Hej. Jeg er en dreng på 16 år der her på det sidste har haft det ret svært. For 3 år siden blev mine forældre skilt. Det var min far der skulle flytte og jeg må da indrømme at jeg havde det rigtig dårligt med at han skulle væk, men faldt hurtigt til ro eftersom han flyttede over i en lejlighed lige i nærheden. Jeg tog det meget afslappet og kom hurtigt over det. Det skete op til en sommerferie, så jeg havde rigtig god tid til at tænke over tingene. Jeg tog til Lalandia med 2 af mine bedste venner og min far. Efter en virkelig virkelig fed uge kom vi hjem og jeg besluttede mig for at tage over til en af mine venner efterfølgende og sagde derved farvel til min far ved toget. Af en eller anden grund virkede det forkert og da jeg kom over til min ven fik jeg en følelse af hjemve eller som om jeg savnet nogen/noget. Jeg fik det dog bedre hen ad dagen. Da jeg kom hjem næste morgen føltes tingene underlige. Jeg var ked af det over noget jeg ikke kunne beskrive eller sætte ord på. Og pludselig fik jeg selvmordstanker. Egentlig ikke fordi jeg på noget område havde tænkt mig at gøre det, men bare tanken om det... Jeg fandt ofte mig selv i min sofa grædende. Det var dog ikke noget jeg tænkte over når jeg var sammen med andre, men kun når jeg var alene. Efter jeg havde sppillet World of Warcraft i lang tid, fandt jeg hurtigt ud af at når jeg spillede det, glemte jeg alle de dårlige tanker og kom væk fra mine problemer. Det spillede jeg så self rigtig meget, og efter et lille stykke tid glemte jeg alt om mine selvmordstanker. Jeg fik så en opringing efter jeg var hjemme hos nogen venner og fik at vide at min far havde fået en blodprop i hjernen. Jeg blev utrolig forskrækket, men det vidste sig at der ikke var noget galt. Jeg startede så på en ny skole efter den sommerferie, og blev rigtig glad for den. Jeg fik en masse nye venner, en masse nye ting skete og jeg klarede mig super godt. Det hele kørte egentlig super godt i en periode. Op til ferien blev jeg så forelsket i en pige, samtidig med at jeg begyndte at syntes alting var ret kedeligt og føltes lidt surt. Udover det troede jeg ligepludselig at jeg fejlede alle mulige sygdomme, fordi jeg havde noget fysiske ting jeg aldrig rigtig har fået svar på havd er. Jeg bekymrede mig meget over mange ting, og havde følelsen af at jeg bare ville væk. Ikke væk væk, men i ved, til udlandet. Det kom jeg så også i den græd. Først til New York og derefter til Tokyo. Jeg havde en helt fantastisk sommerferie hvor jeg var sammen med rigtig mange af mine nye venner og jeg havde det egentlig rigtig rigtig fedt. Udover når jeg var alene. Så lod jeg gerne tv'et køre eller var på computeren og hørte musik. Jeg var egentlig ikk sur eller trist, men jeg syntes var alting var kedeligt. Faktisk var jeg meget glad og virkelig overskudsagtig stort set altid. Jeg var frisk på alting. Jeg ville mene det var skole træthed, for jeg fik af vide at alle at så snart jeg startede på Gymnasiet ville alting blive federe. Jeg havde også en drøm om at tage til New York igen, og hver gang jeg hørte "Empire State of Mind" kom jeg altid i godt humør. I den periode havde jeg et meget stramt program. Jeg var altid sammen med venner og i weekenderne var jeg fuldt packed. Jeg var sammen med venner fra morgen til aften og kom i seng meget sent. Det gjorte jeg også i hverdagene. En normal dag gik jeg vel i seng kl 1, selv på en hverdag. Jeg vågnede tit op med hurtigt hjertebanken og såkaldte tics i mine muskler. I virkeligheden var det nok en meget stresset hverdag jeg levet, og jeg vil heller ikke sige at jeg spiste særlig sundt. Heldigvis har jeg et utrolig godt stofskifte efter 7 år med fodbold. Lige meget hvad jeg spiser, kan jeg ikk blive tyk. Min pubertet satte også meget sent ind og på de seneste 3 måneder har jeg vokset godt og vel 10 cm. Anyways, jeg havde det egentlig fint. Jeg var glad og sjov, gik meget op i mit look og udseende, mit tøj og mit hår. Mit liv kørte bare derud af, og jeg glædede mig utrolig meget til sommerferien og var spændt på at se hvilket gymnasie jeg skulle ind på efterfølgende. Jeg så også meget frem til at blive færdig med mine eksaminer, og hver eneste gang jeg følte alting var kedeligt og ligeyldigt, trøstede jeg mig selv med at skolen snart er færdig og sommerferien og gymnasiet er lige om hjørnet. Jeg fik overstået mine skriftlige eksamner og syntes det gik perfekt. Jeg var glad og tilfreds, og havde rigtig mange ting at se frem til. Sidste skoledag, festen efterfølgende, mine mundtlige eksamner, sommerferien, London, Paris, Sommerhus med vennerne, Det gymnasie jeg rigtig gerne ville ind på, kom jeg ind på, dimissions festen og udover det sad jeg i festudvalget og skulle derfor finde lokaler til diverse fester. Jeg var meget lykkelig og følte at det kun kunne gå godt herfra. Mine kedelige dage var ovre og skulle erstattes af det nye kapitel i mit liv. Indtil jeg en dag fik en følelse af forandring. Der var noget der ikk var som det plejede at være, en følelse jeg i starten ikke kunne beskrive. Jeg prøvede at bekæmpe den, men i modsætning til de andre følelser jeg plejede at have, var den her der konstant. Den stod på hele tiden og gjorte at alting virkede endnu mere kedeligt og ligegyldigt en før. Jeg gav kampen op imod den og begyndte at tænke over hvad det kunne være. Jeg fik hurtigt at vide at det var mine hormoner der blasted mig, eftersom min pubertet kom meget sent. Så jeg skulle ligesom gå igennem en helt masse forandringer på meget kort tid, i forhold til mine andre venner. Alting føltes meget underligt og uoverskueligt. Jeg havde pludselig ikke det samme overskud og orkede stort set ikke at lave noget, fordi jeg var bange for det bare skulle være kedeligt. Efter en lang dag (og nat) hos en af mine venner, tog jeg over til min far ret tideligt. Det peakede så der jeg var hjemme hos ham og vi tog i tivoli. Vi gik ind på restaurant Grøften og jeg havde det ad helveds til. Jeg var gået ned i spiralen om at jeg ikke ville få det godt igen, og endte med jeg gik ned på toilettet og fik et angst anfald. Jeg kastede efterfølgende på i en skraldespand og blev kørt hjem i en taxi til min mor. Det skyldtes nok at jeg ikk snakkede med ham om det, og gik fuldstændig i sort omkring det. Jeg tænkte simpelthen ikke på andet. Anyways, Der sov jeg så i hendes seng og morgnen efter var jeg skide bange for at gøre noget som helst, i fare for at få et angst anfald igen. Jeg tænkte hele tiden på sidste skole dag og alle de andre fede ting der snart skulle ske, og blev mere og mere i dårligt humør eftersom jeg var bange for at jeg skulle have det kedeligt og være i dårlig humør til de begivenheder. Jeg snakkede utrolig meget med min mor og far om de ting der skete og vi blev meget hurtige enige om at vi skulle have en snak med lægen. Jeg fortalte ham om de her ting og han mente at der var flere faktorer der spillede ind. Det kunne sagtens have noget med hormonerne at gøre, men også de ting jeg har været igennem. Dog tror jeg ikk på det sidste, for hvis der er noget jeg ikk bryder mig om ved et område, kan jeg meget hurtigt finde ud af hvad det er. Og der var INTET problem hvad angår skilsmissen. Jeg gik hele tiden og prøvede at finde et svar på min tilstand, og blev mere og mere irriteret over at jeg ikke kunne finde noget. Jeg var simpelthen i dårligt humør over ingenting. Jeg læste mange steder om de her ting, og eftersom mine symptomer passede ind på rigtig mange forskellige ting, troede jeg at det her kunne være mange forskellige ting. Jeg fik en glæde ved at kunne hænge min tilstand op på noget, som f.eks stress, depression, skilsmissen osv. Dog varede den kun meget kort tid, der det gik op for mig at jeg stadig havde det dårligt. Jeg begyndte at tro at der var noget galt med mig og begyndte mere og mere at se min tilstand som en form for sygdom, fordi den styrede mange af de ting jeg foretog mig. Jeg fik tid hos en Psykolog. I den uge der gik op til jeg skulle hen til hende, havde jeg det egentlig meget fint. Jeg havde glemt alt det om min tilstand, fordi jeg lod mig selv glemme den. Jeg var sammen med rigtig mange af mine venner, og prøvede så vidt som muligt om at glemme den. Efter mit Psykolog besøg var min tilstand ret uændret, og jeg havde det egentlig fint. Trods humørsvingninger ad helveds til. Det eneste problem der i virkeligheden var at tage og føle på, var hele episoden med min far. Jeg var lidt bange for at være sammen med ham, eftersom jeg var bange for at få det dårligt eller få et angst anfald igen. Efter en meget lang periode hvor jeg ikke havde set min far, dukkede han pludselig op hjemme hos mig, fordi han skulle skrive nogen pas papirer under. Jeg skulle nemlig til Paris med ham. Jeg syntes lige pludselig jeg fik det underligt og efter jeg havde været ude og træne fitness med ham, var min tilstand som før. Jeg blev utrolig irriteret over det og fik det dårligt igen, eftersom at der måtte være noget galt. Jeg er dog begyndt at lave andre ting, som at læse bøger, løbe mig en tur, cykle en tur og starte til træning igen. Her i forgårs læste jeg om depression. Det gik lige op for mig at jeg tror det kunne være det. Symptomerne passer perfekt, tristhed, mangel på energi, kocentrationsbesvær, rastløshed, indelukkethed og appetitproblemer. Det er enten det eller hormonerne der gør det. Jeg kan virkelig ikk se andet. Problemet med min far blev løst idag, da jeg var sammen med ham hele dagen og ikke mærkede noget, udover det sædvanlige. Jeg blev tvært imod ret glad af at være sammen med ham i en kort periode, men fik pludselig "angsten for angsten". Dog tror jeg bare det var fordi jeg tænkte på de ting der foregik, imens jeg spiste. Det gør jo også at man ikk trækker vejret lige så godt og eftersom det var med ham at jeg fik min første angst oplevelse, er det vel ret naturligt at jeg er bange for det sker igen. Dog ved jeg at det ikke sker igen, eftersom at jeg bare skal trække vejret dybt og tænke på noget andet. Jeg har kun en enkelt eksamen tilbage, som løber ad stablen på Torsdag. Jeg skal til Paris med min far og London med min mor. Jeg føler lidt at det bliver en udfordring for mig, fordi jeg er bange for at jeg skal få det dårligt eller komme i dårlig humør til dem. Og især til Paris med min far fordi at 1)Jeg ikk har snakket så forfærdelig meget med ham om mine tanker, eftersom jeg bor mest hos min mor og 2)fordi jeg er bange for at jeg skal få et angst anfald, selvom jeg jo godt ved at det ikk sker. Alt i alt står jeg nok i et slags tomrum imellem Gymnasiet og Skolen - Overgangen til voksenlivet. Jeg er mere eller mindre bange for at miste mine venner pga. vi ikk ses i skolen mere. Jeg har ikk noget konkret at hænge min tilstand op på. Jeg er lidt bange for mine ferier og min tilstand på dem. Min Psykolog fortalte mig at ens følelser stort set altid stammer fra en oplevelse man har haft, og når det er sagt tænker jeg meget over hvorfor jeg inden alt det her syntes alting var kedeligt og ligegyldigt, at jeg manglede forandring. Jeg burde egentlig være glad for alle de her ændringer i mit liv jeg altid har gået og ventet på, men alligevel er jeg bare enten neutral eller i dårligt humør. Det eneste der kan gøre mig glad er mine venner, min computer, mit tv, min mor og min far og min papfar, i det hele taget ting der for mine tanker væk fra det her. Jeg kom også til at sammenkoble det med at kede sig, til noget dårligt, fordi at jeg i de der perioder altid fik det dårlig når jeg kedede mig - når jeg fik mine tanker på frit spil. Det gør jeg dog ikke længere. Hver gang jeg tror det her problem er løst, er der altid en følelse i mig som mener at der stadigvæk er noget galt, somom at det her problem ikke var SÅ let at løse. Jeg er ikke specielt desperat, eller på kanten ved at gøre noget som helst ved mig selv, men jeg kan godt mærke at jeg fandme ikke gider at have det sådan her. Ihvertfald ikk uden at kunne sige "okay, det er det her der er problemet". Jeg kunne i bund og grund rigtig godt tænke mig at vide hvad det er der foregår, for jeg har ikk haft det sådan her før. Jeg syntes det er ubehageligt at foretage sig noget, hvor jeg bare tænker at jeg spilder min tid. Jeg overvejer et læge besøg mere, så jeg kan få at vide om det er en depression. Men grunden til min konstante surhed stammer nok i virkeligheden fra at jeg ikk kan finde ud af hvad der er galt, eller ihvertfald tanken om det. Alting ville være 100% nemmere hvis jeg kunne få en konkret diagnose. Jeg har jo ikk ændret mig specielt som person, men det er nok det jeg er bange for jeg skal gøre. Jeg kan simpelthen bare ikk finde ud af hvad der er galt, og kunne derfor rigtig godt tænke mig at finde ud af det. Jeg har aldrig rigtig haft så meget modstand i mit liv, og har altid kunne finde grunden til mit dårlige humør. Det er nok derfor det her rammer mig lidt hårdt, fordi at jeg somsagt ikke kan finde ud af det. Det blev godt nok en utrolig lang tekst, men jeg følte at i havde brug for at høre om det hele, efetrsom i nok ville have nemmere ved at kunne finde ud af det :)