Kære brevkasse. Jeg har været sammen med min kæreste i omkring 2 et halvt år. For omkring et halvt år siden fortalte han mig at han havde været på psykiatrisk afdeling og snakke med en læge. først inden for de sidste par måneder er han begyndt at fortælle mig om hvorfor han var der og at han igen har fået en depression. (vi har begge været indlagt tidligere da vi begge har skizofreni) Han har derudover fortalt mig at han ikke ønsker behandling for sin sygdom. Han sover rigtig meget om dagen (mellem 3 og 5 timer hver eftermiddag) og så går han også tidligt i seng. Når han ikke sover er han vred og snerrer tit af de folk der holder aller mest af ham. Han er meget menneskesky - han hader næsten alle mennesker. Han skælder ud på folk på gaden, og kommer med spydige kommentarer hvis folk ikke er hurtige nok i køen i supermarkedet. Han kan generelt ikke klare hvis der er mange mennesker omkring ham og hvis der er nogen der kommer for tæt på så kan han ikke kontrollere sin frustration. Hvis jeg er sammen med ham så kan han finde på at komme med en enkelt kommentar til de personer der nu generer ham, og ellers går resten af vreden ud over mig. Vi har tit diskuteret om hans negativitet. Ingen i hans familie kan huske en tid hvor han var rigtig glad. Han har talt om at han ikke synes at verden er værd at leve i og at han nogle gange ville ønske at han ikke var her mere, men han siger ikke meget omkring hvordan han har det - eller om noget som helst andet. Jeg føler at jeg kun ved 10 % af det der går ham på og jeg er bekymret for hvad han ellers går og tumler rundt med. Som nævnt så ønsker han ikke behandling. Han siger det er fordi han ikke vil på medicin igen. Vi har begge været på seroquel tidligere, og det bliver man noget søvnig af. Han siger at han ikke kan tage medicin når han skal sørge for at passe sit arbejde og derudover har han en bror der bor hos ham og er på bistand, som han også skal sørge for. Han taler ikke med nogen som helst om sine problemer, for han stoler ikke på nogen. Han har kun fortalt mig nogle enkelte detaljer, og jeg tror det er mest fordi jeg plager ham så meget. Ville bare ønske han ville snakke med nogen der godt kan hjælpe ham mere professionelt. Han fik tilbudt en kontaktperson af kommunen efter sin samtale på psyk, men han ringede aldrig til hende. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke vil tage imod den hjælp han får tilbudt. Jeg har selv en støtte-kontaktperson som har hjulpet mig meget og jeg tror også at han vil kunne drage nytte af en. Jeg har forsøgt at forklare ham at kontaktpersonen ikke er der for at proppe medicin ned i halsen på ham, men for at snakke. Men han vil ikke høre om det. Det har været så slemt til tider, at jeg har "truet" med at ende forholdet, hvis ikke han gad at tage imod hjælpen - men det er ikke noget jeg ønsker. Jeg vil bare ikke have et opkald fra hans mor en nat, hvor hun fortæller mig at han er indlagt fordi han ikke kunne klare det mere og prøvet at tage sit liv. Det tager hårdt på ham at han ikke har det godt, og det tager også rigtig hårdt på mig. Jeg er meget bekymret. Har selv haft mange problemer, og har rigtig let ved at tage andres problemer til mig og gøre dem til mine egne. Så når han bliver så negativ og trist som har været for tiden så smitter det af på mig. Jeg har været cutter i nogle år, men stoppede for omkring et år siden. Efter alt det her men kæresten er kommet frem, kan jeg mærke at jeg får en masse smerte inden i som jeg bare gerne vil have ud igen, så nogle gange overvejer jeg at cutte igen. Jeg ved at det ikke er dét jeg vil tilbage til, for selvom det er en sød forløsning når kniven rammer huden, ved jeg at jeg fortryder det lige så snart den har sluppet igen, og jeg ved at smerten er som et stof som man bare skal have mere og mere af. Det er en ond cirkel som jeg helst ikke vil træde ind i, men det er bare svært når han er så negativ og vi ikke taler sammen om det. Hvad kan jeg gøre for at få min kæreste til at få den hjælp som han behøver? Hvad kan jeg gøre for at han kan blive lidt gladere? Ved godt det er et lang brev, men jeg håber der er nogen der vil tage sig tid til at læse det igennem og hjælpe mig. Hilsen en meget bekymret kæreste.