piger der kysser

brevkassespørgsmål

piger der kysser

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 7 måneder siden

Kære brevkasse. I der ved så meget - hvor almindeligt er det at piger kysser? Jeg er en pige, der går i 8. klasse . Jeg har skiftet skole for ikke så længe siden, fordi vi er flyttet, og jeg var meget nervøs ved det. Jeg har prøvet det en gang før (pgsa min fars arbejde, men nu har han lovet, vi ikke skal flytte mer) og da gik det ikke så godt og jeg havde svært ved at få venner. Min nye klasse er ret opdelt, men jeg har været så heldig at komme ind i en gruppe med fem andre piger, og det er jeg meget glad for. Vi har det sjovt sammen og laver meget sammen. Men jeg undrer mig over de kysser så meget med hinanden. Det var bestemt ikke almindeligt der hvor jeg kom fra. Det er ikke bare små kindkys når man mødes - det er rigtig tungesnav. Jeg har spurgt hende, jeg snakker bedst med, hvorfor de gør det, men hun forstod faktisk slet ikke spørgsmålet. Det havde de jo altid gjort, sagde hun. Jeg er ikke kommet med på kysseriet endnu. Ikke fordi jeg ikke har lyst - det er helt i orden med mig, og pigerne er søde, men jeg synes det er lidt underligt. Jeg tænker også på hvad min mor ville sige, hvis hun så det. Håber I kan svare mig. Hilsen hende der ikke ved så meget.

Svar: 

Kære pige

Tak for dit spørgsmål. Jeg synes det er super godt, at du skriver til brevkassen og gerne vil have nogle råd. Fedt at du gør dig nogle tanker omkring det her med at kysse med veninderne i stedet for bare at gøre det, fordi de gør det... Det synes jeg da er ret sejt :)

Du fortæller, at du fornylig er flyttet med din familie og var ret nervøs for det. Det kan jeg sørme godt forstå, også med den oplevelse fra tidligere, hvor det var svært for dig med venskaberne. Det kræver mod at være ny og lære nye klassekammerater at kende, så det er dejligt at høre, at du har det godt og sjovt sammen med de fem piger.

Dit spørgsmål er så, hvor almindeligt det er at piger kysser. Jeg vil starte med at sige, at jeg godt kan forstå, at du undrer dig over måden de kysser på, når I mødes - som du siger, så er det rigtig tungesnav. Det kan umiddelbart godt virke som en lidt grænseoverskridende måde at sige "hej" på og specielt når du kommer som ny i klassen og ikke har oplevet det før.

Mit råd til dig er, at du mærker efter, hvad du egentlig har lyst til. Lige nu har du og dine veninder en alder, hvor der sker rigtig meget, både fysisk og psykisk. Kroppen forandrer sig, hormonerne ræser rundt i kroppen og mange unge begynder at eksperimentere, f.eks med at kysse. Det kan så være en måde at øve sig lidt på sammen med veninderne, så man får en idè om, hvad det der tungesnav går ud på.

For nogen piger er det helt almindeligt, at man på et tidspunkt prøver at kysse hinanden på den ene eller anden måde. Men det er også helt ok ikke at have lyst til det. Det er helt forskelligt, hvornår man lige føler sig klar til det.

Jeg synes godt, du kan sige til pigerne, at du helst bare vil kindkysse eller give dem et kram, hvis det er sådan du har det, det bestemmer du helt selv. Måske du gerne vil prøve en dag, men det betyder ikke, at du så skal gøre det hver gang.

Jeg synes faktisk, det ville være en rigtig god idè at snakke med pigerne om det. I er jo ved at lære hinanden at kende og så kunne du jo fortælle, at det er nyt for dig at kysse med veninderne, for det gjorde I ikke på din gamle skole. Måske kunne I få en rigtig sjov og interessant snak ud af det :)

Du kan selvfølgelig også tage en snak med din mor om det her med at kysse og være teenager. Måske hun kan give dig nogle råd med på vejen.

Jeg vil ønske dig held & lykke og håber du bliver glad for din nye skole og klassekammeraterne :)

Håber du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner Rikke  

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program