Hej jeg skriver her fordi jeg virkelig er på fandens mark, eller hvad man nu siger. Jeg har brug for at det er en kvinde der læser brevet og ikke en mand. Ikke fordi jeg ikke kan lide mænd, men fordi jeg har brug for en af samme køn som læser det og ja det kan sikkert virke skide barnligt, men det har jeg det nu bare bedst med. Mit liv har aldrig været helt nemt. Jeg har det bedst med lige at skrive lidt om mit liv og sådan før jeg fortæller mere og lige meget hvor alvorligt det lyder ville jeg gerne have at det bliver i mellem Cyberhus, de andre herinde og mig. Det hele startede med at min far fik sig en kæreste. De to fik sig så et barn som er min halvstorebror. Men det forhold varede ikke særlig længe for min far var/er alkoholiker og prøvede at kaste min bror udover 5 altan. De gik så fra hinanden. Min far fandt sig en ny kæreste som var min mor. De to fik så mig og der blev min far virkelig voldelig og begyndte at drikke mere og mere. Han slog mig hver eneste dag som spæd. Han bandt min mor til sengen og piskede hende med et jernbælte, han skubbede hende ned af trappen, låste hende udenfor om natten og havde næsten faktisk tæsket os ihjel. I alt den helved fik de sig et barn igen som var min lillesøster. Da hun blev 6 dage blev hun fjernet og mig og min mor stak af på et krisecenter. Det hjalp os tydeligvis ikke. Vi kom tilbage alle tre og fik det værre og værre. Min far tæskede mig og min søster hvis hun f.eks havde tisset i sengen, hvis jeg tabte i et computerspil osv. Hvis vi faldt og slog os så slog han os i stedet for at trøste os. Han skar i sig selv i mens jeg så det. Han sagde vi skulle gøre som han ville. Han misbrugte os, han sultede os. Jeg kan slet ikke forklare hvor mange forfærdelige ting han har gjort i mod os i stedet for at give os kærlighed. Efter alle de voldelige år. Så kom jeg på et opholdssted sammen med min lillesøster. Jeg var 6 år og fyldte næsten 7. Min far havde virkelig taget livet af mig og jeg var en meget lille pige som kun vejede 16kg. En måned efter jeg kom forvandlede det sig til noget virkelig dramatisk min mor fik så så så mange tæsk og en dag kom hun endelig væk. Hun fik sig en ny mand og han behandler hende virkelig som en prinsesse. Den dag i dag har det selvfølgelig taget hårdt på min mor. Det er 11 år siden hun gik fra min far, efter de år med vold har hun fået noget der hedder anfald. Det sker hvis hun er stresset, hvis hun glæder sig til noget, hvis hun bliver bange osv. Det sker ikke 10 gange om dagen som det gjorde da hun lige var flyttet fra min far. Nu er det meget med forskel og da hun var sammen med min far fik hun det ikke for vi var næsten slået halvt ihjel. Årene gik og en eller anden sommerdag i 2009 tog vores storebror kontakt til os. Han fortalte han ikke havde hørt fra vores far i 19 år. Men der skete så mange ting så vi hørte lige pludselig ikke fra vores bror mere. I okt 2010 valgte jeg at gøre en ny ting i mit liv. Jeg flyttede hjem til min mor. En dag jeg havde været i skole, gik jeg ud af toget. Jeg kunne se min far på lang afstand med en øl i hånden jeg valgte at tage et valg og gik over til ham selvom jeg ikke havde hørt fra ham i 11år. Jeg gik hen til ham og sagde hej far. Han gloede på mig og kunne slet ikke kende mig, jeg sagde jeg er din datter og han sad og kiggede underligt på mig og snakkede lidt med mig osv. Hver eneste gang jeg ser ham i byen nu går han bare forbi mig fordi han ikke kan kende mig det er altid mig der skal sige hej først før han også siger det. Men det er fordi han går i sin egen verden. Alt det her har taget utroligt hårdt på mig og jeg ved der er nogle ting i mit liv som jeg ikke har fortalt men som er meget værre. Men hvis jeg går i detaljer ville jeg begynde at tænke mere over det. Desuden så min bror min far igen men det var kun et par gange for min bror kunne se den også var helt gal med vores far. Nu kommer der en anden ting som faktisk også hører med i det her indlæg. Min far har 12 søskende som har omkring 4 børn hver så det er over 40 fætre/kusiner på hans side. Ingen af dem er danskere da min far heller ikke er det. Min far bor i Danmark. Han har en søster som er min faster hun bor i Danmark og det gør hendes to piger også som er voksne, de er mine kusiner. De tre snakker selvfølgelig dansk. Dem var jeg meget sammen med inden jeg kom på opholdssted, men jeg hørte så ikke fra dem i de 12 år jeg boede på stedet da jeg flyttede hjem igen så jeg min faster i byen en dag jeg sagde hej og hun blev vildt glad, en anden dag så jeg hende igen med hendes ene pige wow de blev glad. Den sidste af hendes piger mener dog det er min skyld det hele. Det er det jo ikke, men jeg må ta det som det kommer. Alle de andre af hans søskende bor i forskellige lande, så dem ville jeg besøge en skønne dag. For det er først for ca. 2 år siden at jeg fandt ud af at jeg havde dem. Det hele er så vokset til at jeg har vildt mange problemer den dag i dag :/( Jeg føler mig enormt fed (VIRKELIG FED) og det er ikke bare noget jeg siger for opmærksomhedens skyld, men noget jeg virkelig har haft i tankerne i lang tid. Jeg er 163 cm og vejer 48 kg. Jeg cutter og har selvmordstanker. Faktisk pt. ser mit liv helt sort ud, men jeg prøver at kæmpe. Havde bare brug for at komme af med det hele til en af jer. Knus fejltagelsen