er jeg unormal
er jeg unormal
hej jeg har en kærste på 20 og vi har meget sex og vil gerne have et barn snart. er det unormalt når man er på min alder og har en kærste som man har haft i tre år? knus den måske lidt for modne pige:) <3
Hej måske lidt for modne pige:)
Det er da dejligt at din kæreste og dig har været sammen i 3 år og at i har meget sex. Det tyder jo på at i er rigtig glade for hinanden og at i har en masse lyst til hinanden også. Du spørger om det er unormalt for din alder at få et barn, jeg vil gerne prøve at svare dig og fortælle hvad jeg tænker om det.
Det er forskelligt hvornår piger og drenge får lyst til at få børn, men det er helt normalt, at du og din kæreste kan føle at i gerne vil have et barn snart. Ønsker om at få et barn, kan komme fordi man ønsker at lave noget sammen, starte en familie, give kærlighed/få kærlighed, på en måde blive forenet. Det er smukke tanker, ønsker og børn er jo skønne og de kan give et menneske et helt nyt liv. Måske er det også nogle af de tanker i har og måske har i snakket om det.
Jeg synes det er vigtigt at man er klar både fysisk og psykisk til at få børn. Piger på 16 år kan sagtens være fysisk klar til det - det betyder at deres kroppe kan være helt udviklede og de kan tåle en gravidtet. Det er sværere at sige i forhold til den psykiske udvikling. Når man er 16 år er man stadig ved at "finde sig selv" og derfor kan 16 år være for ung en alder at få børn. Når man er 16 år, kan man have lyst til at gøre og prøve en masse ting - men man kan komme til at fortryde. Derfor synes jeg i skal overveje kraftigt om i ikke skal vente med at få et barn - i det mindste indtil du er 18 år og er myndig. Du kan læse lidt om det med at være myndig og få et barn i denne artikel "Gravid - lov og rettigheder, når du er pige".
Når man ønsker sig et barn, så er der mange ting man skal snakke om og overveje. Det synes jeg i skal gøre. Jeg synes i skal snakke om økonomi, hvor i skal bo, hvordan vil i gerne opdrage jeres barn? Hvordan ønsker i at jeres liv skal være, når det lille barn er der? Hvad gør i, når i kommer til at savne friheden til at kunne gøre, hvad man bare gerne vil - uden at have ansvar for et lille barn? Hvad nu hvis i får et barn der har et handicap eller et barn som bliver meget syg? Og hvad med jeres seksuelle forhold sammen, efter en graviditet kan det jo ændre sig? Der er så mange spørgsmål, tanker og følelser, som i bliver nødt til at snakke om - det kræver at man er moden nok til at træffe ansvarsfulde beslutninger og det kan man ikke forvente at en 16 årig eller en 20 årig kan gøre. Jeg synes jeg i skal vende snakken sammen med jeres forældre. Hvis i vælger at få et barn, så får i brug for noget støtte - det har alle nybagte forældre brug for.
Så jeg kan svare kort at det du ikke er unormal og det er heller ikke unormalt at du og din kæreste gerne vil have et barn snart. Men det at ønske det også gøre det er to meget forskellige ting. Derfor kan jeg ikke svare uden at bede jer om at snakke det rigtig godt igennem sammen med jeres forældre eller nogle andre voksne, som kan hjælpe jer til at overskue, hvor meget det faktisk kræver at få et barn.
Man må gerne ønske, drømme og især "øve sig" til at lave et barn. Nyd jeres sexliv og at lyst til en fremtid sammen. Jeg synes i skal vente med at få et barn også kan i snakke om det igen, når du er fyldt mindst 18 år.
Varme forårshilsner fra Bibi