Kære Dig,

Først vil jeg lige sige til dig, at jeg synes det er rigtig flot at du har fået det hele skrevet ned, og at du har sendt det til os - som du selv skriver, kan det være en lettelse at få det hele skrevet ned, og at nogen ved det, så du ikke er helt alene med det hele mere. Det er en rigtig god start, og det lyder som om du er ved at tage en beslutning om, at nu vil du gøre for at få det bedre, og det synes jeg er rigtig godt at høre.

Du skriver at du har det ok og at du har venner. Det er rigtig godt at høre at du har nogle venner- det lyder til at du er ret god til at lytte til dine egne føelser og til at mærke efter hvordan du har det. Og når du fortæller at du har det svært, så er det fuldstændig lige meget om du har eller ikke har det så skidt som andre. Det handler om dine følelser, og om at DU lige nu har det svært. Og det kan jeg godt høre at du har. Du fortæller bl.a. at du tror at folk snakker bag din ryg, at du ikke tør stole på nogen, at du ikke tror at nogen har brug for dig og at du er ingenting. Det lyder til at du sammenligner dig meget med de andre piger på skolen? 

Du skriver også at du føler at du er fed og at du så småt er begyndt at spise mindre og mindre - og at hvis du ikke snart får noget hjælp, så vil det komme til at gå den forkerte vej. Jeg kan høre at du genre vil tabe dig lidt, men samtidig selv er bekymret for om det kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse. Det er rigtig godt at du selv kan se at du har brug for noget hjælp, for det er det første, og også et ret stort skridt på vejen. Jeg vil foreslå dig at tage en snak med din læge omkring dine tanker omkring vægt. Han kan evt. hjælpe dig i forhold til en diætist, så du kan få lavet en kostplan hvis du gerne vil tabe dig lidt. Og samtidig kan du få snakket om de tanker du har omkring din krop.

Du skriver at du inderligt ville ønske at nogle "did care enough", så de ville finde ud af hvor svært du har det. Jeg kan godt forstå at du gerne vil have at nogen, fx din bedste veninde, finder ud af det, så du ikke skal gå med det hele selv. Du skriver godt nok at du ikke vil fortælle din bedste veninde hvordan du har det, men jeg synes nu alligevel du skulle overveje det endnu engang. Måske hun netop holder så meget af dig at hun gerne vil hjælpe dig? men hun har ikke en chance for selv at "gætte" hvad det er for nogle tanker du går med. Og det lyder også til at du måske er ret god til at skjule hvordan du har det, i hverdagen? Hvis du nu fortæller hende om dine tanker, og om de ting du synes er svært, så giver du hende også en chance for at hjælpe dig. Og når i er bedste veninder, kunne det så ikke være at hun faktisk ville blive glad for at du vælger at betro dig til netop hende? Måske hun ville føle at du har tillid til hende, og at hun er en særlig veninde for dig? Ved at turde stole på hende, tror jeg du vil åbne op for at i kan få et tættere venskab.

Derudover tænker jeg på om der evt. er en lærer på din efterskole, du kan tage en snak med? måske kunne det være rart også at have en voksen at snakke med det hele om? eller det kan også være du kunne snakke med en af dine forældre? I hvert fald synes jeg det er rigtig vigtigt at du nu får taget det næste skridt og finder en at få snakket med det hele om, så du kan begynde at komme videre. Hvis du synes det er meget svært, kunne du evt. også overveje at vise det brev du har skrevet hertil til din lærer/ forældre? Det er et rigtig fint brev, hvor du har været god til at sætte ord på dine tanker og følelser.

Hvis du trænger til at snakke lidt mere om det hele, er du også meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning her i cyberhus. Jeg håber mege,t at du vil snakket med nogen om hvordan du har det, så du kan få den hjælp du fortjener til at få det bedre igen.

Mange tanker fra Helle.