Hej Cyberhus, jeg skriver her fordi jeg ikke kan klare det mere. Jeg er en pige på 20 år af anden etnisk baggrund. Jeg kan bare ikke enes med mine forældre, lad mig sige det sådan; én dag om månenden er vi alle lykkelige og har det sjovt i hinandens samvær, men resten af hele måneden så er der skænderier HVER DAG, hele tiden. Jeg snakker aldrig med mine forældre, jeg kender dem nærmest ikke? Min mor tror jeg ikke bliver gift fordi jeg er til fødselsdagsfest til kl 22? Hun er så bange fordi folk snakker, men jeg er ligeglad med det? så længe jeg ved jeg ik er galt på den, og tør at se mig selv i øjnene, så er jeg ligeglad med folk, men det er min mor ik? Hun kalder mig luder næsten hver dag, hun siger jeg er en klam so, og fordi jeg bruger p-piller mod kraftig menstruation, så tror hun jeg knepper frem og tilbage? jeg er stadig jomfru og har aldrig rørt en dreng. Men det kan jeg ik forklre hende, da hun ik forstår, hun siger med det samme '' jeg kender godt dig, du er en luder ''. Jeg bliver så ked af det, at det er helt ubeskrivligt, jeg kan ikke klare det mere. Det kan godt være at man tænker, det her er intet problem, men det fylder så meget i mit liv, at jeg har lyst til at dø ud, fade away stille og roligt. Jeg håber på det bedste i min fremtid. Men når jeg ikke engang har en kæreste, så kan jeg ik engang prøve at få mig selv til at tro at det nok skal blive godt. Alle mine veninder har fået fyre på og er blevet forlovede, men jeg er den eneste der mangler. Det fylder også meget i min hverdag, at jeg ikke gider at tage i skole mere, eller se dem, for det eneste vi snakker om, er deres fyre? jeg bliver ked af det, og har bare lyst til at tage hjem, men på den anden side, så ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med dem derhjemme. Jeg ryger smøger og det hader min mor mig for! hun sir jeg er en rigtig luder fordi jeg ryger, men hvis jeg skal være ærlig, det eneste som trøster mig, når jeg sidder og græder mens jeg tænker over mit liv, det er mine smøger:( Jeg sagde op fra mit arbejde fordi jeg fik en dårlig løn og blev behandlet som lort efter 6 års arbejde der, det blev min mor sur over for nu har jeg ingen indkomst, og nu duer jeg til intet herhjemme. Jeg ved ik hvad jeg skal stille op med mig selv, alle er imod mig, mine forældre og mine to søskende. Har INGEN at snakke med dette om. Jeg vil gerne til psykolog, men det har jeg ikke penge til. Så nu må jeg bare rende rundt og have det dårligt med mig selv, indtil jeg en dag bliver kørt ned af en bil .. Jeg undskylder for mit lange brev, men jeg er så ulykkelig at jeg ik kan klare det mere, alt går galt! Kærlige hilsner fra den mest ulykkelige pige.