Vågner om natten med et skrig

brevkassespørgsmål

Vågner om natten med et skrig

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

Hejsa! Jeg er en bekymret pige på 12 år, og jeg er ret moden af min alder. Men nok om det. Jeg lider selv af social fobi/social angst, og er selv under behandling. Får Setralin tror jeg det hedder, noget medicin, og snakker med en læge som skal hjælpe mig med det psysiske. Det er rigtig fint! Men her på det sidste er der sket noget meget mærkeligt for mig om natten. For eksempel her i nat, der vågnede jeg brat op, meget hurtigt! Det var som om jeg ikke kunne registrere situationen? Altså, det gik for hurtigt.. Jeg udløste et skrig, som om jeg fik et chok, altså helt automatisk. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg svedte. Min far kiggede meget underligt på mig.. Altså sådan har det været på det sidste? Meget mærkeligt? kan det være en følge, når jeg lider af social fobi/social angst? Er det normalt? Hvad er det? Tak hvis i gider hjælpe.. :)

Svar: 

Hej! Mange tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det er rigtig flot, at du har søgt hjælp til din svære situation, og nu er under en behandling, der kan hjælpe dig.

På de symptomer, du beskriver, synes jeg godt det kunne lyde som om, at noget af din angst også er panikangst. Det kan nemlig vise sig som anfald, hvor man vågner om natten med hjertebanken, sveden og rysten, som du beskriver det.

Der er mange med socialfobi/socialangst, der også har panikangst. Hvis det er noget, der er kommet efter at du har fået Sertralin, kan det også være en bivirkning til dette. Angsten kan nemlig forværres i starten af behandlingen, men for de fleste vil symptomerne forsvinde når man har taget medicinen et stykke tid. Det lyder nok lidt dumt, at medicin mod angst kan give mere angst i starten, men sådan kan det desværre godt være, og som sagt bliver det hos de fleste meget bedre med tiden.

Jeg synes, at du skal tale med lægen om det, hvis det er noget, der fortsætter, eller hvis du er meget ked af anfaldene.

Jeg håber, du kan bruge mit svar!

Kærlig hilsen Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program