er jeg skør? eller hva sker der med mig?:(

brevkassespørgsmål

er jeg skør? eller hva sker der med mig?:(

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Jeg er en pige på 18, og jeg føler mig helt malplaceret her i verden!:/ Jeg har lidt svært ved hvor jeg skal starte for der er så meget (det fylder hvertfald meget i mit hoved) mit selvhad, det at jeg føler mig anderledes, og frygten for at være mig selv.. Men kan prøve at starte med mit selvhad. Jeg er blevet mobbet hele mit liv gennem skolen, jeg har færdig gjort folkeskolen og 10 klasse(på en efterskole), + et SOSU grundforløb. Jeg har haft problemer med mad og jeg hmm får af vide at jeg har et forvrænget billede af mig selv. Jeg har intet selvværd og ingen selvtillid, eller næsten ikke. Jeg har det så dårligt med mig selv hver gang jeg ser mig selv i spejlet, så det undgår jeg så meget jeg kan. Jeg træner rigtig meget, men jeg har en rygskade som giver mig helt SINDSSYGT mange smerter så kan næsten ikke lave noget, uden jeg ligger i sengen i flere dage efter pga. smerter. Jeg får det dårligt med mig selv hvis jeg ikke træner.. Jeg er træt af at ha det sårn her, at altid bebrejde mig selv når dårlige ting sker, og ikke føle mig god nok til nogen. Jeg har været single i lidt over 1½ år, og har ellers haft muligheden for at få kæreste igen, men jeg tvivler så meget på mig selv at jeg ikke tør springe ud i at møde nogle :/ føler mig ikke god nok til nogen.. jeg sidder nu ofte bare alene på mit værelse, for har ikke lyst til at være blandt andre mennesker fordi jeg føler mig forkert og fejlagtig når jeg er i samvær med andre. Jeg vil så gerne ændre det men jeg har ikke prøvet at være på den ”rigtige side” så jeg ved ikke hvordan det føles at ha det godt med sig selv, og derfor har jeg svært ved at kæmpe mod et mål når man ikke ved hva målet er :( Det med at jeg føler mig anderledes er fordi jeg ikke føler mig som alle andre:/ jeg er 18 år, men jeg har aldrig været en tur i byen, grundet al den mobning her hvor jeg bor har jeg aldrig haft nogle at ku gå i byen med. Og ved ikke om det derfor, men jeg har slet heller ikke den trang til at gå i byen, så nu hvor jeg endelig har fundet nogle at være sammen med føler jeg mig bare totalt malplaceret, for dem på min alder vil i byen og feste og .. det gider jeg bare ikke?:/ derudover så har jeg længe haft en tanke om at jeg måske ku være Biseksuel, dog er der ikke rigtig nogle af mine venner og veninder som rigtig ved det, fordi at min familie flere gange har udtalt sig om at hvis nogle i familien på noget tidspunkt sprang ud som homo, eller bi, så ville de blive udstødt af familien. Min familie er ikke specielt kristen, bare meget gammeldags og de mener at man er skabt som mand og kvinde og det sådan det er!!! vil selv rigtig gerne prøve at eksperimentere med det, men jeg tør ikke da jeg er så bange for hvad der vil ske hvis jeg nu bliver forelsket i en pige.. det vil jeg ikke ku skjule for mine forældre:/ Jeg har flere gange haft kysset med veninder det sidste år, for sjov! –men jeg kunne godt tænke mig at prøve at eksperimentere mere med en pige men ved ikke hvordan jeg ska gøre, eller hvad jeg ska gøre da jeg er så bange for mine forældre :( og hva hele min familie vil sige :( mine forældre er ret strenge på nogle punkter, og det gir mig en frygt for ikke at ku være mig selv, men også fordi jeg igen føler mig anderledes. Jeg har siden jeg var en 13-14 år, fundet mig SINDSSYG godt tilpas i det alternative miljø, altså til koncerter, og med mennesker som lige som mig selv, følte mig lidt ude for det hele. Og det er noget af det bedste jeg ved. Men mine forældre og resten af min familie gik imod mig da jeg begyndte at gå i halv-slidt tøj, gamle skjorter, tøj med sikkerhedsnåle, og andet tøj fra punk-miljøet, for det var ikke sådan en pige skulle gå klædt. Piger sku være pæne og rene! Men sådan har jeg aldrig været, jeg hader at være fin og skulle i kjoler og små halskæder og fine øreringe osv. Har aldrig ku være mig selv, jeg er helt væk i Tatoveringer og piercinger, og da jeg aldrig har været til smykker og en pyntepige, så ser jeg piercinger som en måde at udsmykke sig selv på, det samme med tatoveringer. Siden jeg var 15 har jeg plaget mor om at få piercinger men har fået svaret ” nej når du er 18 bestemmer du selv. Nu er jeg 18, men er nået til et sted i mit liv hvor jeg ska ud og arbejde med mennesker i en SFO og det gør at jeg nu IGEN ikke ka få lov ti lat prøve det er mig med piercinger.. føler at jeg ikke har fået lov til at være et ungt menneske, og føler jeg sidder fast i en teenagers krop. Jeg er lige blevet 18 og har næsten grædt lige siden. For i mit hoved føler jeg mig stadig som en på 16. alle de ansvar der er nu jeg er blevet 18. det kan jeg slet ikke håndtere :( Jeg ved ikke rigtig hvad mit spørgsmål er, men det er nok hva ska jeg gøre? Jeg har flere gange forsøgt at skrive et brev til mine forældre, men har så droppet det igen, da jeg ved de bare vil misforstå hva jeg skrev. Som sagt er mine forældre meget gammeldags, og de forstår ikke det moderne eller at vi unge ikke opfører os på samme måde som dengang de var unge. Og jeg vil mest af alt bare gerne ha noget hjælp så jeg kan komme til at leve mit eget liv :/ føler mig totalt kontrolleret når jeg er herhjemme, men føler mig ikke ”voksen ”nok til at skulle flytte i egen lejlighed og pludselig klare mig selv helt alene :( Jeg.. føler mig fortabt, og føler ikke jeg kan snakke med nogen :( jeg har 2 gange været til psykolog, altså i 2 perioder, første gang i 8. klasse hvor jeg gik i et par måneder, og igen i ca et halvt år mens jeg var på efterskole og tog 10. klasse. Men synes ikke det har hjulpet. Jeg ved snart bare ikke hva jeg mere ska gøre. For 3-4 år siden var jeg faldet i hullet med selvmordstanker og selvskadende adfærd og jeg er begyndt at få de tanker igen.. jeg sidder ofte hver aften i mit vindue og kigger på himlen og tænker på hvordan alt mon ville være hvis jeg ikke var her. Når ting bliver for meget får jeg en inderlig lyst til at skade mig selv ved at skære i mig selv :/ selvom jeg ved det er så dumt at gøre.. men føler mig så kontrolleret af alle de ting jeg har i mit hoved. Jeg har en masse stemmer som siger alt muligt lort til mig hele tiden. Jeg .. jeg føler mig skør!! :( føler mig ikke som et menneske.. Hjælp?:/ for er ved at nå grænsen til ikke længere at ha lyst til livet :/

Svar: 

Hej med dig

Jeg vil starte med at byde dig velkommen på Cyberhus. Det er godt du skriver herind og får luft for alle dine tanker, i stedet for at gå rundt med dem alene.

Der er ingen der skal gå rundt med deres bekymringer for sig selv, og det er endnu sværere når man er helt ung, og ikke har så meget livserfaring at trække på. Så at du skriver giver mig en følelse af at du vil igang med dit liv, men bare lige mangler overblikket. Jeg vil forsøge at hjælpe dig med at få dit liv sat i fokus.   

Teenageliv: Mens man er teenager, hormonerne raser, og identiteten er under fuld udvikling, kan det være svært at følge med. Der sker så mange ting, og der er så meget man gerne vil. Hvem vil man have som venner, skal man tage et job eller uddanne sig, osv. Det kan være sundt at stoppe op, og førsøge at sætte ord på det hele, det du mærker, føler og fornemmer sker inden i din krop og dit hoved. Det er vigtigt er at man vælger venner der vil en det bedste, og som man føler en samhørighed med og tillid til. Og ja du er jo som du selv siger 18 så du har lov at vælge selv. Den eneste der kan mærke hvad der er godt for dig, og hvad der gør dig glad, er dig. Ingen andre kan mærke hvordan du har det. Så tro på, at du er kompetent til at vælge dine venner selv. Hvad andre tænker er ikke det der skal styre dig.  

Blive voksen: At blive voksen kan give mange fustrationer. Hele ens liv er der andre der har passet på en og bestemt over en, og nu skal du til at stå alene og tage dine egen beslutninger. Du behøver dog ikke stå alene. Du kan f.eks prøve at skrive herinde på chatten. Der sidder søde voksne som er klar til at komme med gode råd. Du kan også i din kommune, gå til din sagsbehandler. Det er en alle mennesker har, og denne kan evt. også hjælpe med at finde ud af hvilke muligheder du har, for f.eks at få dit eget at bo i. Det kunne måske være en idé at flytte sammen med en ven eller veninde. Så er du ikke alene om det, og du har altid en at snakke med. For det kan da være ret skræmmende at flytte hjemmefra og klare alt selv. Det er super at du har taget SOSU grundforløb, og du skal endelig fortsætte. Dem du kommer til at arbejde sammen med, og det du kommer til at beskæftige dig med, kan også være med til at du finder dig selv. Når du opdager at det er noget du er god til, vil det være med til at skabe din identitet. Det er vigtigt at få skabt nogle succes oplevelser for dig selv, for det er med til at skabe din tillid til dig selv, at der faktisk er noget du kan og er god til.  

Finde sig selv: Det at finde sig selv, skabe sin egen identitet, er noget der foregår hele livet. Noget af det, der er vigtigt i en hel identitet, og selvbillede, er at du får bearbejdet de oplevelser du har haft som barn. Du taler om et forvrænget selvbillede, manglende selvtilllid og selvværd. Dette kan skyldes at du er blevet mobbet. Og for at du skal blive hel, er det meget vigtigt at du får bearbejdet alle disse oplevelser. Det kunne være en god ide igen at komme til psykolog, som kan hjælpe i denne proces. Processen går ud på at man kigger tilbage, finder alle de gamle oplevelser frem, får den arbejdet igennem, og derved kan du påbegynde en proces, hvor du får skabt et helt billede af dig selv. En ting skal du vide. Og det er at du er det hele værd, og du fortjener lige så meget som alle andre at få et godt liv, og blive lykkelig.

 

Mobning: At blive mobbet, er en rigtig grim oplevelse. Mens vi er børn, er vi meget afhængige af andres anerkendelse, og at andre kan li os. Oplever vi så at blive mobbet i stedet for, får vi følelsen af at vi ikke er noget værd. Vi tror desværre på det mobberne siger om os, og det kan bryde os ned, så vi tror ikke længere på at vi er det samme værd som andre. Men mobberne har ikke ret. Det de siger og gør er ikke ok. Men desværre kan det påvirke vores selvopfattelse, og vi lærer at tro at vi ikke kan noget...Men du er noget værd, du er meget værd og du skal kæmpe for din ret til at være lykkelig.

Bi-seksuel: Det er helt almindeligt at få lyst til at ekspermintere med det modsatte køn, og uanset om du er hetroseksuel, biseksuel eller homoseksuel, er det eneste der betyder noget, at du er lykkelig. Og jeg tror da også at dine forældre i bund og grund ønsker at se dig lykkelig. Og finder du ud af at, du har lyst til at være kæreste med en pige, så vær ærlig omkring det, og  giv dine forældre tid til at acceptere det. Så længe du er den datter som de kender, så bliver de ikke så usikre på det nye der måtte ske. Men uanset om det er tatoveringer, pircinger eller kærester, er der kun en der kan vælge det. Og det er dig. Det er dit liv og din krop.  

Træning og hjælp: Det er godt at du træner, det er sundt både for vores hjerte og hjerne. Men med hensyn til dig rygskade, er det måske en ide at få en instruktør til at vise dig hvordan du skåner dig ryg mest muligt. Der er jo ingen ide i at gøre skaden værre.

Tanker om døden: Jeg kan sagtens forstå dig, når det hele bliver for meget og du syntes at døden er den nærmeste udvej. Det er helt normale tanker, som rigtigt mange mennesker oplever i løbet af deres liv. Og det ser jo også ud til at det er det letteste. Men der er flere ting du skal tage i betragtning. For det første, alle de ting du går glip af, hvis du ikke længere var her på denne smukke jord. Livet står lige foran dig, det venter bare på at du griber det, omfavner det, og suger alt det til dig som venter. Oplevelser, kæreste, uddannelse osv. Der er så meget i vente for dig, det ville være synd hvis du gik glip at det. 

Dine tanker om cutting, kan jeg sagtens forstå, og det er også noget som mange gør. Det der sker er at man påfører sig selv en stærkere smerte, end den der er i hovedet pga. tanker og bekymringer. Problemet er bare at de smerter du påfører dig selv ved at skære i dig selv, kun er en kort tid, og så får man "lyst" til at skære mere. Så det er en ond cirkel at begynde på, og du skal have hjælp til at komme ud af den onde spiral du er havnet i. Du snakker om "stemmer i dit hoved", jeg tænker om du måske har brug for at snakke med dig læge, så du kan få den rigtige hjælp? For du skal helt sikkert have den hjælp du har brug for og fortjener. For når man har så ondt i sjælen, kan man ikke ved egen hjælp få styr på det.

Men mange ting kan du selvfølelig selv gøre. En øvelse der er god, når vi vil arbejde med vores selvværd, er at lave en seddel, skrive 10 gode ting om sig selv. Kan du ikke det så få dine venner eller familie til at skrive positive ting om dig. Lig dette papir ved din seng. Læs det som det sidste inden du sover, og som det første når du vågner. Gør det hver dag. På den måde begynder du at "indspille" et nyt og positivt bånd og tanker om dig selv. En anden ting er at hvergang i løbet af dagen, der opstår en nagativ tanke om dig selv, så stop dine egne tanker og tænk noget positivt istedet for. Det er selvterapi, som godt i starten kan være svært, men tro mig hvis du gør det, vil det have en positiv effekt.      

Du skal først og fremmest gøre det der gør dig glad, og ikke gøre det fordi du tror andre forventer et af dig. Du har ansvaret for at gøre dig selv lykkelig.

Grib livet, du fortjener det.

Mange hilsner Isabella

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program