Hej, det er en kæmpe lang historie men gør den så kort som muligt. Da jeg var 8 år fik min far en stor blodprop i hjernen og var SÅ tæt på at sværge til himelen. Vi fik at vide at der var 1 dag hvor blodproppen kunne bestemme sig om den ville vokse eller blive mindre. Hvis den blev mindre overlevede han og hvis den blev større gjorde han ikke :( Den blev mindre og mindre og i var så overlykkelige og lige pludselig voksede den op igen. Da der var kort tid tilbage blev den mindre igen og til sidst var den så lille at de kunne give ham noget blodopløsende så det sidtse at blodpropprn kunne opløse sig selv. Det var jo SÅ FANTASTISK og dagen efter ville jeg i skole for kunne ikke holde ud at tænke på min far, men gjrde det selvfølgelig alligevel. Jeg løb rundt i hele skolen og råbte og skreg "jubii min far overlever" "jeg er lykkelig igen" osv. Jeg var så glad. Det var nok mit livs bedste dag. Proppen havde desærre ødelagt meget af hans hjerne. Så han kunne ikke gå eller tale & han var blevet lam i venstre side af kroppen. Selvfølgelig var det forfærdeligt men han overlevede jo og det var det vigtigeste. Så hurtigt der var plads begyndt han til genoptrænning i 2 år og gik på sprogskole i 2 år. Også kom han hjem og boede igen. FANTASTISK. Idag er han stort set normal. Han taler næsten rent. Han har firma, han kører bil & han går på sine ben. Selv det er så mange år siden nu, husker jeg det som det ar igår. Sagen er at han er jo speciel og sin egen selvom han er blevet 'rask' igen. Og jeg syntes det er super pinligt at inviterer venner hjem, fordi han er jo rigtig flink og sød og enorm flink overfor venner osv. men han..årh det er svært at forklarer. Han vil gerne blande sig. Det er af god vilje, men han kalder hele tiden på mine venner for at sige et eller andet men det er kun dem i hans familie der forstår hvad han siger, fordi vi er sammen med ham hver dag. Og han er bare PINLIG syntes jeg. Jeg elsker ham og mange af mine venner har mistet sin mor eller far så de respekter mig og min far og siger, at de syntes han er vold nice og fuck det at han er som han er. Jeg elsker ham jo. Osv. men alligevel syntes jeg bare det er pinligt at være hjemme hos mig når min far er så speciel..Og han gør mig endnu mere til grin af at han kører på en trehjulet knallert hele tiden. Han kan sagtens kører på en normal og dem har han også mange af. Han siger bare han kører på spasser kallerten for sjov. Men jeg syntes ikke det er sjovt. Og han ejer en  butik, så hele byen kender ham. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre, så hvis du har et råd til hvad jeg kan gøre så jeg ikke føler at min far er pinlig eller hvad man kan sige. Håber du forstår mit forvirrede spørgsmål. Mvh S