Kyssesyge eller hvad?

brevkassespørgsmål

Kyssesyge eller hvad?

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej. Jeg har det nogen gange rigtig dårligt, sådan 1 gang om ugen hvor jeg døjer med en rigtig dårlig smag i munden og en tyk belægning på tungen som giver mig kvalme. Smagen er rådden, og smager lidt af æg og gammel mælk. Jeg føler at mine mave bobler, og det er bare så ubehageligt!! Jeg føler mig træt, og orker intet.. Får også nogen gange ondt i halsen.. men det er bare klamt! :/ Men er det kyssesyge ? Eller.. hvad kunne det være? Ehm, det skal lige siges at jeg ikke tør at gå til lægen af personlige årsager.. <3

Svar: 

 Hej med dig.

Tak for dit spørgsmål.

Ja, det kunne da godt lyde som om der er noget, der ikke er helt som det skal være.

Kyssesyge er karakteriseret ved en rigtig svær og langvarig halsbetændelse. Her vil man typisk være vedvarende skidt over længere tid og have svært hævede mandler (sidder helt inde ved roden af tungen). Typisk vil man se belægninger på mandlerne ( og ikke på tungen) og have dårlig ånde/ dårlig smag i munden. Mange har flere hævede lymfekirtler især på halsen.

Man kan som en del af kyssesyge få påvirkning af sine indre organer (lever og milt) og derfor skal man gå til blodprøve kontroller hos sin egen læge og afholde sig fra kontaktsport og alkohol så længe blodprøverne ikke er som de skal være.

Jeg er ked af det, men kyssesyge konstateres ved længen på en blodprøve. Der er ikke nogen behandling, men man skal som sagt jævnligt have taget kontrol blodprøver.

Det kunne nok være fint nok at få det udelukket i dit tilfælde.

Du kan jo, hvis du ikke er glad for at gå til lægen, starte med at fortælle det til din mor og far og måske lige få dem til at kigge dig i halsen. Så kan du jo fortælle dem at de skal de efter hævede mandler med hvid/ gullige belægninger. Hvis så de også mærker hævede lymfeknuder på halsen er der nok ikke nogen vej uden om. Hvis det er fordi du ikke kan lide din læge eller noget lignende, står det dig frit for at skifte. Husk også at lægen har tavshedspligt, så han sladrer ikke til nogen.

Hvidlige belægninger på tungen kan også være svamp. Hvis du lige har fået penicillin for et eller andet kan man få det eller hvis du f.eks. bruger astma medicin?

Det er ikke meningen man sådan ( i din alder) uden en god forklaring skal have svamp i munden, så jeg synes lige du skal få det set på.

Du kan evt. gå direkte til en øre-næse-hals læge. Der behøver man ikke henvisning fra sin egen læge! du kan altså bare slå den lokale øre-næse-hals læge op på nettet og så ringe og aftale tid. det kunne måske også være en mulighed.

Tænk over det, hvis det bliver ved med at genere dig.

 

Mange hilsener, Susanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program