Jeg blev henvist til denne side i 6. klasse (går i 9. nu) af en lærer, der syntes, at jeg virkede trist. Hvilket jeg også var. På det tidspunkt fik jeg panikangstanfald, heldigvis ikke særligt slemt. (<- Allerede her gør jeg det. Jeg har det med at synes, at jeg ikke er vigtig. At hvis jeg er ked af det, er det ligemeget. Men det er det jo på en måde også, hvis man sammenligner med folk, der har "rigtige" problemer.) Jeg havde dem faktisk kun i en meget kort periode. Mine anfald, altså. Undskyld, men jeg har en masse at fortælle, så der kommer nok en masse; Min far døde, da jeg var 9 år. Min mor fik en ny kæreste, Lars, som jeg ikke kunne li' så meget. Direkte hadet. Jeg havde en masse problemer i skolen - jeg blev punk, osv. Jeg var flabet over for mine lærere, stak af hjemmefra og diskuterede altid med min familie. Mit liv var et rent helvede, hvis det ikke var, at jeg havde mine venner. Jeg havde en masse! Jeg elskede dem alle, og de elskede mig. Vi var en stor gruppe på omtrent 10 personer, der var bedstevenner. Pludselig rådede mine lærere mig til at flytte skole, så jeg blev smidt over på en anden skole. Det var fint nok, jeg hang ud med 3 piger hvert eneste frikvarter. Men jeg var ikke en del af fællesskabet, fordi jeg stadigvæk var så afhængig af min gamle skole og gamle venner. Så jeg bestemte mig for, at de kun var klassekammerater, dem på den nye skole. En dag, da jeg var sammen med mine gamle veninder, fandt jeg ud af, at de pludselig havde hemmeligheder sammen - som jeg jo ikke kunne være en del af, fordi jeg aldrig var sammen med dem mere. Men jeg prøvede alligevel. Jeg troede, jeg havde alverdens venner, uden det gik op for mig, at jeg faktisk ingen havde. Over 7. klasse stiftede jeg fred med min mor og familien. Alt var perfekt på hjemmefronten. Lars og jeg var blevet gode venner, osv. Så min mor sagde, at hvis jeg ville, måtte jeg gerne flytte tilbage til min gamle skole. (bl.a. fordi jeg også fik nye lærere), hvilket jeg sagde ivrigt ja tak til. Efter sommerferien kom jeg tilbage på min gamle skole i 8. klasse. Mine gamle venner tog godt imod mig, og det hele var fuldkommen perfekt. De første 2 uger. Så var alt lort. For jeg var stadigvæk ikke en del af fællesskabet mere, men det skulle jo nok komme. Men hele gruppen var fuldkommen delt op, så ingen var sammen mere. Det var så fucking forvirrende for mig, for jeg var jo vant til det andet i 6. klasse. Så jeg slog mig sammen med 3 bestemte piger. Ena, Anne og Brit. De 3 alkoholiske ludere. (Undskyld, jeg elsker dem, men sådan er de). Jeg blev en del af, hvad de var blevet. Drak mig fuld sammen med dem og alt det der. Men jeg hadet det. Det var bare ikke mig. Så jeg begyndte at sige "nej tak" til festerne. Så var det bare Ena og jeg. Vi har været bedsteveninder siden vi var 5 år, så vi havde det cool nok sammen. Brit fik en idiotisk kæreste (hun har ham stadigvæk - Christian) og Anne kneppede fra højre til venstre, smuttede til Afrika og er nu på efterskole. Man skulle tro, at jeg havde Ena, right? Alkohol er åbenbart mere vigtigt end 10 års langt venskab. Jeg ved godt, at man vokser fra hinanden, og det har vi bestemt også gjort. Jeg vil noget andet end hende, og jeg har det egentlig okay med det nu. Problemet er, at jeg står uden nogle venner. Hjemmefronten er pludselig blevet det samme helvede, og jeg har ingen at græde ved. Så jeg måtte bare ud med det. Undskyld, at jeg har taget din tid. Men jeg føler bare, at jeg ikke kan finde ud af, at være glad. Jeg er faktisk ret køn i ansigtet, men jeg hader min krop. Jeg HADER den! SÅ meget. Jeg har tidligere troede, at jeg led af depression, men det gik over med tiden, og pludselig for 3 måneder siden kom de samme følelser frem. Kun følelserne. Ikke søvnbesvær eller noget. Og efter alt dette; har jeg nogen sinde tænkt at begå selvmord? Jo; men en nat, hvor jeg var fuldkommen depressiv skrev jeg til en voksen, jeg kender, og jeg lovede ham, at jeg ikke ville dø pga. selvmord. Nogen sinde! I dag er han blevet en fucking snob, så. Jeg føler mig bare så fortabt, forladt og forvirret. Jeg har virkelig lyst til at dræbe mig selv - men jeg kender virkningen i leveren som paracetamol gør, og det gider jeg virkelig ikke. Jeg gider ikke skære i mig selv, kan ikke skaffe en pistol, ville ha' ondt af chaufføren i bilen/toget. Med andre ord; jeg vil gerne dø egentlig, men kan ikke. Jeg ønsker, at jeg får kræft. Det er grufuldt, når så mange gerne vil helbredes. Men jeg vil gerne ha' kræft. Bare sådan så man tror, at jeg dør glad. Jeg elsker at være glad, men kan pludselig ikke finde ud af det mere. Eller; bortset fra når jeg glemmer mit liv. Desuden kunne jeg sikkert tabe mig lidt meget, hvis jeg blev syg. Jeg ved ikke.. Jeg vil bare tale, uden at det bliver psykolog agtigt. Uden at jeg bekymre folk. Jeg vil bare være glad. Så igen; undskyld - men du burde være ligeglad med en person, du ikke kender, og jeg kan kun håbe på, at du ikke svarer som en psykolog. Hvis du VIL svare. Du skal ikke føle dig forpligtet, det synes jeg virkelig ikke. Jeg er bare en 15-årige tøs, der har ondt i røven. Det er bare som om, at jeg har lyst til at skrige, men jeg vil ikke ha' at nogle skal høre det. Har du nogen sinde læst 'Kære Dødsbog'? Det er en fantastisk bog! Jeg anbefaler den stærkt! - Håber, du har haft en god weekend. :) God jul og godt nytår!