Inden du selv stiller et spørgsmål
Hul ?
Hul ?
Jeg skal snart have lavet et hul, og er ret nervøs for om det kommer til at gøre ondt. Jeg er nu mere bange for indsprøjtningen, gør det ondt ?
Hej Pige, 15 år
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan desværre ikke svare dig på, hvordan du kommer til opleve det at få repareret et hul i en tand eller det, at blive bedøvet.
Jeg arbejder med børn og unge hver dag og det er utroligt forskelligt, hvad de siger om at få gjort de samme ting.
Jeg vil foreslå dig at snakke med din tandlæge om det, inden I går igang. Fortæl din tandlæge, at du er nervøs. Bed din tandlæge om at hjælpe dig.
Jeg kan give dig nogle råd, som jeg synes plejer at virke godt for de, der er nervøse:
Den ene ting er, at det er en god ting at vide, at man kan få tandlægen til at stoppe, hvis man har brug for det. Så aftal et stopsignal. For eksempel at hvis du rækker hånden op, så skal tandlægen standse med det, han eller hun er i gang med. Du kan eventuelt prøve det af i starten, for at se om tandlægen holder aftalen. Hvis tandlægen ikke holder aftalen, kan man altid skubbe tingene væk og gå ud af stolen og gå sin vej. Der er andre tandlæger, der godt vil holde aftaler.
Den anden ting er, at det er godt at vide, hvad tandlægen gør. Så bed din tandlæge om hele tiden at fortælle dig, hvad han eller hun vil gøre om lidt. På den måde er du forbedt på lyde og fornemmelser i munden.
Jeg synes, at når jeg sørger for at aftale de to ting med børnene, så er der en del af nervøsiteten, der forsvinder.
Så er der det med, om bedøvelse er nødvendigt og hvilken slags, der er godt for dig. Det er helt forskelligt, hvordan forskellige mennesker oplever det at få repareret en tand. Nogle synes det gør ondt, nogle at det bare kilder lidt i tanden, andre at de slet ikke kan mærke noget. Hvis du har prøvet det før, ved du noget om, hvordan det er for dig.
Hvis du helst ikke vil kunne mærke noget til selve behandlingen, er det bedst være bedøvet på forhånd. Der findes 2 forskellige slags bedøvelse.
Den ene er lattergas. Du får en maske på næsen og trækker vejret gennem den. Lattergas beroliger og fjerner opmærksomheden fra det, tandlægen gør og så ændrer det smerteopfattelsen, så at du ikke mærker så meget, som du ellers ville mærke. Lattergas virker bedst, hvis man har prøvet det før. Og lattergas virker ikke altid godt nok.
Den anden slags bedøvelse er den, hvor du får en indsprøjtning. Jeg gør selv det, at jeg altid bruger ”tryllecreme”, som jeg lægger på der, hvor jeg skal stikke. Det for-bedøver tandkødet. En del gange siger børnene bagefter, at de ikke kan mærke selve stikket – eller kun lidt. Hvis stikket virker perfekt, kan du ikke mærke nogen smertefornemmelse i tanden, mens tandlægen reparerer den. Stikket virker bedst, hvis man giver det inden man er begyndt at gøre noget, der kan gøre ondt i tanden.
Både lattergassen og stikket skal have tid til at virke. Der bør gå mindst nogle minutter før tandlægen tænder for boremaskinen.
Så du kan vælge at starte uden bedøvelse – med aftalt stopsignal – eller du kan vælge at tage den ”sikre” måde med bedøvelse – og så virker stikket altså bedst.
Jeg kan fortælle dig, at langt de fleste af de børn og unge, jeg er tandlæge for, klarer både stikket og reparationen fint. Når jeg spørger dem bagefter, siger de fleste, at ”det var ikke noget”.
Så allervigtigst – snak med din tandlæge inden du lægger dig op i stolen.
Hvin tandlæge ikke vil hjælpe dig eller ikke vil indgå aftaler, eller ikke holder aftalerne, så kan du altid rejse dig op og gå ud af klinikken og så finde en anden tandlæge.
Held og lykke med det
Niels Hansen
Tandlæge