Skæg som 13-årig

brevkassespørgsmål

Skæg som 13-årig

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 10 måneder siden

Hej. Jeg er 13 år, og synes jeg har nogle meget lange, sorte hår på min overlæbe. Og jeg har hørt flere fra min klasse kommentere det, selvom jeg ignorerer det. Jeg har barberet det væk et par gange, men synes det kommer rigtig hurtigt igen. Hvorfor kommer det så tidligt ved mig - og hvad skal jeg gøre? Skæg

Svar: 

Kære 13årige

Tak for dit spørgsmål, jeg er sikker på, at der sidder en del andre drenge derude, som er i den samme situation som dig. Det er nemlig sådan, at når man kommer i puberten og begynder at blive teenager, ændrer kroppen sig på rigtig mange måder. For eksempel begynder man at få skæg. Den udvikling der sker, foregår i meget forskelligt tempo afhængig af, hvem man er. Det kan man ikke gøre noget ved. Men heldigvis kommer alle igennem de samme ting før eller siden. Det kan bare godt være lidt træls at være den første nogle gange, fordi så lægger ens klassekammerater mere mærke til det. Men det er også træls at være den sidste, for når man når dertil, er det også mærkeligt.

Hvis du er god til at lave fis, kan du prøve at joke lidt, når dine venner kommenterer, for eksempel kan du lade som om de er misundelige, fordi de ikke er så modne som dig - eller du kan blive ved med at lade som ingenting, der dukker sandsynligvis snart noget andet interessant op, som de kan snakke om.

Hvis du har det godt med at barbere dig, synes jeg bare du skal blive ved med det. Jeg vil foreslå, at du snakker med dine forældre om, hvilke produkter der er bedst, og hvor tit du skal gøre det. Hvis du kan vænne dig til hårene som de er, kan du også lade dem være, og vente med barberingen, til det begynder at udvikle sig til "rigtigt" skæg. Det er sådan med barbering, at det som regel fremprovokerer mere/hurtigere skægvækst, så det skal du lige have med i dine overvejelser.

Hilsen Julie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program