Tarmproblemer?

brevkassespørgsmål

Tarmproblemer?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på fjorten, med et lidt.. Usædvanligt problem.. Jeg har det her med at jeg ofte skal på wc, fordi jeg skal.. Ehm, lave. Jeg har prøvet at tjekke mit problem ud, men kunne ingen resultater finde. Det er forskelligt hvor meget og hvor lidt afføring der er tale om, hvis jeg (De få gange jeg gør det.) spiser mig propmæt, skal jeg så på wc efter 2-10 minutter, dette er også forskelligt, og hvor lang tid er også forskelligt, det afhænger jo af hvor meget der kommer. Min afføring er helt normal, ikke tynd, ikke tyk, normal farve og så videre. Tja, det var jo lidt ubehageligt at skulle stå og se på den slags, men det har jo betydning. Jeg lider af for megen mavesyrer, men jeg har ikke mere ondt i maven end alle andre mennesker. Disse toiletbesøg har stået på i omkring et år, måske tre uger fra eller til, og disse er i hvert fald en gang om dagen, engang imellem kan det komme helt op på tre, men så er der heller ikke så meget med hver gang, somme tider sker det også, at der lige går to dages mellemrum. Men nogle dage når der kommer store mængder, og jeg måske skal lidt igen, gør det ondt, fordi der jo er revet hul på noget bag i mig, og det ved jeg. Det er derfor jeg har mistanke om at det ikke er helt normalt at have så mange toiletbesøg med afføring. Jeg ved at min kost er sund og er god for mig, derudover træner jeg og har ellers ingen problemer med hverdagen eller andet ved min krop. - Hvis det er relevant, så skal jeg tage Gaviscon, når mine mavesyrer er for vilde, det har jeg skullet i fire år - da vi opdagede min "sygdom" (Ved ikke om det er det som sådan.) og det har aldrig påvirket noget. Og så er mine toiletbesøg for min blæres skyld helt normale. Og der er ellers intet galt med det område. Jeg ville høre, om du/I eventuelt vidste hvad det var? Er det måske tarmproblemer? Skal jeg gå til lægen med det?

Svar: 

Kære du

Godt du skriver ind til brevkassen. Afføring er ikke det nemmeste emne at tale med folk om, hverken familie eller venner, så det er godt du kan skrive til os.

Umiddelbart tænker jeg at det enten er et helt normalt afføringsmønster eller at du måske kunne være en lille smule forstoppet. Du har hverken smerter, diarré, blod eller slim i afføringen eller andre symptomer der kan gøre mig bekymret.

Det er helt normalt at være på toilettet én gang i døgnet. Det er også normalt kun at være på toilettet et par gange om ugen eller 3 gange om dagen. Det kommer an på hvem man er. Men jeg går ud fra, at det er fordi det har ændret sig, at du undrer dig over det? Dét med at du får ondt efter toiletbesøg, at der nogle gange kommer kun en lille smule og andre meget og at det ofte bliver udløst når du har spist, lyder som forstoppelse.

Det er vigtigt at spise en masse fibre og dyrke motion og så er det meget vigtigt at drikke rigeligt med væske til alle fibrene. Hvis man spiser en masse fibre men ikke drikker væske til, stopper det bare til i tarmen. 
Det er også en god idé ikke at spise for meget hvidt brød og kød i store mængder - nogle oplever at det hjælper på maven at lade være for en tid.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at have gode toiletvaner, dvs. du skal give dig god tid til at være på toilettet og ikke stresse - sid gerne ti minutter uanset om der kommer noget eller ej.
Hvis du føler dig meget oppustet og afføringen er meget hård, kan du prøve med afføringsmiddel.

Prøv i første omgang med de her råd og se om du synes det hjælper. Ellers så skriv endelig igen. Måske er det som sagt bare helt normalt. Hvis det ikke ændrer noget, så skriv endelig igen.

Mange hilsner
Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program