Kære farmor
Kære farmor
Hej Cyberhus Natten til lørdag døde min farmor. Jeg har virkelig brug for at dele det med nogle. Nogle andre end mine venner og min familie. Min farmor var noget helt specielt for mig. Min mor døde da jeg var 4 år gammel, og derefter hjalp min farmor min far rigtig meget, så hun blev nærmest en "ny mor" for min bror og jeg. Det var en pludselig død. Hun skulle faktisk have været ude hos os, dagen efter hun døde. Hun skulle passe mig bror og jeg. Hun skulle have passet os tre uger i næste måned. Jeg vidste godt hun var syg, altså hun havde ondt i ryggen, men hun gik til lægen og var i behandling. Hun har virkelig været den bedste farmor, og jeg ønsker mig at jeg bliver en ligeså god farmor som hun har været for mig. Det var alt hvad hun gjorde. Hun ringede altid til mig, vi snakkede dagligt, og så hinanden 1-2 gange om ugen. Hun spurgte mig altid om jeg nu havde husket at tage mine vanter på, som hun i øvrigt havde givet mig. Hun gav mig alt. Mest af alt følelsesmæssigt. Lige i øjeblikket føler jeg mig rastløs. Jeg har ikke lyst til at komme til begravelsen. Nu har jeg sagt farvel. Jeg har aet hendes pande og sagt "Farvel farmor, jeg sender sig tanker" Det sagde hun altid til mig. Farmor. Jeg savner dig. Selvfølgelig er det en del af livet. Det ved jeg, men derfor vil det altid være i orden at sørge. For folk der har betydet noget, efterlader spor. D. 2 januar holdte min søster barnedåb. Hele familien var i kirken. Min farmor sagde "Kom, vi skal gå til alters skat", Der var ikke plads til mig i denne omgang, og jeg følte derfor at det var lidt pinligt at skulle der op alene, så jeg sagde til min farmor at jeg gerne bare ville gøre det en anden gang. Hun sagde "Vi skal mindst gøre det én gang om året, skat" Jeg kan ikke engang skrive det uden at begynde at græde. Jeg har virkelig brug for hjælp til at få råd til at komme videre. Hendes bisættelse er på lørdag. Jeg føler mit liv er gået i stå. Er det normalt? Jeg kan ikke koncentere mig når jeg er i skole, jeg går på gymnasium. Det er som om at jeg ikke orker at tage i skole, nu hvor hun ikke lever. Jeg gjorde det også for hende. Hun var så stolt. Hun var stolt over alt jeg lavede. Jeg savner hende så meget :-(
Kære dig.....
det gør mig utrolig ondt, at du har mistet din farmor. I har været tæt knyttet gennem Jeres liv sammen. Det gør rigtig ondt. Fordi der har været meget kærlighed. Du er meget åben omkring dit tab og er god til at forklare, hvordan DU har det.
Du er ok - du er nemlig god til at lukke op - og være ærlig omkring dine følelser.
Kan godt forstå, at du er gået i stå. Alle os der har mistet en vi elsker går i stå. Vores liv stopper, mens alle andres fortsætter. Det er rigtig svært.
Jeg syntes du skal tage med til bisættelsen, for du kan ikke gøre det om. Hvis du fortryder er der ingen der kan tage dig i hånden, og det hele kan ikke gentages igen. Mit råd til dig vil være - tag med - få sagt farvel.
Da min lillebror døde. Var jeg med til at bære kisten ud - det er jeg utrolig glad for her bagefter. Men det var hårdt. Men det skal være hårdt. Jeg plejer at sige, at det skal gøre ondt, når det har gjort godt!
Folkeskolerne har sorgplaner for deres elever, hvis der sker dødsfald i nærmeste familie. Jeg tænker, at hvis du tager fat i en af dine lærere, som du stoler på, så kan han/hun tale med dig om dette. Måske du lige skal have en kort pause fra gymnasiet!!
Din farmor var stolt af dig - og det er hun stadigvæk, for du er en gæv pige med ben i næsen. Gør din farmor stolt, sig farvel til hende på lørdag. Send hende en kærlig tanke. Hun vil nu være din skytsengel.
Jeg ønsker dig alt godt.........det er svært at miste, men med tiden vil tårene blive til smil, og du vil huske alle de gode minder og historier som I har delt sammen.
Pas på dig selv. Du kan evt. lave en mindeside for hende på www.mindet.dk
Kram og mange tanker - æret være din farmors minde.
Charlotte Drue