Kære pige på 17 år

Tusind tak for din mail. 

Det lyder til, at du har det svært lige nu, og det er rigtig godt, at du skriver til mig.

Jeg forstår dig sådan, at du på den ene side elsker gymnasiet, dine kammerater og dine lærere, og at du normalt klarer dig rigtig fint både med det faglige og i forhold til de mennesker, der er omkring dig på skolen. På den anden side har du nogle personlige problemer, der nu er begyndt at gribe ind i alt det, du normalt er rigtig glad for. Dét har din studievejleder bemærket, og tilbudt dig psykologhjælp. Det er så rigtig uheldigt, at psykologen, som din skole har en ordning med, bor i samme opgang som noget af din familie.

Jeg hører dig også sige, at du rigtig gerne vil have hjælp, og at du kan se, at det, du gerne vil (have det godt med din uddannelse og bagefter studere i USA) kan blive bremset, hvis ikke du får den hjælp, du trænger til.  

Jeg tænker, at det er rigtig godt, at du er motiveret for at få hjælp, og det er en fantastisk mulighed du nu har gennem din skole!

Kunne du prøve at fortælle din studievejleder, at du rigtig gerne vil tale med en psykolog, men at du ikke har det så godt med, hvis din familie finder ud af det. Du kunne også prøve at ringe til psykolgen? Måske kunne I mødes et andet sted? For eksempel på skolen efter undervisningen en dag, eller et andet sted, hvor du kan føle dig tryg?  

Hvis du ikke synes, at det kan lade sig gøre, så synes jeg, at du skal få ringet til din læge og få en snak om tingene. Måske kan din læge henvise dig til en anden psykolog. 

Det lyder til, at du har masser af gå-på-mod i forhold til at hjælpe dig selv. Jeg håber meget for dig, at du også har modet til at tage en snak med din studievejleder igen eller med din læge, så du kan gå den spændende fremtid i møde, som du har foran dig.

Venlig hilsen Tina