Til Christine eller Cheva
brevkassespørgsmål
Til Christine eller Cheva
Hej Christine eller Cheva. Jeg har nu valgt at prøve at skrive til jer herinde. For at håbe at jeg får det bedre. Jeg føler virkelig at jeg får det værre og værre med tiden og at jeg ikke kan gøre så meget mere. Jeg håber i tager jer tid til at læse det her. Det hele startede da jeg blev født. Jeg blev fjernet da jeg var 6 dage gammel, fordi min far var alkoholiker og voldelig overfor mig og min mor, jeg kunne ikke bo hos min mor da min far os boede der så det var kun min mor der blev slået i den periode. Da jeg kom tilbage blev jeg jo slået og slået på og det var mig der skulle se hvordan min far havde det. Han skar f.eks i sig selv i mens jeg skulle kigge. Jeg skulle gøre alt da jeg var omkring 3år. Hvis jeg f.eks slog mig trøstede han mig ikke men skældte mig ud i stedet. Da vi f.eks også en dag var på ferie i Spanien efterlod han mig inde på et hotel værelse en hel dag uden mad og drikke og alle på hotellet var nervøse eller hvad man kalder det. Men en skønne dag altså i Danmark røg mig og min mor endelig på krisecenter men der var vi kun lidt og kom tilbage igen, der fik vi flere og flere slag af forskellige redskaber f.eks hårde slag med vidskestykker... Min mor blev låst ude om natten og han sultede os meget tit. Så da jeg var 6år og næsten fyldte 7 var jeg en lille pige på 16 kg og man kunne tydeligvis se hvad han havde gjort ved os. Jeg har nu boet på opholdsstedet i 11år. Og alt det der er sket (der hører dog værre ting til) har kostet mig masser af problemer i dag som er at jeg hader mig selv for den jeg er og jeg hader min krop og vægten som er 160cm og 49kg. Kniven er kommet mere og mere ind i mit liv. Og jeg tænker på f.eks at springe ud foran et tog. Jeg er jo ikke noget andet værd åbenbart. Snakker dog stadig med min mor og ser hende hver 14 dag hun har fået en ny familie med mand og det hele. Fra den opgivende-
Svar:
Hej med dig..
Først og fremmest skal jeg lige fortælle dig, at både Chiva og Christine er på sommerferie, så derfor har jeg valgt at svare på dit spørgsmål alligevel..håber det er okay..:)
Og jeg synes også det er vigtigt, at du får et hurtigt svar, fordi jeg kan godt høre på din historie at du har oplevet rigtig mange svære ting og ting som gør ondt inden i.
Det du fortæller din far gjort er meget alvorligt og meget forkert. Jeg synes det er rigtig flot at du kan se en sammenhæng mellem det han har gjort og hvordan du har det i dag. Og jeg tror du har helt ret.
Når mennesker gør sådan nogle ting ved et andet menneske, så er der noget inden i der gør ondt og som går i stykker. Og du er rigtig god til at beskrive hvordan det gør ondt inden i og jeg kan godt forstå du synes det er svært at leve med lige nu, og at du ikke ved hvad du skal gøre.
Det er faktisk sådan at når der er noget der er rigtigt svært (og det gælder for både voksne og børn), så har vi brug for hjælp til at klare det. Og det har vi fordi, at den smerte der ligger inden i virker som skyklapper eller ligge som en sort sky der dækker over alle de muligheder man faktisk har. Og pludselig kan man slet ikke se nogle andre muligheder end selvmord og det at skærer i sig selv. Og som du måske allerede har mærket, så hjælper det bare ikke så meget...det løser ingen ting
Men kære du... dit liv er værd at leve og du er noget værd. Og der er andre muligheder end at skærer i sig selv eller at opgive livet..Heldigvis.
Det kræver at du åbner op og for fortalt det til de voksen som kan hjælpe dig i virkeligheden. Også selvom du ikke selv tror de kan, eller du ikke kan lide dem, eller tror de har lyst til at hjælpe..Det kan og det vil de..
Derfor er det meget vigtigt at du viser de voksne pædagoger der arbejder på dit opholdssted det du har skrevet til mig, fordi du fortæller meget præcist hvoran du har det. Og hvis de voksne kender til hvordan det er at være dig, så kan de bedre hjælpe. Du har brug for professionel hjælp til at komme videre i dit liv og de kan de hjælpe med at få startet op på.
Jeg vil også anbefale dig at kigge forbi vores chatrådgivning, her kan du være anonym og du kan sammen med den voksne rådgiver finde frem til de voksne og de muligheder der bedst kan hjælpe dig der hvor du bor..
Så kæmp videre og grib de voksne du har omkring dig og pas godt på dit liv...du fortjener nemlig at leve..
Venlig hilsen
Erroll
Relateret indhold
den forvirrende dreng
det er fordi jeg har den her rigtig gode ven vi har gået i klaase sammen siden 0 klasse. vi har altid været super tætte og han er ligesom en bror for mig og jeg holder/holdte meget af ham. men her de seneste par år i 7-8 er han begyndt på en leg hvor han hele tiden slår mig, og det er pisse...
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Grænsen.
Tanja løb grædende ind på sit værelse. Hun smækkede døren hårdt efter sig, og kastede sig derefter ned på sin seng. Hun begravede hovedet så langt nede i hovedpuden hun overhovedet kunne. Hun ville væk. Væk fra alt der havde noget med skolen at gøre. Aldrig nogensinde ville hun...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
