Kønssygdom? Jeg er bange!

brevkassespørgsmål

Kønssygdom? Jeg er bange!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

Hej. Jeg er så angst. Jeg tror måske at jeg har en kønssygdom og jeg er så bange. Jeg er en pige på 13 år og forleden dag ville jeg gerne barbere mig dernede. Jeg har aldrig prøvet det før, har ingen erfaring og har ingen skarber selv, så jeg var så dum at låne min søsters uden at få lov. Jeg skyllede den og skrabede, men det klør heeelt vildt konstant, både omkring skridtet i skridtet og ved hårene. Jeg er også lidt rød og har set to røde knopper omkring hårene, ved ikke om der er flere. Jeg har ikke opdaget at min udlflåd er grødet, det tror jeg ikke. Man kan vel også godt sige at det svier, men ikke når jeg tisser. - Jeg har ikke haft kropslig kontakt med nogen, men kan sådan noget godt smitte via en skraber? - Jeg overvejer at tage ned til lægen selv for at spørge efter en tid. Kan man godt det uden at ens forældre opdager det eller er med? - Og kan man godt købe en creme ell. lignende på apoteket uden dem? Jeg vil nemlig ikke have nogen andre indblandet og håber på at kunne gøre det selv. Jeg kan nemlig overhoved ikke tale med min mor eller nogen anden jeg kender om sådan noget. Det kan jeg ikke, det er udelukket. - Kan lægen godt bare lige sige, når man har en tid, at han/hun skal lave en gynækologisk undersøgelse? - Hvad er forskellen på en læge og en gynækolog egentlig? - Er sådan nogle sygdomme farlige??? - Hvad tror du at det er? Det skal også lige siges at jeg vasker mig i skridtet med håndsæbe hver dag. Jeg ved godt det er mange spørgsmål og jeg håber inderligt at I vil svare på dem allesammen, for jeg er så angst. Hilsen den bange.

Del 2
Og jeg vil også gerne spørge om, (hvis I har nogle forslag til, hvad det kan være,) hvorfor får man denne/disse sygdom/sygdomme? For jeg har ikke haft kropslig kontakt eller været i seng med nogen. - Altså hvad er grunden til at man får dem? - Og hvor lang tid varer sådan en sygdom? Det skal også lige siges at jeg ikke umiddelbart synes at min udflåd lugter og det svier ikke når jeg tisser. Men der KLØØØR! og der er som sagt rødt med få røde knopper. Håber I vil svare. Hilsen den bange.

DEL 3! Okay, kom lige i tanke om noget jeg havde glemt at skrive i de to sidste beskeder... Det kradser og svier og kløer og stikker i skeden og lidt omkring skeden, især når man rør/trykker på skeden. Jeg kan ikke huske om jeg barberede MED hårene, det tænkte jeg ikke på. Håber at I kan diagnostisere hvad det er jeg har.

Svar: 

Hej!

Det lyder til at den barbering har ført rigtig mange spørgsmål med sig, og jeg kan godt forstå du bliver bange når det begynder at klø så meget! Så det er virkelig godt at du har skrevet herind, også selvom der er rigtig mange spørgsmål. Vi tager dem en af gangen:

Dine knopper, behandling og hvor lang tid det tager:

Jeg tror ikke det er en sygdom du har, men derimod en irritation af hårsækkene i skridtet. Når man barberer sig i skridtet, så bliver hårsækkene hvor hårene kommer ud irriteret. Og det kan ske uanset om man barberer sig med eller mod hårene.

Typisk vil området klø, og der vil komme røde knopper. Det giver ikke grødet udflåd og heller ikke svie når man tisser.

Det er ikke farligt, faktisk er der mange der oplever det når de intimbarberer sig. Jeg kan godt forstå du blev skræmt da du så knopperne, men de kommer ofte ved barbering i skridtet. De smitter ikke.

I næsten alle tilfælde går de væk af sig selv, og man behøver ikke at behandle dem. Det er godt hvis du kan lade være med at klø i det, da det vil forværre knopperne.

Jeg kan ikke sige hvor lang tid det tager, men ofte vil de være væk i løbet at en uges tid. Der findes ikke nogen cremer imod det. Kun god tålmodighed :-) Men hvis du planlægger at ville barbere dig igen, så er det altid godt at smøre området med en fed creme uden parfume bagefter, med en skraber der kun er din egen.

Om læger og gynækologer:

En gynækolog er også læge, men en gynækolog har lidt mere forstand på underlivet og seksuelt overførte sygdomme. Både læger og gynækologer kan lave gynækologiske undersøgelser.

Hvis du går til lægen, kan lægen foreslå at lave en gynækologisk undersøgelse. Lægen har prøvet at lave undersøgelsen rigtig mange gange før.

Du har altid ret til at sige nej til at få lavet en gynækologisk undersøgelse, men ofte kan det være en god idé at få det gjort hvis lægen foreslår det. Mange af dem som har prøvet det, bliver overrasket over hvor let og hurtigt det er overstået.

Hvis det skulle ske at dine knopper ikke forsvinder efter en uge, eller bliver værre, så syntes jeg du skal aftale en tid hos din læge for at få det undersøgt. Som sagt, så tror jeg de forsvinder efter en uges tid. Men hvis de ikke gør, så kan det være en sexsygdom som din søster har og som du er blevet smittet med ved brug af skraberen. Derfor er det også vigtigt at du får din egen skraber, og ikke bruger din søsters.

Du kan godt aftale en tid med din læge uden at dine forældre får det afvide. Men jeg tænker at dine forældre gerne vil have du har det godt, og derfor gerne vil vide hvis knopperne forsætter med at være der.

Jeg håber du fik svar på alle dine spørgsmål :-)

Venlig Hilsen
Iben

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program