

Svar: 

Hej Du.

Det lyder til at der er mange ting, der fylder for dig og mange ting du synes er svære at overskue. Jeg vil prøve at tage fat i de forskellige ting du fortæller om. Altså prøve at sætte nogle ord på det hele og så se om ikke jeg kan give dig nogle råd med på vejen.

Din veninde der har fået en kæreste sårer dig, ved at glemme jeres aftaler og det kan jeg godt forstå! Det bliver man ked af sådan noget. Kunne du prøve at sige det til hende som det er - at du bliver ked af det når hun ikke husker jeres aftaler? Måske ved hun slet ikke hvad det gør ved dig og måske kunne det gøre at hun tænkte lidt mere over det. Det kan også være at det gør ekstra ondt på dig fordi du selv savner den dreng du mødte i sommerferien og måske gerne ville have at du også havde en kæreste. Jeg synes ikke det lyder som om du er misundelig på din veninde, men nogle gange kan det gøre ondt at opleve at nogle har noget og oplever noget man selv ønsker sig. Kunne det også have noget med det at gøre tror du?

Det at skifte klasse kan i sig selv være en stor omvæltning. Det er jo en ny flok mennesker man skal være sammen med hver dag og det kræver noget energi. Det er fedt at høre at du har lært en masse at kende i din nye klasse. Prøv at se om der er nogle af de nye venskaber du kan bruge noget krudt på. Det er ikke det samme som at du skal droppe dine gamle veninder, men nogle gange kan det være rigtig godt i en periode at være sammen med nogle nye mennesker.

Det lyder som om du har det lidt svært med din far og det lyder heller ikke rart, hvis han nemt bliver hidsig. Måske kunne du prøve at tale med ham på et tidspunkt hvor han ikke er hidsig og sige at du bliver rigtig ked af det og synes det er ubehageligt når han bliver så hidsig. Lidt ligesom jeg skrev før omkring din veninde, kan det være at han ikke helt ved hvordan det føles for dig når han opfører sig sådan.

Du er i en periode i dit liv lige nu hvor der sker rigtig mange ting. Selvfølgelig for lige præcis dig, men også sådan mere generelt i den alder du har. Når man er 15 år er man i gang med at lære en helt masse. Rigtig meget om sig selv og sine følelser og også meget om hvordan man er sammen med andre. Det er en periode af ens liv som kan føles ret kaotisk. Det er meget almindeligt at have det sådan, men derfor føles det alligevel nogle gange som hårdt arbejde og meget udfordrende mens man står i det.

Jeg synes under alle omstændigheder du skal prøve at snakke med en voksen om hvordan du går og har det. Måske er der en lærer i din nye klasse som du synes om? Du går med mange ting og det er tit rigtig rart at få sat nogle ord på det.  Det er også nogle gange en rigtig god idé at føle man har en voksen man er fortrolig med og som man kan komme til hvis tingene brænder lidt på. Jeg synes det er rigtig fedt at du har skrevet til brevkassen og jeg kan se at du er dygtig til at formulere dig, så jeg er sikker på at du kan finde ud af at snakke med en voksen om det IRL også - også selvom det kan være lidt svært at tage hul på.

Du skriver at du synes det er svært at fortælle andre om hvordan du har det og at du altid viser dig i top humør. Det er rigtig svært altid at være glad. Der er ikke mange mennesker der ikke indimellem er kede af det og det er også ok at vise det overfor andre, men det kan være svært. Når man sådan går og prøver på hele tiden at skulle være glad og slet ikke har det sådan indeni, så kan man nemt føle sig alene. Man kan komme til at føle sig ensom og det kan gøre en rigtig trist og bange.

Jeg kan forestille mig at du synes det ville være mærkeligt at bare sådan fra den ene til den anden dag at skulle vise til hele verden hvis du ked af det eller har en dårlig dag. Men måske kan du øve dig lidt ad gangen. Kunne du forestille dig at du kunne snakke med en fra din nye klasse og så en dag sige det hvis du har en dårlig dag? Nogle gange kan det være rart at der er en der ved hvordan man har det selvom vedkommende måske ikke kan løse problemerne for en.

Nogle gange skal man øve sig i det der med at tale om sine følelser med andre. Det er ikke altid at det er noget man bare lige kan. Hvis du har lyst kan du komme ind på chatten en dag og snakke med en af de voksne her i cyberhus. Det er en måde at øve sig i at fortælle hvordan man har det.

Her til sidst laver jeg lige en liste over de konkrete ting jeg har nævnt og som jeg synes du skal prøve. Alt sammen handler det om at du ikke skal gå alene og have det som du har nu og også måske øve dig i at sætte ord på dine følelser og tanker.

 - Prøv at tale med en voksen om hvordan du har det - måske en lærer du har det godt med.

 - Tal med en på din egen alder - f.eks. en fra din nye klasse.

 - Kom ind i chatten her i cyberhus.

 Tanker og hilsner

Marie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program