Kan man virkelig stole så meget på hinanden? (Del 2)

brevkassespørgsmål

Kan man virkelig stole så meget på hinanden? (Del 2)

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 9 måneder siden

Hej igen brevkasse. Jeg er nu kommet ind i den situation at min kæreste har mødt en ny dreng fra hendes skole og de hænger ud ret tit. Når de er i skole har de det sjovt sammen og når de har fri skriver de sammen - hele tiden. Egentlig påvirker det mig ikke, men når hun f.eks. begynder at skrive vægbeskeder om ham på facebook, skriver hvor sød han er til mig over SMS og bare generelt hele tiden snakker om ham, bliver man lidt jaloux. Jeg er nu aller mest bange for at hun pludselig sender beskeden "Jeg slår op" og for det er jeg nogle gange lidt bange for. Når de skriver hele tiden og mig og hende ikke skriver så tit, bliver man lidt ked af det. Nogle gange føler jeg endda at hun nedpririotere mig for ham. Det er jo selvfølgelig ikke rart og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har aldrig elsket en pige på højt som hende og hvis hun skifter mig ud, har jeg virkelig ødelagt mig selv. Hun vil f.eks. heller ikke altid fortælle mig ting som hun plejer. Her den anden dag var hun lige væk et øjeblik, ca. 2,5 minut, og nu når jeg er så paranoid og bange har jeg regnet ud at det sagtens kunne passe på længden af et snav. Det er det jo nok ikke, men jeg er alligevel lidt bange. I nat skrev jeg en SMS på 1000 tegn, hvilket svarer til 7 SMS'er, om hvor meget jeg elsker hende. Det eneste svar jeg fik var "Nurh!<3". Ikke engang ét i lige måde. Jeg er virkelig bange og har desværre haft noget nær selvmordstanker pga. det her, netop fordi jeg ikke vil have at hun mister følelsen for mig. For mig er hun den perfekte pige, men hvad jeg kan gøre? :I - jQue

Svar: 

Kære jQue

Det er rigtig godt, at du skriver igen, når du kan mærke at det fylder så meget for dig. Jalousi er noget mærkeligt noget, fordi det tit handler om en frygt for et eller andet, som ikke nødvendigvis er virkeligt eller vil ske.

Det kan gøre rigtig ondt nede i maven og ødelægge en masse for en selv og det forhold man er i.

Lige nu oplever du jalousi over for din kæreste og du tror hele tiden, at hun snaver med en eller anden, at hun har kærestefølelser for sine venner og at hun snart slår op, fordi hun vil have en anden. Og det er bestemt ikke en rar følelse at gå rundt med og derfor er det rigtig godt at du skriver herind, fordi det skal være lettere for dig.

Du har nævnt tidligere, at I bor langt fra hinanden og derfor tænker jeg, at I nok ikke ser hinanden så tit face to face. Det gør det meget sværere og kan godt betyde, at man nemmere kan blive jaloux. Din kæreste skal have lov til at have drenge venner og skrive sammen med dem på hendes væg, men jeg kan sagtens forstå, at det er svært at høre på, at hun snakker om ham hele tiden.

Men hvis I skal blive ved med at være kærester, så er det vigtigt, at du stoler på hende. Derfor er det vigtigt, at du får hjælp til at lære at håndtere din jalousi og finder ud af, hvordan du kan være sammen med din kæreste, uden at det gør så ondt indeni. For det fortjener du helt sikkert ikke og ved du hvad... Selvom det føles helt uoverskueligt lige nu og du tænker på selvmord hvis hun forlader dig, så kan det blive nemmere for dig.

Men du kan ikke gøre det alene og et brevkassesvar fra mig er ikke nok. Det er meget vigtigt at du tager fat i en voksen nu. Det skal være en voksen, som du godt kan lide og som du stoler på. Så skal du prøve at fortælle den person lige nøjagtig det, du har fortalt mig herinde. Du kan prøve at vise den voksne det brev du har skrevet, for jeg synes du er rigtig god til at forklare, hvordan du har det indeni.

Sommetider kan det være svært lige at finde ud af hvem man skal snakke med, men prøv først at snakke med dine forældre. Jeg tror det kunne være rart for dig at have nogle at snakke med derhjemme. Hvis ikke du har lyst til det, så tag fat i den lærer du bedst kan lide eller hvad med en anden fra din familie?

Jeg synes også, du skal kigge forbi vores chat herinde i Cyberhus, fordi her sidder der voksne som er vant til at snakke om de her følelser og så kan du være anonym. Måske kunne det være rart for dig og her kan du også få gode råd og idèer.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner Rikke

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program